Hej Parvis,
Jeg (slut tyverne) har over to måneder set/datet denne her pige minimum en gang om ugen og nogle gange 3 gange ugentligt. Alt gik supergodt. Vi har grint, lavet aktive ting, været ude at spise, seksuelle stunder og bare hygget os helt generelt. Når vi ikke var sammen, har vi skrevet til hinanden i løbet af dagen, hvor kemien har været helt i top. Vi har begge komplimenteret hinanden og anerkendt, at vi hver især synes, at hinanden er søde og dejlige, samt mange fælles værdier for livet fremad.
Dog sker der det værst tænkelige: Fra den ene dag til den anden ud af det blå, skriver hun, at hun ikke ønsker at ses mere. Jeg er overrasket og uforstående, da jeg slet ikke havde set denne besked komme. Jeg er på arbejde, da jeg modtager beskeden og går nærmest i chok. Jeg prøver at forstå hvorfor, og hun siger, at det skyldes at hun ikke rigtig har “sommerfugle” i maven? Jeg prøver at redde den, så godt som man nu kan på arbejde, men hun er fast besluttet, hvilket jeg selvfølgelig accepterer…
Dilemmaet lægger i, at jeg selv generelt ikke bliver så nemt glad for en person. Men jeg kan virkelig mærke, at hende her er kommet meget tæt på mig på utrolig kort tid. Jeg er oprigtigt virkelig glad for hende. Jeg vil hende så gerne og har svært ved tanken om, at hun nu kan date andre mænd. Det er virkelig en ambivalent følelse for mig, da jeg generelt har svært ved at få direkte kærlige følelser for en person så hurtigt. Jeg må ærligt indrømme, at hende her virkelig er noget særligt for mig. Jeg er virkelig glad for hende. Jeg har fået stærke følelser for hende og ønsker ikke at miste hende!
Det er nu kun en uge siden, at det stoppede, men jeg tænker på hende konstant. Jeg bliver ved med at kigge hendes instagram og på, om hun får flere følgere. Jeg kan ikke holde tanken ud om, at hun begynder at date andre mænd. Jeg ved, at dette kun sårer mig mere, men har svært ved at lade være! Jeg kan næsten ikke gå i stille stunder, uden at tænke på hende, og hvad hun laver. Det er forfærdeligt sagt rent ud!
Hvad skal jeg gøre, hvis jeg overhovedet kan gøre noget?
Kære spørger
Mange tak for dit spørgsmål. Det er aldrig sjovt at være den efterladte part i et forlist forhold, og selvom det kan lyde som en slidt kliché, så bliver det som regel bedre med tiden. Jeg kan sagtens forholde mig til, at du oplevet hendes pludselige brud som forvirrende og smertefuldt.
Allerførst vil jeg anbefale dig ikke at opsøge hendes instagram eller andre sociale medier. Det får du intet godt ud af. Den slags er en form for selvpineri, der kun opretholder smerten over dét, der kunne have været. Du tilkendegiver selv, at du ved, at det kun sårer dig selv, men at du ikke kan lade være. Her vil jeg foreslå, at du gør en aktiv indsats for at se på noget andet. Overvej at droppe instagram i en periode, så det ikke er så fristende at klikke ind på hendes profil. At hun får flere følgere, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er andre mænd, hun pludselig dater, der også begynder at følge hende. I princippet kunne det være andre mennesker, der følger hende af mange forskellige grunde.
Ud fra det, du skriver om jeres forhold, har jeg en oplevelse af, at I måske ikke havde en fælles forståelse for, hvad jeres forhold i virkeligheden var. Var I enige om, at det var et fast forhold, eller var jeres forhold udefineret? Hvis ikke man har samme udgangspunkt, er rammerne for et forhold ustabile og kan nemt skubbes til. Når du igen finder en pige, du bliver glad for, vil jeg anbefale, at I tager en snak om, hvad rammerne for jeres forhold er. Så I har et fælles udgangspunkt; dater I kun (og hvad betyder det?), ser I andre eller er I eksklusive? Er det et fast forhold, eller er det useriøst og hyggeligt? Det vil hjælpe dig med at være klar over – og forberedt på – hvordan hun definerer jeres forhold, så du bedre kan navigere.
Du bliver ikke så nemt glad for en person, skriver du – men det var anderledes med denne pige. Hvis vi sad og talte sammen, ville jeg spørge dig, hvad der gjorde forskellen. Hvorfor er det ikke nemt for dig at blive glad for nogen? Hvad var anderledes denne gang? Var det hendes måde at være på? Eller skete der noget andet samtidigt, som åbnede op for dine følelser? Ved at være opmærksom på sådanne ting, kan det blive lettere at se efter en ny pige. På den måde kan du også helt undgå noget specifikt, som du ikke ønsker skal være en del af dit liv.
Du spørger også, hvad du skal gøre nu. Jeg synes, helt bestemt, at du skal forsøge dig med forskellige ting. Tal om det! Har du en god ven eller noget familie, du kan tale med? At sætte ord på det hele kan være med til at lette helingsprocessen.
Jeg vil også anbefale dig at fylde dit liv med andre gøremål. Brug tid med gode venner, bliv optaget af en hobby, fokuser på dit arbejde. Skab noget distance mellem bruddet og dig selv. Dette betyder ikke, at du skal begrave dine følelser og ikke bearbejde bruddet: du må gerne give dig selv lov til at mærke, at det gør ondt – men det er ikke sundt at blive hængende i smerten. Ved at være lidt aktiv, kan vi styre vores fokus og koncentration, så vi følelsesmæssigt ikke bliver oversvømmet med dårlige følelser hele tiden. For at hele, har du brug for pauser fra smerten. Andre aktiviteter og andet selskab kan være med til at give dig disse pauser. Måske kan du også finde inspiration ved at læse denne artikel.
Jeg ønsker dig alt godt fremover
- Online
- Fysisk fremmøde