Når rollerne er ulige fordelt

Stress er en kendt årsag til smerte i parforholdet. Konsekvensen kan ofte blive, at én af parterne overtager flertallet af familiens opgaver og dermed overbebyrdes. På den korte bane er løsningen med at ’overfungere’ lettest og forbundet med færrest konflikter. Men det holder ikke i længden.

Af Steen Palmqvist, psyko- og familieterapeut

Familiekaos

I et parforhold med børn er der meget, der skal fungere. Gang på gang udfordres familien af nye krav og behov, som der må tages stilling til. Børnenes skolegang, fritidsinteresser, skolekammerater, de voksnes arbejdssituation, økonomi og meget andet sætter fart i familien.

Ofte bliver familiens krav og behov mere et sammentræf af tilfældigheder i stedet for en bevidst planlægning og arbejdsfordeling. Inden vi får set os om, er det alt muligt andet, og alle andre, som bestemmer over vores liv i parforholdet. Ikke fordi vi ønskede dette udfald, men mest fordi vi ikke var bevidste nok og fik prioriteret.

At overfungere

Stress er en kendt årsag til, at det kommer til at gøre ondt i parforholdet. Konsekvensen af det stressede liv bliver nemlig ofte, at en af parterne kommer til at overfungere, dvs. bliver pålagt opgaver som egentligt ikke kun er den enes, men familiens.

Det sker ikke på én gang, men gradvist efterhånden som familien øges til flere medlemmer. Det kommer snigende og ubemærket, ligesom når vi sidder og hygger os på terrassen og ikke opdager mørket, før én eller anden pludselig tænder et lys.

Vi får ikke arbejdsopgaverne fordelt, og så sker der det, at den der har det bedste overblik i hjemmet naturligt tager over for de andre i familien. Erfaringsmæssigt er det kvinden, der får denne rolle.

Den skæve arbejdsfordeling

Efter flere års parforhold er det ofte kvinden, som har overtaget næsten alle funktioner i huset, og hun overfungerer for både mand, børn og vovse. Sat på spidsen bliver konsekvensen ofte sådan: Ingen smider længere deres tøj til vask, for hun går rundt og samler det sammen. Ingen hænger tøjet på plads efter hjemkomsten, så det gør hun. Det er også hende, som står for rengøringen i huset, køber ind og laver mad, ligesom det også er hende, der tjekker børnenes skoletasker, spørger til lektierne og hjælper børnene med dem. Hun sørger for, at børnene kommer til fødselsdag, fodbold, tjekker deres skoletøj osv.

Resultatet er en træt og frustreret partner, der altid har noget kørende. Selv når hun sidder og hygger sig i sofaen, sidder hun ofte og foretager sig et eller andet praktisk. Konsekvensen kan være en konstant træthed og manglende overskud til såvel partner som børn. Det kan ovenikøbet også ende i depression, som ingen forstår, for ’vi har det jo så godt og mangler ikke noget’. I værste fald ender det med en partner, der ikke kan se anden udvej end skilsmisse for at føle sig fri.

Truet af skilsmisse

“Jeg har fået et ekstra “barn” i huset, så han er kun en ekstra arbejdsopgave,” lyder det ofte fra kvinden. Manden forstår imidlertid ikke påstanden. Han mener stadig, at han er interesseret i både hus, hjem og børn. Ofte påstår han, at han stadig elsker sin kone, selv om han godt vil indrømme, at det er hende der er mest aktiv i familien. Når hun angriber ham for at hjælpe for lidt til, forsvarer han sig ofte, så det ender med et skænderi og dermed status quo.

Når arbejdsfordelingen alt for ofte bliver årsag til skilsmisse, er det, fordi kvinden ikke føler sig respekteret, hørt og set. Som partner har vi brug for at bliver set, respekteret og elsket af ægtefællen, hvis kærligheden skal udvikle sig. Situationen giver mere en oplevelse af at være en selvfølgelighed. Erklæringer, fra manden om at han elsker hende, bliver ofte modsvaret med et: “Så vis det i handling, ellers kan jeg ikke tro på dig.”

Fokus på rollefordelingen

Når krisen begynder at kradse efter flere år, hvor den ene partner har taget mere og mere over, er situationen ofte så fastlåst, at den kun bliver årsag til konflikt og ikke konfliktløsning. Når vi i partnerskabet tildeles forskellige roller (ubevidst) og først har fået rollen ind på rygraden, er den meget svær at ændre, selv om vi gerne vil.

Hvis partnerens ’overfungering’ opdages, og partnerne sammen forsøger at ændre status, viser praksis, at det er en lang og sej kamp, de står foran.

Det er ikke let for manden pludselig at skulle overskue og huske meget af det, som hustruen tog sig af de første 10 år af partnerskabet. Det er heller ikke let for hustruen pludselig at acceptere, at manden ikke gør arbejdet så hurtigt og godt som hende. Et forsøg på at forandre situationen i hjemmet, resulterer ofte i skuffelse, skænderier og utilfredshed, så det egentligt på mange måder opleves endnu værre end tidligere. Før var det til at finde ud af, for da ordnede den ene det meste. Nu kommer følelsen af svigt og mangelfuldhed ind som en ekstra faktor. Så selv de partnere, som opdager denne skævvridning af arbejdsopgaverne i hjemmet og forsøger at ændre det, opgiver ofte efter et stykke tid og slæber sig videre efter det gamle koncept.

Resultatet kan blive tavshed, for det gør for ondt at skændes. Det betyder imidlertid ikke, at alt er på det rene. Den partner, som føler sig forpligtet på hele familien og føler sig svigtet af partneren, kommer let til at opbygge en modvilje og vrede, som er med til at forpeste luften.

Viljen til forandring

Ændringer er heldigvis mulige, og det er kampen værd. Det skaber både en bedre stemning i hjemmet, fordi partneren ikke længere er så træt og derfor også et bedre partnerskab, hvor kærligheden og seksualiteten kan få lov til at udfolde sig frit.

Det begynder med, at partnerne sætter sig sammen og spørger hinanden om, hvordan de oplever at være partner i deres hjem. Alt skal frem. Også smerten. Gennem samtale oplever partneren måske for første gang i årevis at blive set, hørt og respekteret. Det danner grundlag for forandring. Gennem samtaletid, hvor det kun er os to i verden, genopdager vi ofte glæden ved tosomheden, og vi begynder at se og mærke hinanden på en ny måde.

Hvordan gør vi?

Begynd med en samtale om, hvordan det så er muligt at realisere de ønsker og behov, som er kommet frem.

Det er ikke gjort med en enkelt aften. Der bør afsættes mindst en aften hver måned et helt år for at følge op, justere og samtale.

Forandringen i hjemmet kræver tålmodighed og overbærenhed fra hustruens side, når hun opdager, at tingene ikke bliver udført i det rigtige tempo og med den rette effektivitet. Fra mandens side kræver det også tålmodighed og overbærenhed, når hustruen endnu engang går ind og overfungerer, ligesom han må fastholde sine opgaver til trods for, at han måske erfarer sin egen mangelfuldhed og glemsomhed.

Sagt med andre ord, forandring koster tid og vilje, men det kan lykkes, så både kvinden og manden får et nyt og bedre forhold.