Ramt af min mands utroskab

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse.

Jeg har brug for råd til, hvordan jeg skal fortolke min mands opførsel efter hvad, jeg føler, var et voldsomt utroskabsforløb, som inkluderede både job og hjemmefront.

Han var utro med en på jobbet, hvilket jeg selv fandt ud af, selv om jeg egentligt godt var klar over det. Mit spørgsmål er, om jeg har ladt ham af krogen for let. Han kom selv hylende hjem og undskyldte mange gange. Men så er det ligesom om, det var det for ham. Jeg er ikke i tvivl om, han har fortrudt det, som skete.

Han har aldrig talt om sine følelser, og hvad han tænker, men det er det, jeg har brug for, han gør. Han rører meget ved mig f.eks. sådan lige en lille berøring, når vi er ude af hjemmet, sådan et lille nus tit og ofte. Er det hans måde og vise, han elsker mig alligevel? Han siger, han ikke kan forstå, jeg ikke kan komme videre.

Jeg mener, at når en mand opfører så meget som et svin, så har han noget at gøre godt igen. Han har, imens det stod på, kraftigt vist, at han intet havde til overs for mig og intet følte – ingen tvivl om det, og det sidder i mig, for pokker en usikkerhed han har tæsket ind i mig. Er det virkeligt så svært og tale følelser og sige til sin hustru: Jeg elsker dig skat, og hvor er jeg ked af, jeg har slået dig ihjel, for sådan føles det jo. Man er dræbt indeni.

Det bliver ikke nemmere af, at alle involverede arbejder samme sted. Nej det er en grim påmindelse for mig hver dag, og jeg bliver så gal af at se, hvordan han morer sig på sit job – velvidende at jeg lider.

Hvordan kan han lade som ingenting, især der hvor det er sværest?
Hjemme går det fint, men hold nu op hvor er det hårdt på jobbet. Jeg synes, han er for meget egoist, burde han da ikke selv kunne tænke: Hvor har jeg behandlet min hustru modbydeligt, og hvad kan jeg gøre for og gøre hende glad igen? Jo, han kan se min mund smile, men det gør min sjæl ikke, den er ved og forbløde.

Skal jeg bare nøjes, eller hvad mener I.

Knus Konen

Svar

Kære kvinde

Du skriver at din mand har været utro med en kollega. Du finder ud af det, han undskylder, og han fortryder. Nu spørger du, hvordan du skal tolke din mands opførsel.

Han har sagt undskyld og har ikke behov for, at der skal snakkes mere om det, og samtidig er han ekstra opmærksom på at røre ved dig. Du derimod er vred over hans handlinger og mærker at hans utroskab krænker noget dybt i dig. Du beskriver det som, at han har slået noget ihjel indeni dig. 

Utroskab er at bryde ud af ægteskabet
Han svigter både dig og jeres forhold. Du skriver, at du måske har løsnet ham fra ”krogen” for hurtigt, for du er følelsesmæssigt dræbt indeni. Når den anden står i skyld til èn, er det som at få en kæmpe torsk på krogen. Han hænger fast og kan ikke selv komme fri. Han hænger fast i skylden, og det gør ondt. Jo mere der bliver sagt om det, jo mere bores der i såret. Det er dig som modpart, der har magten til at slippe ham fri af krogen. Det skal gøres, for at jeres forhold kan bygges op igen. Det er op til dig, hvor længe han skal hænge og dingle der. For den der ”hænger på den”, ser jeg to veje, enten kan han afvise alvoren i det skete, eller bede om tilgivelse. Han har brug for din tilgivelse, og det er din vilje hertil, der baner vejen for jeres heling. Og hvordan finder du vilje til det? Hvordan komme videre?

Fem undskyldningssprog
Gary Chapman er amerikansk ægteskabsrådgiver og har skrevet flere bøger om parforhold, blandt andet ”Kærlighedens fem sprog”. Han har også skrevet bogen om at sige undskyld på 5 sprog. Han inddeler den måde vi udtrykker undskyldninger på i 5 kategorier. Han siger det på den måde, at selv om du mener at have sagt undskyld, så er det ikke ensbetydende med, at din ægtefælle har forstået det sådan.  

Vi kan forholde os til det han skriver på forskellig måder, men uanset hvordan, så tror jeg vi kan lære af det, og blive opmærksom på hvad det er, vi længes efter at høre. 

  1. Undskyldningssprog består i at udtrykke fortrydelse. For eks. kan sige: ”jeg er ked af…” eller ”det har jeg det dårligt med”.
  2. Undskyldningssprog består i at påtage sig ansvaret. For eks. kan man sige: ” Det var forkert af mig”, eller ”det var min fejl”.
  3. Undskyldningssprog består i at tilbyde kompensation. ”Hvordan kan jeg gøre det godt igen?”
  4. Undskyldningssprog består i at omvende sig og forbedre sig. ”Jeg ønsker ikke at gøre dig ondt. Jeg ved, det var forkert, og jeg vil gøre mit bedste for, at det ikke gentager sig.”
  5. Undskyldningssprog består i at bede om tilgivelse. ”Vil du ikke nok tilgive mig? ” eller ”Vores forhold betyder så meget for mig, så jeg håber du vil tilgive mig.”

Ovenstående kan virke simpelt, og man kan tænke, at det er for let til at komme videre. Jeg nævner dem for, at I kan bruge dem i en dialog om det skete, og hvordan I får helet det brudte. Nu er det ikke nok, at han siger undskyld, og så er det det. Du har brug for at høre, at han tager ansvar for det, han har gjort. Utroskab har skabt en kløft imellem jer, og heling tager tid, lang tid.

Tale om følelser
I det du skriver, er du meget vred, og det er forståeligt. Du skriver, at han har svært ved at tale om følelser, og det gør det ikke nemmere at lytte, når du er vred. Jeg vil opfordre jer til alligevel at forsøge at lytte til hinandens svære følelser, selv om det gør ondt. Det kan være en god ide at få hjælp til netop dette hos en parterapeut. Når der tales om svære følelser som vrede, er det svært at blive ved med at lytte, for at forstå den anden, for det mest oplagte er jo, at man forsvarer sig selv.

Tillid
Har du tillid til din mand? Ofte tager det tid at få genopbygget tilliden til den anden, efter utroskab. Tro på at han vil dig og ikke gør det igen. Tal med hinanden om, hvordan I kan hjælpe hinanden i, at det ikke kommer til at ske igen. Tal med hinanden om, hvordan I bygger – ikke kun – et trygt ægteskab op, men også et givende forhold. ”Kærlighedens 5 sprog” af ovenstående forfatter, kan være en god bog at læse sammen.

Skal jeg nøjes?
Du spørger, om du bare skal lade dig nøjes med tingene, som de er?

Jeg håber du finder vilje til jeres forhold gennem jeres dialog. Jeg håber, du vil prøve at forandre, det du ikke finder godt. Sig til ham, at der er noget I to skal snakke med hinanden om. Hvornår passer det dig? Tag på ægteskabskursus sammen. Få hjælp fra en parterapeut. I ægteskabet kan vi ikke få alt det, vi længes efter, men ved at vi kæmper for, at der er plads til både dig og ham i forholdet, kan det måske lykkes, at jeres forhold kan vokse.

Jeg håber, der er noget af det, jeg har skrevet, der kan hjælpe dig videre.

Med kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Erna Nielsen, Psyko- og parterapeut

Se også: