Gift med psykopat i 12 år

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er en kvinde på 32, der har været gift med en med dyssocial personlighedsstruktur (psykopat) i 12 år. (Vi var samme i 14.) Udadtil er han utrolig sød og charmerende, og selvfølgelig altid uskyldig, men i virkeligheden er han alt andet… Jeg levede under psykisk totur, isolation, indespærring og udsultning, indtil jeg kom væk for ca. et år siden. I alle de år har jeg levet i en lille kasse, fyldt op med hans løgnhistorier, og jeg troede fuldt og fast på at han “bare” havde det svært, og at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst, indtil jeg så et bevis på han havde været utro.

Det var det der gjorde at jeg begyndte at få øjnene op for sandheden, og flyttede fra ham. Hvad jeg har fundet ud af om ham siden, er ikke småting. Vi havde forsøgt at få børn i næsten 10 år, uden resultat, men den dag jeg forlod ham, mødte jeg hans gravide forlovede, og det var sådan jeg fandt ud af at jeg ikke kunne få børn… Hun var kun en ud af 4 piger han havde på det tidspunkt, og jeg har fundet ud af at han har haft mange flere, og at han har fået mindst 3 børn, mens vi var gift. Alle de nætter jeg har lagt vågen af bekymring for om der var sket ham noget, har han altså tilbragt med en af sine piger… Jeg troede vi begge gik og sultede, fordi vi ingen penge havde, men jeg har kunne se på kontoudskrifterne at vi har haft penge, bla. til at købe biler (han påstod han hele tiden gik i stå på sin knallert), til at betale en andens husleje, til at betale for flytning for en anden, til Mc. Donald’s og Sun Set flere gange, til stoffer, osv. Jeg havde ikke adgang til hverken penge eller mad, og vejede kun 40 kg, og jeg var i følge min læge, ret tæt på sultedøden… Jeg har fundet ud af at han ikke kun tager stoffer, han sælger dem også. Han har haft presset en kun 14-årig pige til sex, haft en pistol gemt i vores kælderrum, taget r** på enhver han kunne snyde, stjålet både knallerter og computere, fortalt mine dybeste hemmeligheder til folk, og løjet groft om mig, alt imens jeg sad fanget hjemme. Nu hvor jeg er sluppet væk, er hans historier om mig kun blevet værre… Hvor har jeg været dum.

Heldigvis fik jeg min kat med, som jeg har haft siden han blev født. Han har været der med mig gennem det hele, og han er altid til at stole på. Efter jeg slap væk, har han ændret sig på den positive måde. Han er mere åben nu, og har mere energi. Han er 13 år gammel, men af sind er han yngre nu, end han var for bare et år siden.

Jeg troede mit største problem derefter ville være at skulle finde en lejlighed, og få en hverdag op at køre. Men sådan blev det ikke… Der er ikke mange der tror på mig, og jeg bliver beskyldt for at lyve, selv af dem jeg troede jeg kunne stole mest på. Jeg har flere gange fået skæld ud over at jeg nu pludselig laver ballade, for at få ham tilbage. Men det var jo mig der flyttede og søgte skilsmisse… Vi har ikke delt vores ting, for han mener ikke jeg har ret til noget. Vi har været både i skifteretten og fogedretten, og hver gang har han på “mystisk vis” mistet nogle af tingene. Ikke engang mine arvestykker kan jeg få. Og dertil kommer at jeg også skulle forholde mig til mulige kønssygdomme, som han kunne have smittet mig med. (Heldigvis er jeg ikke blevet ramt af noget, men ventetiden var frygtelig.)

I 2007 fik jeg konstateret stress, der senere udviklede sig til en depression, og så begyndte angstanfaldene. Det gik over næsten fra den ene dag til den anden, da jeg flyttede fra min eksmand, så det var altså ham der gjorde mig syg. Jeg lider stadig af angstanfald, men de kommer ikke så ofte som før, og de er ikke helt så voldsomme, og i februar i år fik jeg konstateret PTSD.

I 2001 blev vi kristne, (eller rettere sagt jeg gjorde, for jeg er ikke sikker på min eksmand nogensinde har været kristen), men jeg kan ikke lade være med at tvivle. Det var ham der blev interesseret i kristendommen, og ham der ville i kirke de første år, og min tro kom først senere. (Han har mange gange brugt biblen imod mig.) Men alt andet jeg har troet på de sidste 14 år har været en løgn, hvordan kan jeg vide at biblen ikke også er det?

