Min bror har vrangforestillinger og fylder det hele

Kære brevkasse

Jeg skriver til jer på min families vegne, angående min bror på 36.
Han er nu for 3 gang blevet indlagt på psykiatrisk afdeling, med paranoid skizofreni. Det er lidt som om vi aldrig rigtig får svar på hvad vi som pårørende skal stille op. Vi føler os magtesløse, alt vi vil er at støtte ham, men for søren hvor er det hårdt og stå uden redskaber.

Sandheden:

Min bror blev skilt for 1 års tid siden, hvor hans kone forlod ham, pga hun ikke kunne klare mere.

Sammen har de 2 dejlige drenge. Som vi også er bekymret for. Han er der ikke for dem, kontakter dem ikke rigtig, det eneste der er i min brors hoved er hans sygdom og arbejde, som han siger er det vigtigste, dog er han ikke i stand til at passe sit arbejde. Drengene er utrolig kede af det, de mangler deres far og græder meget inden sengetid.

Sandheden i min brors hoved, og det vi som pårørende oplever:

I min brors hoved, blev han skilt, fordi hun var utro.

Han føler sig forfulgt. Han siger det er rockere som højst sandsynligt er efter ham, og han er overbevist om at hans gamle svigerfar har sørget for det hele.
Min bror kører 3 timer for tidligt på job, for at køre ned af alle veje, for at tjekke om “de” er der. Samme tid kører han 3 timer før fra job, for at narre dem. Han tror at de alle sammen er ansat af hans gamle svigerfar, til at få ham slået ihjel.
For en uge siden ringede han til mig kl. 23 om aftenen, han ville gerne have jeg kom og sov der, han var meget bange.

Om natten hvor vi sad og snakkede prøvede han at overbevise mig om at vi blev aflyttet, jeg kunne se alvoren i hans øjne. Jeg blev faktisk utryg og halv bange for ham. Da jeg lå og sov, vækkede han mig og hviskede,  “Bare rolig der sker ikke noget, du kan ringe 112 hvis de kommer ” det var så uhyggeligt at opleve min bror så bange og sikker på at nu skulle han dø.
Alt i alt.. der er meget mere end dette, jeg kunne skrive for evigt. . Men alt dette er hans fantasi. Han er så bange, han bliver sur og frustreret på os, hvis vi ikke tror på ham. Mine forældre er helt kørt ud for energi. Han snakker konstant om ham selv og alle de ting der sker, som vi godt ved ikke er sandt.
Han sidder og glor ud af vinduet sådan rigtig panisk, hver gang der går et menneske forbi huset

Alle kan ikke klare mere, vi er trætte i hovedet.
Mit spørgsmål er… hvordan passer vi på os selv? Hvordan støtter vi ham, uden at han tror, at vi tror på hans usandheder.. ? Hvordan håndterer vi hans små øjeblikke hvor det tager overhånd. Jeg har 400 spørgsmål. Men tænker du/i noget som ville være godt for os at vide, eller nogle råd vi måske kan bruge ?

Vi er på bar bund. Lige pt er det hele så vildt, at ingen orker at få professionel hjælp, vi orker simpelthen ikke at tale mere om det i denne tid. Han fylder det hele.

Ud over alt dette er min bror en dejlig mand, med humor. Pænt klædt og nyvasket, udover at han går i bad i opvaskemiddel..
Han køber ikke rigtig noget mad, han sidder bare i sin mørke lejlighed og drikker kaffe og ryger cigaretter. Min bror er klar over at han er syg, men hans vrangforestillinger tager overhånd hele tiden.

Beklager det lange brev, det er sikkert utrolig rodet. Jeg håber det bare giver lidt mening, det er svært at forklare alt det som sker, med alle de tanker i hovedet.

Jeg håber i har lyst til at hjælpe os.. vi har virkelig brug for jeres råd.. da vi alle er på grænsen til at give op.

Med venlig hilsen
Den bekymret lillesøster og datter…
(forkortet af red.)