Jeg føler mig ensom i familiens nærvær
Hej psyktro. Min farfar, var manden, der først fortalte mig om Gud, Jesus, Helligånden – altså kristendommen. En overfor mig...
Hej
Jeg er en kvinde på 48 som har en kæreste på 43,vi har begge været gift før og har 6 børn tilsammen
Vi har været sammen 2 år.
Vi er elsker hinanden meget højt og ingen problemer med børn osv. så alt skulle jo være så godt….
Problemet er at min kæreste har været på antidepressive piller i 14 år,han har længe villet af med dem da han har syntes at han sov dårligt og konstant havde problemer med vægten.
Han stoppede op med pillerne her efter nytår og herefter er det gået helt galt……
I marts mente han at vi var nød til at stoppe fordi jeg var alt for sød og god til ham og jeg kunne finde noget der var bedre
Vi så ikke hinanden i 3 uger, men skrev sammen engang imellem.
Efter de 3 uger var han helt normal igen og mente at vi skulle fortsætte…for han havde det super godt og havde savnet mig forfærdeligt…ja han kunne egentlig slet ikke forklare hvad der gik galt.
jeg var selvfølgelig super glad, for han var som han plejede igen og hold op hvor havde jeg bare savnet ham.
Her i sidste uge begynder han så igen…..han er ikke god nok….ved ikke hvad han vil…..jeg kan finde noget bedre osv osv.
Nu ser vi ikke hinanden igen skriver dog dagligt nogle søde SMS om hvor meget vi savner hinanden.
Problemet er jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det her an????
Jeg elsker denne her mand over alt på jorden….men hvad er bedst for ham ?
Skal jeg stoppe alt kontakt ?
Skrive lidt engang imellem ?
Jeg er jo også nød til at tænke på mig selv.
Han er under lægelig behandling…så han er ikke alene om at komme ud af pillerne.
Kære Spørger
Du har en kæreste, som du er rigtig glad for, og du vil gerne gøre det rigtige i forhold til jer begge to.
Du fortæller, at din kæreste har været på antidepressiv medicin i 14 år, men nu gerne vil af med medicinen på grund af nogle bivirkninger. Efter at han er holdt op med at tage medicin i januar i år, er det dog gået helt galt. Han trækker sig fra dig og mener ikke, du kan være tjent med ham. Det er kun få symptomer du nævner, men alligevel lyder det meget, som om han har nogle depressive perioder, hvor han har det rigtig svært. Når man som depressiv isolerer sig og får tanker om, at man ikke er noget værd for ens nærmeste, så tyder det på en svær depression.
Jeg tror derfor fortsat han har brug for medicin mod depression, men der er mange typer medicin, så det er vigtigt at få den behandling, der giver bedst virkning og mindst bivirkninger. Måske har han også brug for noget stemningsstabiliserende medicin, men det kræver en nærmere undersøgelse at finde frem til dette. Sideløbende med den medicinske behandling er det også vigtigt, at han under samtaler får arbejdet med strategier til at håndtere sin hverdag bedst muligt. – Du skriver, at han er under lægelig behandling, såfremt det ikke er en speciallæge i psykiatri, så ville det måske være en ide med en vurdering ved en speciallæge.
Du spørger om du skal stoppe kontakten. Det skal du ikke, når du gerne vil gøre det bedste for ham. Han har blot svært ved at se, hvad der er bedst for ham. Som du skriver, så ”kunne han slet ikke forklare, hvad der var galt”. Når man er depressiv, så er det ens tanker, der er formørkede, og man ser alt gennem disse ”briller”. Fortæl ham, at han får det bedre igen med den rette behandling, hav hyppig kontakt på forskellig måde med ham, men vær opmærksom på, at man hurtig bliver overvældet af mange ord, hvis man er deprimeret. Det kan være medvirkende til at man trækker sig. – Måske skal du blot nogle gange være stille sammen med ham lytte til musik, strikke eller lignende. God mad i små portioner kan også være en god mulighed for kontakt, da appetitten ofte er mindre, når man er deprimeret.
Jeg håber ovennævnte kan hjælpe både ham og dig lidt på vej.
Venlig hilsen