Det er rigtig mange år siden vi sidst har været i kirke sammen, og jeg måtte ikke selv tage af sted, jeg skulle bare sidde hjemme…

Nu har jeg fået en veninde, der er katolik, (den første ven jeg har kunne have i mange år) og jeg er så småt begyndt at komme i en katolsk kirke, og jeg har fået min familie tilbage. Jeg har fået min egen lejlighed, sammen med min kat, og jeg er startet i skole, for at få en HF. Jeg har også taget på, og mit vitamin niveau er blevet normalt, så udadtil går det rigtig godt for mig. Men indeni er det kaos…

Jeg ved godt jeg ikke skal bekymre mig for hans forlovede, der nu har overtaget mit fangenskab, men jeg kan ikke lade være. Hun er kun 24, har en datter på 5 og er højgravid, og råber og skriger af mig hver gang hun ser mig. Hun er fanget i de samme løgnhistorier som jeg var, og hun er allerede nu ved at være indespærret, og hun kan bare ikke se det, ligesom jeg ikke kunne. Jeg ved hvad hun er gået ind til, og jeg er bekymret for både hende og børnene, og der er intet jeg kan gøre for at hjælpe…

Der er dage hvor jeg er tudefærdig over det der er sket, og alle de år jeg har spildt, og ind imellem savner jeg fantasien. (Ikke ham.) Der er andre dage, hvor jeg er rasende, og har lyst til at skade ham fysisk, på alle mulige og umulige måder, så jeg føler mig virkelig som et monster…

Biblen gør det klart at man skal tilgive, men det kan jeg ikke. Lige så stærk min kærlighed var til fantasifiguren, lige så stærk er mit had til ham.

Ind imellem er jeg optimistisk, her er jeg sikker på at skolen og min kat er med til at få mine tanker væk, men for det meste har jeg det elendigt. Jeg er ikke sluppet helt af med ham, og skal i retten igen, men det værste er det psykiske. Han “spøger” næsten 24 timer i døgnet, specielt om aftenen og i weekenderne. Når jeg går nogen steder, kigger jeg mig hele tiden over skulderen, for at se om han skulle være der, eller om der skulle være en anden, der er sur på mig over hans løgne. Jeg har fået nyt tlf nr og hemmelig adresse, men jeg er bange for han finder frem til mig alligevel. Jeg er bange for han finder ud af at jeg går i skole, så han også kan ødelægge det for mig. Jeg ved han ikke er færdig med mig endnu, for det er ikke andet end få dage siden han forsøgte at hacke min FB profil, og han har flere gange spurgt til (på mail) om jeg har fundet en anden, som om vi stadig er sammen og det i så fald ville være utrosk ab… Jeg har ikke en anden, og jeg har ikke lyst til at finde en. Hver gang jeg taler med en person, kan jeg ikke lade være med at tænke om han/hun har en bagtanke, eller om vedkommende kender min eksmand og giver oplysningerne videre. De fleste dage får jeg heller ikke lavet noget i hjemmet, for jeg har simpelt hen ikke overskuddet til det… Jeg får flash backs om ægteskabet, og tænker mange gange over hvad jeg kunne have gjort anderledes i de situationer, og jeg har mareridt om ham om natten.

Jeg ved godt det blev både langt og rodet, og jeg er ikke helt klar over hvad det er jeg egentlig vil have svar på… Jeg tvivler på mig selv, på Gud, og på alle andre, og jeg ved ikke hvor jeg ellers skal henvende mig…

Mvh.

Svar

Kære Spørger

Tak for dit frimodige brev og for din åbenhed om alle de forfærdelige oplevelser du har været udsat for, – det er mildt sagt umennesklige oplevelser. På trods af din fyldige og stærke beskrivelse, kan det være lidt svært, at vide hvad du allermest har brug for, men godt at du får sat ord på og kommer ud med alt det, der fylder dig. Du er på ingen måder dum, som du selv nævner, men du har været fanget af en syg person, der har udsat dig for fysisk og psykisk nedbrydning i ekstrem grad. At du er blevet skadet og fået en PTSD diagnose er næsten forventeligt. Til trods for alt dette så ser jeg dig som et utroligt stærkt menneske bl. a. ved det, at du har holdt til dette liv i så mange år, – alt for mange år, men du har ikke kunnet gøre andet, for så havde du gjort det. Mennesker med den personligheds-struktur, som din eksmands, kan som regel kun stoppes i relation til de nærmeste på 2 måder – enten sættes der en stol så kraftigt for døren, at der bliver totalt lukket! ( og det kan betyde fængsel) Eller at man får vedkommende helt ekskluderet, – det vil sige fjernet fra ens synlige liv. Det er denne sidste model, du er igang med.

