Sex og overvægt

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej!

Jeg har snart været sammen med min kæreste i 5 år. Vi har en del kommunikationsproblemer, og det ender altid med mudderkastning.

Vi har begge ADHD. Så det er også en udfordring, men årsagen til, at jeg skriver, er, at jeg simpelthen ikke ved, hvad jeg skal gøre. Han har meget dårligt selvværd, og problemer med at håndtere sine madvaner, hvilken har ført til, at han nu vejer 155 kg. Det giver en masse konflikter imellem os.

Når jeg har prøvet at snakke med ham om dette, så ender det med mudderkastning mellem os. Når jeg påpeger, at jeg ikke er glad, fordi vi intet seksuelt kan have sammen, er det for hårdt for ham, og han får dårlig samvittighed, og dermed kan han ikke få rejsning. Han siger, at han hellere ikke er glad, fordi jeg er dårlig til at have styr på min økonomi. Han har derfor svært ved at se en fremtid med mig. Efter at jeg mistede vores barn pga en spontan abort, er han også bange for at have sex med mig. Så jeg kan intet sige til ham, da han kaster det tilbage på mig.

Han siger, at han godt ved, at hans vægt er et problem, men at det er svært pga hans stillesidende job. Han orker ikke at smøre madpakke, så han vil gerne have, at jeg skal lave hans frokost. Der er også det, at vi ikke bor sammen. Han ønsker ikke at flytte sammen, før jeg har en bedre økonomi. Jeg er enlig mor og studerende, så jeg er på SU.

Mit spørgsmål er så: Hvad kan jeg gøre, eller hvad kan jeg sige til ham? Og kan jeg tillade mig at stille krav? Lige pt har vi sex eller prøver på at være sammen en gang om året. Og jeg er meget frustreret og føler mig alene.

Med venlig hilsen Susanne

Svar

Kære spørger

Allerførst tak for dit brev. Det kræver virkelig mod at bede om hjælp.

Du fortæller, at I begge to har ADHD, og jeg har fuld forståelse for, at det er en udfordring for jer begge to. Jeg håber, at I har fået hjælp til at håndtere dette, ellers kan det være, at I skal overveje at få noget konkret hjælp til dette. Det er under alle omstændigheder godt, at I er klar over, at det kan spille en rolle i jeres forhold.

De ting, du skriver og fortæller om, vidner om, at I begge synes, det er svært at tale om de sårbare emner. Det er helt almindeligt at ville forsvare sig, hvis man ikke føler sig tryg eller ikke er parat til at tale om svære emner. Måske er det derfor, I ender med mudderkastning. Jeg kan forstå på dit brev, at du har et stort ønske om at have et liv og et intimt liv sammen med din kæreste – at du savner ham og ville ønske, at I kunne forbedre jeres sexliv.

Jeg vil gerne dele mit svar til dig op i nogle mindre bidder i de følgende afsnit:

Overvægten

Emnet er sårbart, og når vi føler os usikre, vælger mange af os intuitivt at forsvare os. Vi reagerer med vrede, anklager eller måske mudderkastning, som er det, du oplever. Derfor skal man tale om det med stor respekt, kærlighed og forsigtighed.

Med den overvægt, han har, vil jeg foreslå, at du ikke er alene om at hjælpe ham med dette. Kunne det være en mulighed at få hans læge med på at gøre en indsats? Overvægt medfører desværre risiko for en række udfordringer, såsom højt blodtryk, åreforkalkning og hjerte-kar-sygdomme. I forhold til at have et tilfredsstillende sexliv, så påvirker disse faktorer også evnen til at opnå en tilfredsstillende rejsning. Endvidere er der risiko for at udvikle Type 2 diabetes, som kan skade blodkar og nerver, der er vigtige for normal seksuel funktion. Det skal også nævnes, at manglende selvværd kan medføre manglende evne til at få erektion. Er det tilfældet, så ender manden nemt i en negativ spiral.

Jeg synes, det er kærligt at give udtryk for sin bekymring for sin kærestes helbred, trivsel og sundhed. Og det er vigtigt at være kærlig og forstående, selvom det kan være svært. Du kan med kærlighed og omsorg være med til at opbygge selvværdet igen – men det tager tid og kræver stor tålmodighed. Måske kan I sammen lytte til Radio Ligevægt og blive klogere på overvægt, og hvad den nyeste forskning siger om overvægt.

Din kæreste vil ønske, at du lavede frokost til ham – men han vil ikke bo sammen med dig. Det kan godt tænkes, at han ærligt ønsker hjælp, og måske kan man se hans ønske om, at du laver frokost til ham, som en måde at bede om hjælp. Men er det realistisk, at du laver frokost til ham, når I ikke bor sammen? Ses I nok til, at det ville kunne fungere? Og har du overskud – og lyst til det? Hertil kommer økonomien. Hvis du laver hans frokost – betaler han så for det? Skal du levere frokosten – eller henter han den?

Jeres intime liv

Selvom sex og intimitet er tæt forbundet, kan det være en ide at udforske alternative måder at være intime på, uden at det kræver penetrationssex. Jeg vil opmuntre dig til at prioritere nærvær og fysisk berøring, som ikke kun er af seksuel karakter. Fysisk berøring og kys er med til at styrke følelsen af forbundethed mellem jer. Det kan være en stor fordel at fokusere på dette, især når der ofte er konflikter imellem jer. Har I mulighed for at holde hinanden i hånden, kramme og kysse? Jeg er klar over, at det ikke erstatter sex – men det kan være en måde at holde fast i kærligheden på, og på sigt måske være med til at tænde en seksuel glød imellem jer.

Jeg kender ikke til årsagen til din spontane abort, men hvis ikke lægerne har advaret imod sex, burde der ikke være noget til hinder for, at I har sex igen. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor din kæreste er bange for at have sex med dig på den baggrund. Hvad er han bange for, vil ske? Frygter han en ny graviditet eller en ny spontan abort? Eller er det undskyldning i et forsøg på at beskytte sig selv?

Hvor vigtigt er sex for dig? Kan du leve med, at I udforsker intimitet og fysisk berøring, uden det medfører penetrationssex? Kan I dyrke andre former for sex? Med andre ord – jeg synes du skal overveje, hvad du ønsker dig, at jeres forhold skal indeholde på det seksuelle og intime plan, og så udforske, om der er andre måder at have en seksuel relation på end penetrationssex.

Din kærestes bekymring om økonomi

Din kæreste udtrykker bekymring vedrørende din økonomi. Den har jeg ikke indblik i, men hvis det er rigtigt, at du har svært ved at styre din økonomi, så vil jeg anbefale, at du kontakter din bank. Banken kan hjælpe dig med at lægge et budget, så der er en plan for din økonomi.

Du skriver, at du er på SU. Det betyder jo også, at der er en tidsbegrænsning for, hvor længe du er på SU. Du bliver jo færdig med at læse på et tidspunkt, og når du får et job, vil du automatisk have lidt flere penge mellem hænderne.

Der er flere fordele i at have et budget:

  • det synliggør, hvilke udgifter og indtægter, der er
  • det tydeliggør, hvor mange penge, der skal tilsidesættes til faste udgifter, og hvor mange penge der er tilovers til alt det sjove
  • det gør det meget konkret, om man er god til at styre sine økonomi eller ej

Skulle I eventuelt flytte sammen på et tidspunkt, så vil et budget også være en fordel. Budgettet vil hjælpe jer med at kunne indgå aftaler om, hvem der er økonomisk ansvarlig for hvad. I behøver ikke have en fælles økonomi.

Jeres fremtid sammen

Han siger, at han har svært ved at se en fremtid sammen med dig. Hvad gør det ved dig? Det må gøre ondt at få at vide, og jeg synes du skal undersøge, om han virkelig mener det, eller om det er sagt i vrede. Mener han det, så synes jeg, der er god grund til at overveje, hvilken fremtid du selv ser for jeres forhold.

Du spørger, om du kan tillade dig at stille krav. Måske virker det bedre, hvis du præsenterer det som ønsker, frem for krav. Jeg vil anbefale, at du bruger god tid på at reflektere over, hvad der er vigtigt for dig, inden du siger noget til din kæreste. Jeg synes også, det er utrolig vigtigt at være forberedt på, hvordan du vil sige det, så du undgår at ende i en omgang mudderkastning igen.

Bedre kommunikation

Når du er klar til at tale med ham om disse ting, vil jeg anbefale, at du vælger et tidspunkt, hvor I har god tid og ikke bliver forstyrret.

For at lette kommunikationen for jer, er der nogle råd, jeg gerne vil give dig: Betragt samtalen som et spil tennis. Det er vigtigt at blive på sin egen halvdel af banen. Det betyder i praksis:

  • At du taler ud fra dig selv. Tal i ”jeg-vendinger” – fortæl, hvad du oplever, føler og tænker, og lad være med at antage, at du ved, hvad han vil svare.
  • Du taler i kort tid og om en ting ad gangen. Det gør det nemmere for din kæreste at forholde sig til det, du siger.
  • Du lytter aktivt til ham – altså undlader at afbryde, undlader at reagerer følelsesmæssigt (f.eks. at rulle øjne, sukke højt og den slags). Det kan være svært, men meget givende, når det lykkes at skabe et trygt rum, hvor de svære emner kan tales om i ro og med respekt.

Det tager tid at opbygge og vedligeholde gode parforhold. Hvis du har brug for at tale mere om din situation, er du altid velkommen til at ringe til Partelefonen, hvor du kan få gratis rådgivning.

Held og lykke til jer begge.

Gitte Falk Jakobsen, sexolog

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: