Hej
Jeg er en kvinde i 40-erne. Min mand er lige er gået igennem en midtvejskrise, hvor han har haft en affære i et par år, hvor han flere gange sagde, at det var slut.
Han har nu sluttet det og siger, at det er os, han satser på. At det er mig, han ønsker at leve livet med.
Igennem alt dette har han flere gange erklæret sin kærlighed til mig. Jeg har været lost. Jeg ikke har kunnet forstå, hvordan man kan sige det, når man samtidig er vendt tilbage til det andet.
Vi har børn sammen og har været sammen mange år. Da hans affære startede, var vi et meget dårligt sted, hvor vi levede parallelle liv ved siden af hinanden. Så på en måde ved jeg godt, hvorfor det skete. Jeg kan bare ikke forstå, hvordan man kan gøre det og lyve på den måde? Når jeg spørger ind til det, siger han bare, at han ikke ved, hvordan han kunne det. At det var ligesom en afhængighedsfølelse.
Jeg har det nu meget svært, hver gang han afviger fra, hvad han normalt gør, eller når jeg ved, at han vil have mulighed for at mødes med hende. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan ikke smide tanken om “hvad nu hvis”?
Det skal siges, at når jeg tænker tilbage, har de jo ikke haft megen mulighed for at være sammen, da han er kommet hjem hver dag. Men de har alligevel haft noget sammen, og det er nok også en af de ting, der gør ondt. At de har haft noget sammen, som jeg ikke har været en del af. De har ikke givet mig lov til at vælge. De har haft deres hemmelighed om dem sammen. De har holdt mig ude på et sidespor.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme af med denne følelse? Hvor meget kan jeg tillade mig at sige til ham? Skal han føle skyld, hver gang jeg er utryg? Kan man godt bede en person om dette?
Det skal siges, at han prøver nu. Han er meget kærlig, men jeg vil rigtig gerne have svar på hvorfor og hvordan. Han siger også, at det skal vi snakke om, men jeg føler bare skyld, hver gang jeg beder om, at vi skal tale om det. Det skal siges, at han har meget svært ved at tale om det. Han trækker sig hurtigt ind i sig selv, når vi taler om det. Det giver bare dobbelt effekt hos mig, da jeg så bare får det meget mere dårligt, fordi jeg føler, at jeg skal undskylde , at jeg får ham til at føle ubehag!
Kan I give nogle råd til, hvordan jeg kan få det bedre, så jeg ikke behøver at få det så dårligt, hver gang jeg ikke ved, hvad han gør?
Er det et problem i mig selv, at jeg ikke kan stå på egne ben, eller hvad går det ud på?
På forhånd tak!
Kære kvinde
Tak for dit spørgsmål.
Jeg vil begynde med at understrege, at det, du beskriver så fint, er helt normalt for personer, som har været udsat for utroskab. Selv om man, som du, kan se mange grunde til utroskaben f.eks. oplevelsen af parallelle liv ved siden af hinanden, er det alligevel, som om at man kan sidde fast uden at kunne flytte sig. Partnerens løgne og tankerne om partnerens fortrolighed med elskerinden eller elskeren gør det simpelthen for tungt.
På mystisk vis bliver det også meget nemt til, at det er den krænkede part, der har et problem, når det er svært at have tillid til den, der har løjet, svigtet og forrådt én. Selv om der er al mulig grund til at føle sig utryg ved den mindste afvigelse, kan man hurtigt straffe sig selv med, at det ikke er i orden at have det sådan. Ligesom man også kan have tendens til at frede krænkeren, der nu er kærlig, men også tydeligvis meget utilpas og føler ubehag over at skulle tale om, hvad der skete. Derfor kan krænkeren også trække sig tilbage, når emnet berøres. På forunderlig måde bliver det den krænkede part, der sidder tilbage med skylden, fordi vedkommende ikke bare kan tilgive og forsone sig med det skete, men har brug for at tage tingene op igen og igen – det er det, som du betegner som dobbelt effekt.
Jeg er overbevist om, at du kan nikke genkendende til dette – det er i al fald sådan, at jeg læser beskrivelsen af dynamikken i jeres forhold. Og som sagt er det helt normalt. Det er også en naturlig reaktion på at være udsat for et groft svigt og tillidsbrud. Når vi oplever det, har vi brug for igen og igen at vende tilbage til, hvad der skete for at finde en forklaring. Du er derfor på ingen måde uselvstændig – tværtimod er du helt normal. Du kan måske spejle dig i nogle af de mange spørgsmål, vi gennem tiden har fået tilsendt til Parvis om utroskab – du finder dem her.
Du spørger om nogle råd om, hvordan du kan få det bedre, så du ikke behøver at få det så dårligt, hver gang du ikke føler, du ved, hvad han gør! Mit bedste råd er, at du og din mand bliver nødt til at tage nogle samtaler hos en terapeut, for jeg tror ikke, at I er i stand til at klare det uden ekstern hjælp. Som jeg ser det, har I begge brug for hjælp til, at du kan stille dine spørgsmål til din mand. I har også brug for hjælp til, at han kan svare dig på en måde og i et tempo, som det ikke er muligt at gøre uden tredje person. I bliver også nødt til at tale om, hvad det er at tilgive og forsone sig – det kan tage tid at komme sig over svigt – nogle gange år. Så hvordan skal I kunne håndtere og minimere din usikkerhed fremadrettet, og hvordan skal din mand kunne undgå dagligt at føle sig som en stor forræder? Det er nogle af de spørgsmål, som I må tale om. Måske kan du og din mand også finde inspiration til samtalen ved at læse denne artikel om utroskabens fem faser sammen. Måske kan I også få noget ud af at læse følgende artikler: Den svigtede part og Den utro part.
Jeg læser din beskrivelse, som om at jeres dynamik hurtigt bliver fastlåst, hvor I hver især hurtigt kan sidde fast i forskellige positioner. Du er måske præget af sorg, utryghed og anklage, mens din mand måske er præget af mislykkethed og forsøg på soning. Det må opleves meget tungt både for jer og for jeres børn. Men hvis I begge vil indgå i samtalerne med en kvalificeret terapeut, vil I kunne få mulighed for at bryde dynamikken og begynde på en frisk til hjælp for alle i jeres hjem. Det fortjener I – ikke mindst, når I har magtet af finde sammen igen trods din mands utroskab igennem flere år.
I kan evt. starte med at ringe til vores gratis rådgivningstelefon, eller I kan få terapi af Agapes psykologer eller en af Parvis’ mange parterapeuter på denne side.
Jeg ønsker dig held og lykke på den videre vej.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