Som du beskriver det, ser jeg “dit livs bygning som stormskadet” .
Når den slags sker, er der i høj grad behov for hjælp, og det er du heldigvis godt igang med, men det kan tage tid og skuffelser kan opstå. Du kan måske derfor fremadrettet have brug for, at se på det du har, – det der giver dig glæde, energi og optimisme. Alle mennesker har noget sundt i sig, og det har du også demonstreret her i brevet.

Det er vigtigt at du fortsætter med, at se på det, der er sundt i dit liv. En af måderne kan være, at fylde dit liv, tanker og fantasier med andet end din eksmand, så der med tiden slet ikke er plads til ham – med tiden vil han glide i baggrunden, og forhåbentlig ud af dit liv.

Du har brug for at kunne leve og udvikle dig i tryghed. At du har din kat er rigtig godt for dig, og det er iøvrigt positivt at læse, at du er igang med en uddannelse. Du kan måske få støtte og hjælp af din veninde, og antageligt også af din egen læge, og forhåbentligt af din sagsbehandler. Tag evt. din veninde med til en samtale, eller en anden du har det godt med..
Da du blev en kristen for 13 år siden, fik du lagt en ny sokkel / en grundvold i dit liv, og den er der stadig, – Gud er den samme, selv om du føler dig angrebet af tvivl på Gud og af mistillid til mennesker. At Bibelens tale er sandhed, er ikke noget vi via forstanden kan tilegne os, men beror i overvejende grad af, at tro på det der står, f. eks. når Jesus siger i Johs. 14.6 “Jeg er vejen og sandheden og Livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Når vi mennesker kommer i tvivl og vildrede med det at tro og have tillid, så har jeg ofte støttet mig til Peters ord i Johs 6.68 “Herre hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.” Og dette ord til liv giver han os nu og hver dag for at fortælle os, at han elsker os som vi er, og det har vi alle brug for.

At du tænker over hvad du kunne have gjort anderledes, er helt naturligt. Det skete kan desværre ikke ændres, dog tror jeg at du har lært og lærer meget af det, der er sket. Du er blevet udrustet med en speciel viden og erfaring meget tidligt i dit liv. Ofte er det sådan, at de svære ting er det man lærer mest af, og det kan igen være en hjælp til at du forhåbentlig undgår noget lignende i fremtiden.

Jeg forstår godt din bekymring for hans nye forhold, og det hun må leve med, – hvis du kan forklare det til din sagsbehandler er det fint, men ellers tænker jeg, at du må lade det ligge, du har været nok igennem og må i dette primært tænke på dig selv. Desuden er du i din nuværende situation næppe i stand til at gøre den store forskel, og det vil heller ikke føre dig i den retning du ønsker eller har behov for.

Tilgivelse er naturligvis et svært begreb for dig at inddrage og anvende, det er ikke så svært at forstå, – det er dog noget, som du over tid næppe kan undgå at beskæftige dig med, hvilket også fremgår af dit brev. At komme frem til en afklaring, kan ofte tage lang tid og være smerteligt, – men jeg tror det er sådan, at en person der ikke vil tilgive, – visner som menneske, – og det er ikke det du har brug for. Det er ofte tilgivelsen der sætter fri! Det er derigennem, du virkelig kan komme fri og videre med dit nye liv. Dette må under ingen omstændigheder opfattes som et krav, men kun som en mulig port til den menneskelige frihed.
Må du få lykke og nåde til at finde denne port.

Jeg håber inderligt for dig, at du må få den hjælp, du så afgjort har brug for. Opstår der nye spørgsmål, eller er der svar du savner, er du velkommen til at skrive igen.

Hermed de bedste ønsker.

Evald Juhl Pensioneret afdelingssygeplejerske/diakon

Se også: