Jeg passer ikke ind

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg er en 28 årig kvinde uden diagnose. Jeg blev udredt sidste år, og fik egentlig at vide, at jeg havde borderline, men at jeg var for velfungerende til at få noget behandling.
Jeg valgte dog alligevel i september (et halvt år efter) at opsøge hjælp, da jeg har mange problemer i hverdagen.
Her fandt jeg ud af, at jeg åbenbart ikke er blevet erklæret diagnosen alligevel og venter på at blive udredt på ny (står på venteliste)

Nu problemet.. I november blev jeg sygemeldt fra mit studie (fysioterapeut), pga. invaliderende angstsymptomer.
Planen var, at jeg skulle starte på lokalpsykiatrien i november, så jeg aftalte med læge og Studievejleder, at jeg kunne vende tilbage til studiet i april og forhåbentlig have det bedre.

Jeg har dog stadig ingen indkaldelse fået af psykiatrien og jeg er begyndt at blive rigtig stresset over at skulle starte igen om 2 små måneder.
Jeg prøver at læse lidt med på studiet hjemmefra sidelinjen, da jeg netop ikke kunne abstrahere fra angsttankerne igennem semestret og tænkte, at det ville være lettere på egen hånd – uden socialt pres.
Men hver gang jeg finder en bog eller min computer frem, får jeg det ekstremt skidt. Jeg bliver bange – rædselsslagen faktisk. Rædselsslagen for eksamen, hvordan jeg skal klare det og hvad jeg skal stille op med mit liv! Jeg kan slet ikke overskue at skulle tilbage i samfundet. At skulle møde op til undervisning, at forberede mig til eksamen eller overhovedet at skulle fungere i samfundet resten af mit liv. Og det er en ganske forfærdelig og udmattende følelse.
Jeg kan ikke finde en bog frem uden at begynde at græde og være ulykkelig over, at jeg føler mig anderledes og utilstrækkelig – og værst af alt, en dårlig samfundsborger.
28 år og jeg kan stadig ikke finde ud af at passe ind..
Jeg vil så gerne snakke med nogen om det, få nogle råd og noget hjælp – få det bedre! Men jeg er bange for, at det aldrig bliver bedre og jeg skal leve resten af mit liv med disse følelser – at jeg på en måde bliver nødt til at fungere med dem, og dét virker umuligt.

Jeg er simpelthen så bange for, at hvis jeg starter igen til april, så går der et halvt år og så skal jeg sygemeldes igen.. men jeg er også bange for, at hvis jeg ikke starter til april igen, så går der for lang tid før jeg er tilbage på studiet til, at jeg kan huske noget.

Hvad jeg frygter mest, er som sagt samfundet. For uanset, hvad jeg gør, så føler jeg ikke, at jeg kommer til at leve op til samfundets forventninger – og herunder hører særligt min kæreste og hans familie. Dem er jeg særligt bange for at skuffe / jeg er bange for, at jeg ikke er god nok til min kæreste, hvis jeg ikke snart tager mig sammen. Men jeg føler, jeg tager mig sammen hver dag uden folk ved det.. de kommer aldrig til at forstå, hvor meget energi jeg bruger på at tage mig sammen hele tiden

Svar

Kære spørger

Du fortæller, at du tidligere er blevet udredt, men angiveligt havde det for godt til at få behandling.
Nu lyder du imidlertid til at være temmelig forpint med især belastende angstsymptomer.

Du skriver, at du står på venteliste fra efteråret. Det er meget længe at stå på venteliste.
Mon du har kontaktet psykiatrien og hørt, hvornår der er afsat tid til dig?.
Hvis ikke, så synes jeg bestemt, du skal kontakte dem. Tal evt. også med din læge om det, så din læge kan høre, hvordan du har det nu, og kan rykke for en tid.

Ud fra det du skriver, så har du i høj grad brug for behandling. – Som jeg ser det er der flere symptomer på en depression. Du er angst, græder hyppigt, føler dig utilstrækkelig, har ingen energi, synes det hele er håbløst, føler dig som en dårlig samfundsborger, har stor skyldfølelse, er bange for ikke kan kunne leve op til din kærestes forventninger m.m.
Du bliver bange, når du finder en bog frem. Måske er det fordi, du har svært ved at koncentrere dig. Det er noget, der også gælder ved en depression.

Du er bange for, at du ikke kan få det bedre, men det er jeg helt sikker på, at du kan. – Du har helt klart brug for god behandling hurtigst muligt, så du kan komme videre med din uddannelse igen.
Der er god behandling at få, og jeg håber du får en god og effektiv behandling snarest muligt.
Prøv som sagt at tale med din læge igen og fortæl din læge, hvordan du faktisk har det i øjeblikket.

Rigtig god bedring

Med venlig hilsen

Inge Munk Møller Psykiater

Se også:

Jeg passer ikke ind

Jeg er en 28 årig kvinde uden diagnose. Jeg blev udredt sidste år, og fik egentlig at vide, at jeg...

Min forlovede er psykotisk

Min mand blev indlagt på psykiatrisk afdeling om aftenen klokken 11 og næste dag klokken 12, blev han udskrevet. Så...