Hej brevkasse
Jeg er en 23-årig pige, der er meget forvirret. Sagen er den, at jeg for knap et år siden kom ud af et forhold på 3 år. Det var på mange måder et usundt forhold, da jeg ofte betvivlede mit eget værd. Han følte ikke, at jeg i tilstrækkelig grad kunne udfylde hans behov. Jeg var i denne tid meget inde i mit eget hoved, og jeg havde det ikke godt, derfor mistede jeg lysten til at være ude og være social.
Ingen af os har tidligere følt så stærk en connection til et andet menneske, og vi var overbeviste om, at vi var hinandens soulmates. Tiden gik – vi kom længere væk fra hinanden (fysisk og psykisk), hvorfor vi begyndte at føle os ensomme i forholdet. Fordi vi ikke formåede at forstå og nærme os hinanden, besluttede vi at gå hvert til sit.
To måneder efter møder jeg en sød fyr i byen, der kontakter mig et par dage efter. En date blev til mange, og nu har vi været sammen i godt 10 måneder. Vi er ikke kærester, da jeg ikke har følt mig klar, fordi jeg egentligt havde planer om at være single, finde mig selv og fokusere på andet end kærlighed til en partner.
Han har virkelig bidraget til at give mig troen på mig selv. Vi forstår hinanden 100%, og jeg vil sige, han er det første menneske, der faktisk forstår alle mine særheder. Vi kommunikerer som en drøm, og jeg ved, han vil være en fantastisk partner og far.
Men til trods for at vi har en sindssyg menneskelig kemi, har vi desværre ikke den vildeste kemi i soveværelset. Jeg har ikke samme lyst til ham, som jeg f.eks. havde til min eks, og det plager mig, at jeg ikke tænder meget på ham. Jeg ved ikke, om det er noget, der kan komme? Nu er der jo alligevel gået 10 måneder…
Men sagen er den, at jeg stadig ikke har glemt min eks her efter et år. Det ved min nuværende flirt godt. Jeg har været meget ærlig, om at jeg stadig har lidt følelser for min eks. Jeg har også være ærlig, om at jeg egentligt ikke havde i sinde at finde en ny kæreste med det samme. Min flirt er lidt ældre, og han har aldrig haft en kæreste eller været forelsket, hvilket han er i mig nu. Derfor er han villig til at kæmpe og vente på mig.
Min ekskæreste og jeg drak for nogle måneder siden en kaffe sammen, da jeg var på ferie i den by, han var på udveksling i. Der fik vi snakket ud og sagt undskyld for nogle ting, vi efter bruddet har indset. Vi troede begge, vi var videre, men det viste sig, at det ikke var tilfældet. Jeg ved, at vi begge ofte tænker på hinanden, og at vi har en særlig kærlighed til hinanden – ingen af os har den følelse, at det aldrig bliver os igen. Det forvirrer mig, for jeg har fundet den sødeste partner, jeg klinger pisse godt med, men alligevel spøger min eks i baghovedet.
Spørgsmålet er om jeg skal:
Hvad tænker du/I? Mangler råd og drøftelser.
Med venlig hilsen S
Kære S.
Mange tak for dit brev. Du beskriver en situation, som jeg tror, mange andre kan nikke genkendende til. Det er aldrig nemt at bryde op fra et forhold, man har været længe i, og det tager som regel tid at slikke sårene og komme ovenpå igen.
Jeg ved ikke, om det 3-årige forhold, du skriver om, er det første seriøse forhold, du har haft. Jeg lægger mærke til, at I har fundet sammen som unge voksne, og at du efter et års tid stadig kan hænge fast ved din tidligere kæreste – og det på trods af, at du beskriver jeres forhold som usundt og ensomt på den lange bane. Uden at kende til detaljerne i jeres relation, undrer jeg mig lidt over nogle forskellige ting.
Du nævner, at du ofte betvivlede dit eget værd. Hvorfor det? Hvad var det, der afstedkom dette? Og var det noget, der først skete, mens I var kærester, eller kæmpede du med dette inden I blev kærester? Jeg synes det er vigtigt at reflektere over dette, da det i mine øjne har en stor betydning, om mindreværdet kom som resultat af en dynamik i jeres forhold, eller om det var noget, du tog med dig ind i jeres relation. Gode kæresteforhold modarbejder mindreværd, og hvis relationen i stedet har forstærket mindreværdet, er der noget grundlæggende i jeres relation, der ikke fungerer hensigtsmæssigt.
Du nævner også, at du ikke i tilstrækkelig grad kunne udfylde hans behov. Her bliver jeg meget optaget af, hvilke behov der er tale om? Og var det i virkeligheden dit ansvar at udfylde dem? Nogle gange kommer vi til at tro, at det er vores partners ansvar at sørge for, at vi er lykkelige og tilfredse, men det er ikke rigtigt. Vi har alle et ansvar for os selv, og det kan vi ikke lægge over på andre. At forvente, at en kæreste kan og skal opfylde mine behov, får næsten forholdet til at lyde som et forbrugsgode. Jeg vil opmuntre dig til at reflektere over, om det virkelig er rimeligt, at du var ansvarlig for hans behov – eller om han undlod at tage ansvar selv.
Du fortæller også, at du ofte var inde i dit eget hoved, og at du mistede lysten til at være social. Hvis dette er forandret, og du nu har det bedre og er mere social, hvad har så ændret sig her? Jeg spørger, fordi det er vigtigt at blive klar over, om der var dynamikker eller forventninger i relationen mellem din kæreste og dig, som forårsagede eller forværrede din oplevelse af at have det mindre godt.
Efter jeres brud beslutter du dig for at bruge tid på at finde dig selv, hvilket jeg synes er en meget fornuftig beslutning. Alligevel ender du med at date efter 2 måneder. Hvorfor begynder du at date? Jeg bliver nysgerrig på, hvad det er, der driver dig til at date . Er det, fordi du i virkeligheden er bange for at være alene?
Du beskriver et forhold, som ikke er et kæresteforhold, men som alligevel indeholder alle de samme aspekter, et almindeligt kæresteforhold indeholder. Dette påpeger jeg, fordi det i mine øjne er forvirrende. Jeg er bekymret for, om du narrer dig selv ved at indgå i sådan et forhold. Set udefra kan det se ud, som om at du gerne vil høste alle de dejlige fordele uden at indgå i et mere eller mindre bindende forhold.
Det er dejligt, at han har givet dig troen på dig selv igen. Hvordan har han gjort dette, og hvordan adskiller det sig fra dit forrige forhold? Med andre ord – hvad er det, han kan, som din tidligere kæreste ikke kan?
Om det seksuelle vil ændre sig med tiden, kan jeg ikke svare på. Jeg tror, at mange mennesker ser sex som en uforanderlig ting, der som minimum er en statisk størrelse og i bedste fald udvikler sig positivt med årene. I min erfaring er sex hverken statisk eller magisk, men kræver opmærksomhed og tid livet igennem – også i lange, faste forhold.
På samme måde ændrer lysten sig livet igennem, påvirket af, hvad vi som individer og som par gennemgår i dagligdagen. Det, vi giver opmærksomhed og næring, vokser og trives – dette gælder også vores sexliv. Jeg kan anbefale, at du læser mere om, hvordan man få sexlivet til at blomstre i denne artikel.
I udgangspunktet er vi alle selv ansvarlige for vores egen seksualitet. Måske skal du spørge dig selv om, hvor vigtig sex er for dig? Hvor vigtig er sex for ham? Hvis sex er det, der skal bære relationen, kan det nemt gå galt. Umiddelbart lyder det til, at sex ikke er det eneste, der har stor betydning for dig – det er måske snarere respekten, nærværet og det, at blive set, hørt og forstået, der har den afgørende betydning for dig.
Du er selv inde på, at det er en mulighed, at du romantiserer dit tidligere forhold. Har du glemt, hvordan I havde det sammen til sidst? Brug tid på at reflektere – og gerne skrive ned – hvad der gjorde, at du betvivlede dit eget værd? Hvilke behov kunne du ikke opfylde – og var det rimeligt, at det var dit ansvar? Hvis det skulle blive jer to igen – hvor længe vil du vente på ham? Og hvad er anderledes nu, end før? Hvorfor ville det kunne lykkes denne gang? Jeg kan anbefale dig at læse mere om gode parforhold her.
Hvis du kommer frem til, at du ser jeres forhold gennem lidt for lyserøde briller, så vil jeg anbefale, at du ikke drikker mere kaffe med ham. Man kan godt være taknemmelig for det, man havde, uden at det betyder, at man skal bevare kontakten. Slut fred med dette forhold, tag det gode med dig, og bevæg dig fremad. Det bedste råd, jeg kan give dig til at komme sig over en eks, er at lade fortid være fortid – undlad at genbesøge minderne, undlad at mødes til kaffe og lignende. Fokuser i stedet på det, der er nu, og se fremad.
Du fortæller selv, at du har været hudløst ærlig overfor din nye partner, og at han er parat til at indgå i et fast forhold med dig. Jeg synes, din nye partner fortjener et svar. Du skal gøre op med dig selv, om du vil tage chancen med ham. Er jeres relation stærk nok til, at I kan arbejde med det seksuelle? I klinger godt sammen, du tror, han vil være en god far og god partner – man kan du se dig selv med ham om 10 år? Hvis ikke, så er det i min optik på tide at give ham et ærligt svar.
Måske når du igen frem til, at du har brug for tid til at være single, finde dig selv og fokusere på andet end kærlighed til en partner. Blev du egentlig færdig med dette?
Der kan være mange grunde til, at vi gerne vil være i et parforhold. Handler det om, at man er usikker eller bange for at være alene, eller at man har behov for at andre definerer, hvem man er, er det i min optik bedre at være alene. Det er ikke nemt, men jeg tror, det er nødvendigt. For at være gode partnere, er det vigtigt, at vi kender os selv, og ved, hvem vi selv er. Ellers er det svært at være ærligt tilstede i et forhold, og man vil ofte ende med at mistrives.
Jeg håber, du har fået lidt mere at tænke over. Noget, som kan bruges til at træffe den rigtige beslutning – en beslutning, som kun du kan træffe. Jeg ønsker dig held og lykke i at finde den rigtige vej frem.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
