Depression, der ikke vil slippe

Jeg synes det er svært at finde rundt i hvad jeg skal gøre.

Har haft 6-7 reelle moderate depressioner, hvoraf den sidste var så slem, at jeg måtte sygemeldes fra arbejde. Det har foregået fra jeg var i 20’erne til midt 30’erne. Jeg været i medicinsk behandling for alle erkendte depressioner og er fortsat i behandling for at undgå tilbagefald. Jeg har været i mange terapiforløb hos psykologer og terapeuter for at arbejde med mit sind hen over årene. Gennem de sidste 10 år, når jeg har mærket at depression bankede på igen, har jeg undgået at ryge helt ned i depressionen via samtaler.

Nu er jeg i 40erne og kæmper stadig en kamp for ikke at blive deprimeret. Det er ligesom depressionen hænger og ånder mig i nakken hele tiden. Jeg bruger megen energi på at holde den væk. Jeg har mand og tre små børn, som jeg gerne vil være der for.

Jeg beskriver selv min situation nu som TUNGSIND. Har ikke været rigtig glad i flere år. Jeg er godt brugt. Jeg øver mig derfor i at få læsset af hos nogle udvalgte mennesker, og gøre gode ting for mig selv.

Jeg er glad for at have undgået reel depression i ca. 8 år, men er også træt af hele tiden være på kanten af en lettere depression. Det er som om depressionen arbejder sig ind i min hjerne og så må jeg bruge alle mine værktøjer til at kæmpe mig tilbage igen. Jeg har i de sidste måneder haft flere enkelt dage hvor jeg stort set ikke har kunnet tage initiativ. 

Jeg er i dialog med min praktiserende læge, hvor jeg af og til udfylder et scrennings skema for depression. 

Jeg er utålmodig efter at mærke livsgejst og glæde igen.

Jeg er taknemmelig for at være kristen og have gode mennesker omkring mig! Det er dog enormt ensomt at kæmpe med et sind, der fylder så meget. Har fået tid hos psykiater om et par år for at blive udredt om der er noget i mit sind, der gør det så tungsindigt.

Nu er jeg også i overvejelse om jeg skal op i medicindosis? Jeg får 60 mg duloxitin. Eller om jeg skal give det lidt længere tid med det terapi-forløb jeg er igang med lige nu. Der har jeg endnu en gang arbejdet med de dybe svære følelser. Har mærket dem og set dem i øjnene, så grundigt som aldrig før. Håber nu at kunne komme ind til min begejstring og livsglæde og kreativitet, som jeg tror findes inde i mig. Det er så lang tid siden jeg har kunnet være i de positive følelser og fastholde dem.
Det er så svært at navigere i mit inderste. Og ensomt – for hvem kan svare mig på hvad jeg skal gøre? Det er ligesom jeg jo hele tiden selv må opfinde min vej at gå. Lære at acceptere at livet bare kan være svært og må lære at favne hvert lille positivt glimt. Jeg kæmper og kæmper og søger hjælp hvor jeg kan. Det er så hårdt at være i.

Jeg søger en medmenneskelig opmuntring og hvis muligt, en spejling på det jeg skriver. Fordi jeg synes det hele roder sammen inden i mig.