Depression – kaos i hovedet

Jeg er en 18 årig pige, som går på gym. Jeg har i virkelig lang tid gået rundt og haft det virkelig dårligt. Faktisk føler jeg, det er noget, som har været lidt hele mit liv.

Jeg tror det hele startede ved mine forældre, som er dårlige til at snakke, vise følelser, tale om følelser og er usikre på dem selv. Det har gjort, at jeg har lukket af for følelser og altid været meget indelukket, følt tomhed og været usikker. Jeg har altid bare gjort hvad jeg skulle, og aldrig mærket efter. Er på den måde også kommet væk fra mig selv. Det har også givet mig en vrede og sorg mod mine forældre, men også en skyldfølelse, da jeg er virkelig afvisende overfor dem.

Jeg har igennem de sidste 2 år udviklet en depression. Jeg har også tegn på angst. Det begyndte som en meningsløshed og at bare overleve. Men det er bare blevet værre og værre. Jeg har ikke lyst til noget, orker ikke noget, har ingen overskud, intet selvværd, har isoleret mig total, trist, skyld og håbløshed.

Her på det sidste har jeg slet ikke kunne holde det ud, og har bare haft lyst til at dø. Jeg har virkelig svært ved at tage mig sammen til ting, men alligevel bliver jeg ved med at bare klare mig igennem, og sige jeg skal tage mig sammen.

Jeg tog langt om længe til læge, og har så været til psykiater, hvor jeg nu skal begynde på antidepressivt medicin for depression. Har været til nogle psykolog-samtaler, men har ikke rigtig fået det bedre. Nu føler jeg mig efterladt og bange. Bange for at få det godt, for hvem er jeg? Er også overbevist om, at jeg aldrig bliver rigtig glad, og i stedet bare bliver efterladt igen. Og at jeg så bare skal klare mig igennem alt, og bare overleve som altid.

Jeg er bange for at have ansvaret for mig selv, har nærmere lyst til at være total hjælpeløs, og at andre siger, hvad jeg skal og har brug for. Jeg har så svært ved de tætte relationer, og det er nærmest det værste problem. For så har livet virkelig ingen mening.

Selv når jeg endelig prøver at komme til sociale ting, så er jeg så stille, akavet og har det så ubehageligt. Jeg er for det meste total tilbageholden, og når jeg endelig prøver at åbne op, så er jeg bare for meget. Sådan har det altid været. Jeg føler virkelig der er noget galt med mig som person, for mit liv har virkelig ingen indhold. Det er jo ikke “bare” en depression, det er jo bare sådan mit liv er. Jeg er jo en belastning og ligegyldig for andre, sådan har det altid været, og jeg ved ikke hvad der skal kunne ændre det.

Kan ikke holde ud at være med min familie (for det er så overfladisk og fyldt af dårlig stemning, sikkert pga. mig), kan ikke holde ud at være alene, og tør heller ikke række ud til andre. Jeg er så alene. Men selv når jeg får muligheder, så afviser jeg og ødelægger mit liv endnu mere. Det er så håbløst! Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg skriver herind, jeg ved bare slet ikke, hvad jeg skal gøre af alt det her kaos inde i hovedet. Er så fuld af tanker og overvejelser, og især en frygt over hvad der skal blive af mig. Ved ikke hvad jeg skal gøre.