Jeg føler mig ensom i familiens nærvær
Hej psyktro. Min farfar, var manden, der først fortalte mig om Gud, Jesus, Helligånden – altså kristendommen. En overfor mig...
Kære Spørger
Tak for dit frimodige brev og for din åbenhed om alle de forfærdelige oplevelser du har været udsat for, – det er mildt sagt umennesklige oplevelser. På trods af din fyldige og stærke beskrivelse, kan det være lidt svært, at vide hvad du allermest har brug for, men godt at du får sat ord på og kommer ud med alt det, der fylder dig. Du er på ingen måder dum, som du selv nævner, men du har været fanget af en syg person, der har udsat dig for fysisk og psykisk nedbrydning i ekstrem grad. At du er blevet skadet og fået en PTSD diagnose er næsten forventeligt. Til trods for alt dette så ser jeg dig som et utroligt stærkt menneske bl. a. ved det, at du har holdt til dette liv i så mange år, – alt for mange år, men du har ikke kunnet gøre andet, for så havde du gjort det. Mennesker med den personligheds-struktur, som din eksmands, kan som regel kun stoppes i relation til de nærmeste på 2 måder – enten sættes der en stol så kraftigt for døren, at der bliver totalt lukket! ( og det kan betyde fængsel) Eller at man får vedkommende helt ekskluderet, – det vil sige fjernet fra ens synlige liv. Det er denne sidste model, du er igang med.
Som du beskriver det, ser jeg “dit livs bygning som stormskadet” .
Når den slags sker, er der i høj grad behov for hjælp, og det er du heldigvis godt igang med, men det kan tage tid og skuffelser kan opstå. Du kan måske derfor fremadrettet have brug for, at se på det du har, – det der giver dig glæde, energi og optimisme. Alle mennesker har noget sundt i sig, og det har du også demonstreret her i brevet.
Det er vigtigt at du fortsætter med, at se på det, der er sundt i dit liv. En af måderne kan være, at fylde dit liv, tanker og fantasier med andet end din eksmand, så der med tiden slet ikke er plads til ham – med tiden vil han glide i baggrunden, og forhåbentlig ud af dit liv.
Du har brug for at kunne leve og udvikle dig i tryghed. At du har din kat er rigtig godt for dig, og det er iøvrigt positivt at læse, at du er igang med en uddannelse. Du kan måske få støtte og hjælp af din veninde, og antageligt også af din egen læge, og forhåbentligt af din sagsbehandler. Tag evt. din veninde med til en samtale, eller en anden du har det godt med..
Da du blev en kristen for 13 år siden, fik du lagt en ny sokkel / en grundvold i dit liv, og den er der stadig, – Gud er den samme, selv om du føler dig angrebet af tvivl på Gud og af mistillid til mennesker. At Bibelens tale er sandhed, er ikke noget vi via forstanden kan tilegne os, men beror i overvejende grad af, at tro på det der står, f. eks. når Jesus siger i Johs. 14.6 “Jeg er vejen og sandheden og Livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Når vi mennesker kommer i tvivl og vildrede med det at tro og have tillid, så har jeg ofte støttet mig til Peters ord i Johs 6.68 “Herre hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.” Og dette ord til liv giver han os nu og hver dag for at fortælle os, at han elsker os som vi er, og det har vi alle brug for.
At du tænker over hvad du kunne have gjort anderledes, er helt naturligt. Det skete kan desværre ikke ændres, dog tror jeg at du har lært og lærer meget af det, der er sket. Du er blevet udrustet med en speciel viden og erfaring meget tidligt i dit liv. Ofte er det sådan, at de svære ting er det man lærer mest af, og det kan igen være en hjælp til at du forhåbentlig undgår noget lignende i fremtiden.
Jeg forstår godt din bekymring for hans nye forhold, og det hun må leve med, – hvis du kan forklare det til din sagsbehandler er det fint, men ellers tænker jeg, at du må lade det ligge, du har været nok igennem og må i dette primært tænke på dig selv. Desuden er du i din nuværende situation næppe i stand til at gøre den store forskel, og det vil heller ikke føre dig i den retning du ønsker eller har behov for.
Tilgivelse er naturligvis et svært begreb for dig at inddrage og anvende, det er ikke så svært at forstå, – det er dog noget, som du over tid næppe kan undgå at beskæftige dig med, hvilket også fremgår af dit brev. At komme frem til en afklaring, kan ofte tage lang tid og være smerteligt, – men jeg tror det er sådan, at en person der ikke vil tilgive, – visner som menneske, – og det er ikke det du har brug for. Det er ofte tilgivelsen der sætter fri! Det er derigennem, du virkelig kan komme fri og videre med dit nye liv. Dette må under ingen omstændigheder opfattes som et krav, men kun som en mulig port til den menneskelige frihed.
Må du få lykke og nåde til at finde denne port.
Jeg håber inderligt for dig, at du må få den hjælp, du så afgjort har brug for. Opstår der nye spørgsmål, eller er der svar du savner, er du velkommen til at skrive igen.
Hermed de bedste ønsker.