Jeg er gift med min mand, men forelsket i min ungdomsven

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Jeg har været gift med min mand i mange år. Vi har 3 børn. Jeg har i flere år ikke rigtigt haft kærlige følelser for min mand. Vi har haft en del kampe igennem vores ægteskab, og jeg har en del gange overvejet skilsmisse. Hvis jeg ikke havde børn, var jeg smuttet for længst. Jeg har underprioriteret mig selv og er nu ved at vågne op.

Jeg har svært ved at se os fortsat blive sammen i mange år endnu. Jeg har bare ikke lyst til ham, og følelserne er væk for længst. Derimod er jeg blevet forelsket i en fyr fra mine unge dage (ca 20 år siden!!) Fyren ved det ikke, og jeg har heller ikke tænkt mig at gør noget ved følelserne, da fyren også er i et ægteskab.

Jeg går selv med disse stærke følelser og tænker på fyren mange gang i løbet af dagen. Hvordan kommer jeg videre? Jeg håber, at fyren en dag bliver skilt, og så er jeg også klar :)) Dette har nu stået på i et halvt års tid, men hvordan kommer jeg videre? Og hvorfor bliver jeg forelsket i lige præcis ham? Efter alle disse år!
På forhånd tak 🙂

Svar

Kære du

Det er et svært sted, du står i livet lige nu. De varme følelser til fyren hiver i dig, men du kan ikke handle på dem. Samtidig har du mange års ægteskab og 3 børn sammen med din mand – din mand, som du ikke nærer kærlige følelser for. Det er forståeligt, at du bliver frustreret og optaget af, hvordan du kommer videre i livet.

Noget er blevet underprioriteret

Selvfølgelig tænker du på fyren mange gange om dagen, for disse tanker vækker et dybt sted i dig, som er blevet underprioriteret i mange år. Fyren rammer ind i en dyb længsel hos dig. Det er ikke tilfældigt, hvem vi forelsker os i. Forenklet sagt finder vi et menneske, som vi ubevidst ved, har det, som vi savner for at føle os som et helt menneske.

Når vi kommer til at leve tæt sammen i hverdagen, bliver det netop det, som kommer til at udfordre os og måske skabe afstand.

Hvad længes du efter?

Hvad er det mon du længes efter? At blive set og hørt, at blive anerkendt med ord, at mærke tryghed og respekt for det, du siger og gør, nærhed eller noget helt andet? Det er vigtig viden om dig og om, hvad der nærer dit kærlighedsliv. Prøv at tillade dine varme følelser at være der. Det er ikke det sammen som at handle på dem. Undersøg og vær nysgerrig på, hvad de fortæller om dig. Hvad er vigtigt og værdifuldt for dig, og har det måske ændret sig over tid? Måske du har en nær veninde, som kan hjælpe dig, eller du kan lave dagbogsnotater. Det lille ord ”hvorfor” kan lukke op for meget nyttig viden om dig selv. Og jo mere du ved om dig selv, jo bedre kan du træffe valg. Jeg vil opmuntre dig til at nære din egen udvikling. Du kan også dele tankerne med vores parrådgiver, der sidder klar ved telefonen hver mangdag aften.

Kærlige følelser under pres

Jeg læser, at du ikke har haft kærlige følelser for din mand i flere år, og at I har haft jeres kampe. Det er meget menneskeligt, at de kærlige følelser kommer under pres i et længerevarende forhold med børn og alle de forpligtelser, der følger med. De forelskede følelser kommer helt af sig selv, men kærligheden kræver en bevidst indsats og prioritering. Man kan ikke regne ud, hvornår ens partner føler sig allermest elsket. Hvis man giver det, som man selv længes efter, rammer man ofte forbi den anden. Derfor er det vigtig at tale sammen om længsler og behov. Måske vil det, uanset om I skal blive sammen eller gå fra hinanden på sigt, være en god investering at få noget hjælp til jeres parforhold.

Et dødvande kan vendes

Jeg læser, at I befinder jer i en slags nulpunkts-tilstand, hvor I hverken giver eller får kærlighed af hinanden, men I får hverdagen og det praktiske til at fungere for børnenes skyld. Jeg møder ofte par, som er havnet i et sådant dødvande, og som bliver ramt af afmagt og håbløshed. Det er et hårdt sted at stå. Jeg oplever også par som netop i dette nulpunkt, hvor de ikke har så meget at miste, finder mod til at gøre noget andet, end de plejer og dermed vende parforholdet 180 grader. De formår at lægge deres frygt eller måske stolthed ned og stå ved den side af dem selv, som længes efter at blive mødt. Det er ikke nemt, men det kan lade sig gøre. Det kræver, at begge parter har en vilje til forandring og en vilje til at kommunikere og finde nye veje. Hvad tænker din mand om jeres situation lige nu? Er han også frustreret, og hvad mon han længes efter?

Hvad vågner i dig?

Jeg hæfter mig ved, at noget er ved at vågne i dig. Hvad handler det om? Hvad er det, du er ved at byde velkommen i dit liv? Må din mand se det og høre om det? Det er ikke utænkeligt, at det netop er din forandring og opvågnen, som kan vække og skubbe din mand i en bedre retning for jeres forhold.

Ovenstående er tænkt som reflektioner til inspiration og opmuntring. Kun du ved og kan mærke, hvad der er de rigtige valg og muligheder for dig.

De bedste hilsner

Gitte Volsmann, psykoterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: