Jeg vil ikke have børn, men det vil min kæreste

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Min kæreste og jeg har været sammen i otte måneder nu, og jeg har aldrig mødt en mand, jeg har været så glad for før. Jeg føler mig tryg, han rummer mig, og vi kan tale åbent og ærligt om alt. Der er bare et tilbagevendende problem i vores forhold. Det er, at han ønsker børn, og det gør jeg ikke.

Vi har talt om det uendelig mange gange, men kan ikke rigtigt komme frem til en løsning. Jeg har sagt til ham, at vi måske bør slutte forholdet (selvom det er det sidste, jeg ønsker), men det har han på ingen måde lyst til. Han siger, at han ikke kan se sig selv gå ud og finde en lige så sød og dejlig kæreste som mig, og at det jo er mig, han gerne vil det hele med.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. På en måde føler jeg, at jeg burde gøre det forbi, for jeg elsker ham og vil jo gerne have, han skal have alt det, han ønsker sig i livet. På den anden side er det også nærmest umuligt for mig at gøre det forbi, når hverken han eller jeg har lyst til at gøre en ende på forholdet. Så hvad stiller jeg op?

Det skal siges, at jeg er 37 år, så sandsynligheden for, at jeg skifter mening er ikke ret stor.

Svar

Kære kvinde

Tak for dit spørgsmål til Parvis. Her spørger du, hvad du skal gøre, for skal du og din kæreste have børn sammen? Han ønsker børn, og det gør du ikke. Du skriver, at du er 37 år og fast besluttet på ikke at skulle have børn. Jeres forskellige ønsker til at stifte familie er en massiv uenighed imellem jer.

Uenighed og grundlæggende konflikt

I har talt om det mange gange og ikke kommet til enighed. I samlivet kan vi ikke være enige om alt, dertil er vi som mennesker for forskellige, heldigvis. Mange par oplever, at der er dybtliggende og grundlæggende uenigheder i samlivet, som ikke løses, men skal leves med. I et godt parforhold viser man hinanden accept og respekt for den andens synsvinkel, og det gøres ved at beslutte sig for at elske. Lytte og spørge ind, for at prøve at forstå og se det fra den andens side. Jeres problem synes uløseligt, for børn er en fælles opgave.

Hvad gør man ved samlivets uløselige knuder?

Jeg vil foreslå, at I begge skriver jeres tanker og begrundelser ned for ønsket om børn eller ikke børn. Skriv det i et kærlighedsbrev til hinanden og slut af med at fortælle de følelser, I får, når I tænker på det, I har skrevet. Læs hinandens kærlighedsbreve, først med hovedet – og læs ordene, som de står. Dernæst med hjertet og prøv at se ind bag den andens maske. Tal med hinanden om det skrevne og lyt. Mød hinanden i jeres smerte og længsel.

Spørgsmål til overvejelse og drøftelse:

  • Hvad er de dybereliggende grunde til, at I henholdsvis ønsker og ikke ønsker børn?
  • Hvad er jeres største bekyrmring for fremtiden i forhold til ikke at kunne give den anden det, som vedkommende ønsker?
  • Hvordan ser jeres liv ud om 20 år, hvis I får børn?
  • Hvordan ser jeres liv ud om 20 år, hvis I ikke får børn?

Jeg håber, I får talt om jeres problem på et dybere plan og kommer i kontakt med de værdier, som ligger bag behovet for at få eller ikke få børn.

En stærk kærlighedserklæring

Du fortæller, at du overvejer at gå fra ham, for at han kan finde en anden og få sit ønske opfyldt. At du ønsker at sætte ham fri fra dig, selvom han elsker dig ,og du elsker ham. Det opfatter jeg som en stærk kærlighedserklæring fra dig til ham. Jeres spørgsmål om at få børn eller ikke få børn tænker jeg handler om dybtliggende behov hos jer begge, og derfor kan I ikke blive enige. Få talt om, hvilke behov det er, for jeres beslutning har betydning for resten af jeres liv. Hvis I ikke forholder jer helt ærligt og med åbne øjne til jeres forskellige behov, kan det på sigt blive til bitterhed og vrede mellem jer.

Hvis I gerne vil have flere tanker om emnet, kan I læse et andet brevkassesvar her.

Varme tanker til jer begge

Erna Nielsen Psyko- og parterapeut

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: