Jeg er en kvinde på 40 år og jeg har været sammen med min mand i snart 20 år. Vi har to teenagepiger.
Vi har været en del igennem med konkurs, trafik uheld osv. Og jeg troede derfor vi kunne klare alt sammen. Nu siger min mand, at han elsker mig, men han kan ikke mærke det sidste og ved ikke, om vi skal blive sammen.
For et lille år siden skejede han fuldstændig ud, og jeg skulle overhovedet ikke bestemme over ham. Han sov ude, kørte over til vennerne, når det passede ham, begyndte at ryge hver dag. Han skubber mig væk, er konstant sur/vred, har ingen sexlyst, er konstant træt, har hovedpine og er virkelig begyndt at se ældre ud.
Han har travlt på arbejdet, så jeg ved godt, at han har meget om ørerne. Jeg tror ikke han har været utro. Han har altid været den mest loyale og omsorgsfulde mand. Pigerne og jeg har altid været 1. priotet for ham og nu kan han ikke engang svare på en sms. Jeg er på ingen måde klar til at forlade forholdet og tror inderst inde, at det er en fase han skal igennem.
Lige nu tromler vi rundt i, at han vil have plads og jeg vil have svar. Men han forlader mig jo heller ikke, så er dybt forvirret.
Kh den rastløse
Kære rastløse
Tak for din henvendelse.
Det kan være lidt svært at sige, hvad der sker med din mand, da jeg ikke har talt med ham – men jeg vil komme med nogle overvejelser, som I forhåbentligt kan drøfte sammen.
Det sker af og til at modgang, som du beskriver det, kan skabe en modreaktion – som om at der bliver trykket på en programknap, som kan udløse de reaktioner, som ligner din mands adfærd. Hvis det imidlertid kun er begrundet i indeværende kriser, er reaktionen generelt forbigående – som om der var brug for at blive tømt for de mange følelser.
Der kan jo også ligge mere bag, som ingen af jer er bekendte med. Hvis der eksempelvis ligger en livshistorie og spiller med, kan reaktionen blive af en noget længerevarende karakter. Det kunne være en livshistorie i en familie med strenge og begrænsende vilkår på den ene eller anden måde eller grænseoverskridende adfærd fra forældrenes side, hvor der ikke var plads til din mand, og han blev tvunget til at tilpasse sig. Er det tilfældet, kan nutidige begrænsninger (konkurs, uheld og familierelationer) få ham til at reagere. Konkurs, uheld og jeres familie kan repræsentere en sådan begrænsning, da han jo bliver sat udenfor indflydelse, måske som i den familie han voksede op i?
Hvis livshistorien spiller med, begyndte hans voksne liv sammen med dig sikkert med at tilpasse sig livets mange udfordringer. Så han kommer til at kopiere opvækstvilkårene. Så kan han måske ikke finde ud at italesætte egne behov og derfor kan han komme til at føle sig spærret inde. Dermed bliver det dig og pigerne og alle mulige andre, der kommer til at definere hans liv – ikke fordi nogen har bestemt det, men blot fordi det skete af sig selv.
Når han så bliver udsat for grænseoverskridende ting f eks. konkurs, trafikuheld m.m. kan der komme en ubevidst modreaktion, ”nu stopper det, nu kan alt være ligegyldig – nu er det nok.” Reaktionen kan så være, at fremover skal ingen overhovedet mere få lov til at bestemme over ham – ja selv hans kærlighed til dig vil han så kunne opfatte som begrænsende og reagere imod. Protesten fra barndommen, hvor han ikke fik mulighed for at protestere og respektere sig selv, trækkes så ind over hans voksne liv, så hans reaktioner kommer ud af kontrol – også for ham. Det er jo ikke noget han planlægger, men noget der opstår inde i ham, så han føler, at han er tvunget til at reagere.
Ethvert menneske består ligesom af to enheder – det vi tænker, og det vi føler. Hvis sidstnævnte er blevet presset ind i en ”kasse” under opvæksten, kan modgangen i livet aktivere disse følelser i vores voksne liv.
Nu er det jo en hypotese – men under alle omstændigheder er det vigtigt, at I begynder at snakke sammen. Et godt sted at begynde kunne være at spørge ind til, hvilke præmisser der har været grundlaget for jeres parforhold i de første 21 år. Du skriver, at du altid har været førsteprioritet i din mands liv – måske har han følt det som et krav, han skulle opfylde. Som jeg læser det, du skriver, sker der noget med din mand, som skal italesættes, hvis det igen skal passes ind i samarbejdet mellem jer.
Det er vigtigt at understrege, at dit formål med snakken først skal defineres – at det ikke er for at klage over ham eller kritisere ham, men for at forstå ham bedre, end du nu gør, så han føler sig respekteret. Det er også vigtigt at få afklaret, hvordan han tænker jeres samspil skal se ud fremover. Hvis du presser ham, vil jeg forvente en modreaktion.
Jeg forstår godt, hvis du føler, det er både vanskeligt og farligt – sæt nu han finder ud af, at det ikke skal være jer. Men tavsheden er værre på længere sigt. Den vil langsomt slide jer ned og skille jer ad. Den er nemlig fyldt med fantasier om den anden – og da disse fantasier generelt bygges på det, der er vanskeligt, går det galt for jer. Et samarbejde kan jo ikke bygges på formodninger.
Hvis du nu synes, at det hele er blevet så vanskeligt, at du ikke tør tage hul på det sammen med din mand uden hjælp udefra, vil jeg anbefale, at I bliver enige om at henvende jer til en parterapeut. Vedkommende kan hjælpe jer igennem det ukendte og følelsesmæssige uhåndterbare.
Måske er det bare en god ide, at I sammen beslutter jer for at søge professionel hjælp, inden I tager hul på noget, da der kan ligge så meget under din mands reaktion, at I slet ikke får mulighed for selv at kunne gennemskue det. Det er jo kun det, vi kender til, vi kan håndtere – og her ser jeg en stor sandsynlighed for, at der er noget ukendt der spiller med – både i din mand og i jeres parforhold generelt. Det er også muligt at ringe til vores gratis rådgivningstelefon hver mandag. I kan også overveje at tage på et intensivt parkursus for at blive bedre til at forstå hinanden.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
