Jeg vil gerne være hans ven

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Efter et voldsomt kompliceret og traumatiserende forhold med min ekskæreste fik jeg endelig taget mod til at date igen. Og det lykkedes mig faktisk at finde en fyr. Han virkede enormt glad for mig og talte ofte om fremtid, og fortalte mig, hvor dejlig jeg er osv. Jeg havde bare meget svært ved at åbne mig, være fysisk og ikke mindst have sex med ham.

Jeg blev efter et par måneder så tryg ved ham, at jeg havde sex med ham. Og så droppede han mig over en snap få dage efter, fordi han ikke følte, at han havde de følelser, som han burde. Jeg blev utrolig ked af det, jeg skrev knapt så pænt til ham og så slettede jeg ham på snappen.

Nu sidder jeg så her en uge efter, og har haft lejlighed til at mærke efter. Jeg var ikke forelsket i ham, men jeg havde det bare enormt rart i hans selskab, og hans gav mig en indre ro, som jeg ikke har oplevet før. Jeg overvejer derfor, om vi måske kan blive venner i stedet, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er for anmassende, for meget og helt skævt at spørge ham. Det skal lige siges, at han ikke svarede på mit spørgsmål lige inden jeg slettede ham.

Kan I hjælpe?

Mvh den forvirrede

Svar

Kære den forvirrede.

Tak for din mail og dine spørgsmål. Jeg vil prøve at give dig nogle råd og opfordringer til overvejelser med på vejen, og så håber jeg, du kan bruge det og forhåbentlig få noget afklaring.

Det må have været dejligt for dig at mærke modet igen til at date ovenpå et svært forhold – og muligvis brud også – med din ekskæreste. Også dejligt for dig at mærke, at du kan blive glad for og tryg ved en anden. Det kan dog også være svært ovenpå et hårdt og kompliceret forhold at åbne op igen, så jeg håber, at du passer på dig selv i mødet med nye fyre.

Jeg kan godt forstå, at du blev såret oven på oplevelsen med ham du skriver om her. Det kan være hårdt at åbne op og give noget af sig selv, når vedkommende efterfølgende ikke ønsker denne intimitet længere og forholdet afsluttes. Derfor kan jeg godt forstå, at du blev så ked af det, og at du i afmagt handlede, som du gjorde.

Du siger så nu, at du er ked af, at du, ovenpå hans melding om sine manglende følelser, afbrød kontakten imellem jer. Det må have været dejligt at mærke den ro og tryghed, som han giver dig, og derfor kan jeg godt forstå, at du gerne vil være sammen med ham igen. Jeg vil dog opfordre dig til at overveje, om du har nogle følelser i klemme i forhold til ham. Du skriver, at du ikke er forelsket i ham, og hvis det er tilfældet, kan det godt være, at et venskab godt kan fungere imellem jer. Det kan dog også være, at det bliver for svært og mærkeligt for jer, at have en relation til hinanden, efter I har haft sex sammen og været sammen som kæreste. Jeg vil opfordre dig til at overveje, hvorvidt du vil have det godt med at have et venskab med ham efter det, I har delt sammen.

Du spørger, om det er for anmassende eller skævt at spørge ham om et venskab. Hvis du ønsker  et venskab med ham på trods af, at I har været sammen som kærester, og du er sikker på, at du ikke har nogle følelser i klemme, tænker jeg godt, du kan spørge ham. Jeg kender selvfølgelig ikke ham og ved ikke, hvordan han vil reagere, men hvis du kan mærke, at du har lyst, kan du jo prøve at spørge ham. Hvis det er det, du gerne vil, håber jeg, du har modet til det.

Jeg håber, du kan bruge mit svar og mine overvejelser, og så vil jeg ønske dig alt godt fremover.

Hilsen

Louise Lyngsøe, Psykologistuderende

Se også: