Hej. Jeg er 22 år, og jeg er ligesom alle andre mennesker et menneske, der har brug for kærlighed og en at dele livet med. Som den søde og dygtige præst, Pernille Østrem, engang sagde: “Livet giver først mening, når vi kan dele det med en anden. Når vi rækker ud efter andre, og de rækker ud efter os”.
Sagen er bare den, at jeg gang på gang bliver afvist, og det er blevet en normalitet at blive afvist. Når jeg prøver at danne et forhold med nogen, så ved jeg på forhånd, at endnu en afvisning venter på mig, og jeg har altid ret desværre. Antallet af afvisninger stiger og stiger, og det overstiger nu 30 afvisninger. Nogle gange bliver jeg afvist med den begrundelse, at vedkommende ikke er interesseret i mig. Nogle gange er det fordi, vedkommende ikke har tid til kærlighed. Og nogle gange bliver jeg afvist, uden at jeg får at vide hvorfor! Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort i mit liv for, at jeg nu skal mærke, hvor svært det er at finde tryghed og kærlighed.
Jeg har en hypotese om, at nogle måske vil være tilbageholdende overfor mig, fordi de har et forhåndsindtryk af, at forskellige kulturer måske vil skabe konflikter i parforholdet. Men jeg har ikke nogen kultur, der definerer mig. Jeg gør lige præcis det, der passer mig, uden at tage hensyn til den ene kultur og den anden. Med andre ord er jeg kulturfrigjort, og jeg kan leve med alle uanset deres kulturer.
Min anden hypotese er, at mit navn muligvis vil skabe tvivl, fordi jeg hedder Ahmet, og man får typisk associationer med, at vedkommende er traditionel og ortodoks muslim, men det er jeg ikke. For mig er religionen jo ikke en ideologi. Dermed kan menneskelige fortolkninger af teologi, hvilket mange religiøse muslimer, kristne og andre religiøse mennesker, i mange henseender bygger deres religiøsitet på, aldrig blive noget, der styrer, hvordan jeg lever mit liv. Eller hvordan jeg skal forholde mig til den ene og den anden sociale konstruktion i denne verden.
Apropos er jeg socialkonstruktivistisk. Jeg ved ikke om mine hypoteser kan be- eller afkræftes i virkeligheden, medmindre en kvinde afviser mig med præcis de forklaringer, som mine hypoteser bygger på.
Jeg vil høre om jeres tanker og forestillinger ift. min sag og hvilke ideer, efter jeres mening er gode i forhold til, hvordan man på succesfuld vis kan opnå kærlighed!
Mange hilsner
Ahmet
Hej Ahmet
Tak for din henvendelse. Det er enormt hårdt at blive afvist af et andet menneske. Det gør ondt, og det kan være svært ikke at vende det indad og overveje, hvad man selv kunne have gjort for at undgå det. Derfor forstår jeg virkelig godt, at du oplever stor modløshed ovenpå mange afvisninger i træk. Jeg kan selvfølgelig ikke komme med råd, som kan fjerne eventuelle fremtidige afvisninger, men jeg vil komme med nogle råd og overvejelser, som jeg håber, du kan bruge.
En vigtig erkendelse ind i din situation er, at du ikke er skyld i de afvisninger, du har oplevet. Du kan naturligvis reflektere over det, der er sket, og tage disse erfaringer med dig videre i livet.. Men du kan ikke gøre for, at du endnu ikke har mødt en person, hvor kærligheden har fået lov til at vokse til et reelt parforhold. Kærlighed kan vi ikke på den måde selv kontrollere.
Du skriver også, at du selv har nogle hypoteser om, hvorfor dette er sket for dig, du tænker blandet andet det handler om angst for kulturforskelle. Det kan jeg selvfølgelig hverken be- eller afkræfte, da det kun er de personer du får afvisninger fra, der kan fortælle, hvorfor de ikke ønsker et parforhold med dig. Hvis du igen bliver afvist kan du måske spørge personen, om vedkommende vil tage en snak med dig om, hvad der er grunden til afvisningen. På den måde kan du blive klogere på, hvordan du virker i tilnærmelsen, hvad vedkommende tænker om dig og om der er hold i dine antagelser.
Det er desværre et uundgåeligt vilkår ved kærlighed, at der er en mulighed for, at det kan ende i sorg og afsluttede forhold fremfor reel parforholdsdannelse. Når du har oplevet så mange afvisninger, påvirker det selvfølgelig dig og du kan komme til at frygte for, om du vil kunne opleve vedvarende kærlighed og et parforhold, som du ønsker.
Du skriver, at du på forhånd ved, at en afvisning venter i fremtiden. Det er netop denne erfaring og forventning jeg tror, du kan gøre noget ved.
Det gør ondt, når du har oplevet at blive afvist og valgt fra, og den erfaring kan muligvis sætte sig som en hæmsko, når du indleder et nyt forhold, fordi du allerede fra starten frygter, at det kan ende med endnu en afvisning.
Hvis det er tilfældet, tror jeg, det er, hvad du kan gøre noget ved. Det kan naturligvis ikke fikses på et øjeblik – det kan tage tid at genoprette troen på, at relationer ikke blot er lig sorg og afvisning. Hvis det er tilfældet, håber jeg, du igen kan finde modet til at gå ind i nye relationer med håbet om parforhold og kærlighed og give ud af dig selv. Måske kan du også overveje at starte med at lede efter venskaber, som så på sigt måske kan udvikle sig til kærlighed? Du indleder dit spørgsmål med et citat, der både kan henvise til parforhold og venskab: “Livet giver først mening, når vi kan dele det med en anden. Når vi rækker ud efter andre, og de rækker ud efter os”.
Måske vil det også være en god ide at du får talt med en person du har tillid til, om din situationen. Du kan f.eks. tale med en god ven, en mentor eller en professionel. Du kan også ringe til vores gratis rådgivningstelefon.
Jeg håber, du kan bruge mine tanker og refleksioner i din situation lige nu. Jeg vil ønske dig alt godt i fremtiden.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...
