Tak for at I gider læse og eventuelt sætte jer ind i folks problematikker.
Jeg har en kæreste, vi har været sammen i ca. seks måneder. Når vi er sammen, har vi det fantastisk, vi griner og har det sjovt det meste af tiden, og samtidig er det et forhold, hvor vi kan slappe så meget af, at vi begge falder i søvn. Det dejligt 🙂 meeeen… Han er en meget svær mand at have med at gøre, han virker til at være enormt lukket. Han fortæller ikke ret meget og slet ikke noget, der er sårbart for ham. Eller det har han ikke gjort indtil for nyligt, hvor han begyndte at lukke lidt op for nogle problemer, der er og har været i hans fars familie.
En bivirkning til det her med at være lukket er, at det også følger følelserne. Han siger ikke nogle bekræftende ting til mig. Han er lidt af den holdning, at “penge og følelser er noget man har, ikke noget man snakker om”. Han har måske nogle ting i sin bagage, der gør, at han tænker sådan. Det er jo ikke min opgave at rette op på det, og selvom at jeg tror, en psykolog ville være en god ting, så er det bare ikke noget, jeg kan kræve af ham.
På trods af at vi har været kærester i seks måneder, så har ingen af os mødt hinandens netværk (venner og familie). Jeg har tilbudt ham at møde nogle af mine venner, det er han ikke interesseret i. Samtidig er jeg heller aldrig inviteret, når han skal se venner og familie. Det er svært at være i, når jeg har en datter på seks år. Jeg skal på en eller anden vis leve et dobbeltliv, hvor jeg er kæreste det ene sted og mor det andet sted. Det kan ikke forenes, fordi jeg ikke vil lade min datter møde ham, uden at han selv har vist, at han vil ofre sig og “vise mig frem” til sin familie eller venner.
Jeg er selv ret modsat. Jeg er i kontakt med mig selv og mine følelser konstant. Jeg kender mig selv bedre end noget andet. Jeg har før levet i et forhold, hvor jeg blev udsat for psykisk vold, og jeg har en mor, der altid har haft en uhensigtsmæssig adfærd. Alt dette har dannet mig til, hvem jeg er i dag. Jeg tvivler ofte på mig selv, men jeg er bevidst om det. Jeg forsøger at “irettesætte” mig selv på en pæn måde, når det sker, at jeg danner mistillid til mig selv.
Jeg får det svært, når han ikke bekræfter mig og ofte ender det ud i de helt store scener, hvor vi nærmest bliver uvenner. Jeg vil gerne have, at han skal læse de signaler, jeg sender (og som jeg selv synes er tydelige). Når han så ikke gør det, bliver jeg såret. Han er af den holdning, at “hvis jeg bliver sur (såret), så er det kun mig selv, der kan blive god igen”, og derfor handler han ikke på det. Heller ikke selvom at jeg faktisk har italesat det og været tydelig omkring, hvilke behov jeg har, når jeg fremstår sur (men egentlig er ked af det).
Hvad gør jeg? Hvordan får jeg vendt det hele rundt sådan, at vi ikke ender ud i situationer, hvor jeg er såret, og han virker ligeglad? Skal jeg stille krav om, at vi snart skal dele netværk?
Kære spørger
Tak for din henvendelse og den tillid, der ligger deri!
Du beskriver, at I langt hen ad vejen har det godt sammen, og at I både kan have det sjovt og være afslappede i hinandens selskab. Og så er der noget, som nager dig og gør dig ked af det. Når vi læser det, virker det, som om at den forskellighed, som du oplever, at I har i forholdet, på en måde er kommet imellem jer. Både evnen og behovet for at dele “indersiderne” er forskellige hos jer. Vi får fornemmelsen af, at du oplever dig alene i din smerte og dit behov for at dele.
Ofte forelsker vi os i de sider hos den anden, som vi selv kan have det lidt bøvlet med. Måske han forelskede sig i din livfuldhed og evne til at være følelsesfuld og sætte ord på… og måske du forelskede dig i hans ro og eftertænksomhed – ikke så mange følelsesmæssige udsving at forholde sig til…
Når så tiden går, og forelskelsen har lagt sig, sker der ofte noget her. Det, som man før værdsatte og forelskede sig i, kan nu pludselig blive et stigende irritationsmoment. I starten var det måske rart for ham, at du talte og kunne sætte ord på følelser, men nu synes han, det er blevet for meget snak. “Hvorfor skal du hele tiden snakke følelser?” I starten var det måske rart for dig, at der var ro og ikke så meget følelsesmæssigt at skulle forholde sig til, men nu synes du, han er blevet for rolig. “Hvorfor er du altid så tavs, hvorfor fortæller du ikke om din inderside?” Og så kan man let få tanken, at vi måske ikke passer sammen, måske vi er for forskellige. Læs mere om de mekanismer i artiklen her.
Vores syn på den tanke er, at det ikke er forskelligheden, som gør ondt, men det er den brudte kontakt. Du ender i sårethed, og han trækker sig og ”virker ligeglad”. I stedet for at vende jer mod hinanden og søge hjælp til jeres egen smerte hos hinanden, fjerner I jer fra hinanden med hver jeres type smerte.
Og hvad mener vi så, når vi understreger: “hjælp til jeres egen smerte”. Måske vil du netop sige, at det er det, som du forsøger. Du forsøger at sige, hvad du har brug for, og for mange kommer det til at lyde noget i retning af: Jeg har brug for at DU – et eller andet…
Måske er det her, at du har mulighed for at vende det hele rundt. Vi gætter på, at din kæreste let kan komme til at opfatte det, du siger, som kritik eller skæld ud. Han kan opfatte det, som om han er forkert og burde have regnet ud, at… Og det kan få ham til at trække sig, fremfor det som du ønsker dig og har brug for – nemlig at han kommer tættere på.
Vi har ansvar FOR os selv. Vores følelser, vores trivsel og vores behov er vores eget ansvar – ikke partnerens. Betyder det så, at partneren ikke har ansvar? Nej. Vi har ansvar OVERFOR den anden. Men det er noget andet end ansvar FOR. Så når du mærker, at du savner bekræftelse, er det legalt og en helt legitim følelse, som måske har rod i, hvad du har med dig i din rygsæk. Følelsen er okay, og det vil vi gerne understrege!!! Spørgsmålet er, om du får taget ansvar for den og får taget hånd om den som DIN?
Det kunne lyde sådan her: “Jeg har lige nu svært ved at mærke, at jeg er betydningsfuld for dig. Din tavshed får mig til at bedømme, at du måske er træt af mig, at jeg ikke betyder noget for dig, og det gør mig helt vild usikker. Det er her ovre hos mig, det sker, og har ikke noget med dig at gøre. Det er måske ikke sådan, det er, men lige nu kan jeg bare ikke holde fast i det, så vil du give mig et kram eller sige, at du elsker mig, så jeg kan falde til ro igen?”
På den måde får du taget ansvar for dit, uden at det kommer til at blive din partners ansvar. Du spørger ham, om han vil give dig en gave – at bekræfte dig frem for at afkræve eller skælde ham ud for, at han ikke kunne regne ud, at det var dine behov. Og på den måde kan din partner undgå en gættekonkurrence om, hvad du mon har brug for, og han kan frit handle i tiltro til, at hvis der er noget, du har brug for fra ham, så siger du det højt. Han kan hvile i, at han er okay, og du kan hvile i, at du er okay. Og den hvile er vigtig for parforholdet, for at parforholdet kan udvikle sig og trives i tryghed.
Måske larmer begge jeres rygsække lidt fra fortiden?? Det, I hver især har med jer fra tidligere, kan I måske komme til at udløse hos hinanden i nutiden, uden at det egentlig handler om jer. Måske din opvækst med en mor med uhensigtsmæssig adfærd og forhold med psykisk vold gør, at du let kan få besøg af usikkerheden. Måske din partners rygsæk gør, at han har lært at lukke af for sin sårbarhed, fordi den måske ikke tidligere var velkommen, og han har erfaringer med, at han ikke kan spørge om hjælp eller sige, hvad han har brug for?
Vi lægger mærke til, at du beskriver, at han for nyligt har lukket lidt op for sårbarheden. – Hvordan mon det blev muligt? Hvad mon gjorde ham tryg nok til, at han turde dele det med dig? Måske det er en af tegnene på, at du er betydningsfuld for ham, at han tør dele bare lidt med dig…?
Ofte kan vi have gamle sår med fra fortiden ind i nye forhold. De sår kan have let ved at springe op. Kunsten er, at kunne lokalisere, hvad der handler om fortiden, så I kan blive hinandens bedste hjælpere til at standse blødningerne, når de springer op i nutiden. Dette kan man ofte have brug for hjælp til udefra, da det er følsomt stof. Derfor vil vi også anbefale jer at gå i terapi sammen, så I sammen kan blive klogere på, hvad det er, som kan komme i spil imellem jer. I kan få hjælp til at lære, hvordan I kan hjælpe hinanden til at rykke tættere sammen som par, fremfor at I trækker jer hver til sit som sårede, når det brænder på. I terapien kan I måske også sammen blive klogere på, hvad I hver især har i spil i forhold til jeres netværk. Hvorfor du har brug for at gå frem, og han måske har brug for at holde lidt igen.
Håber vores svar har givet dig mod på at gå yderligere på opdagelse i jeres parforhold, og i hvad du selv kan gøre for at komme tættere på det, som du ønsker dig og behøver for at trives under trygge rammer.
Alt det bedste til både dig og parforholdet herfra.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...
Til brevkassen Hvad gør man, hvis man har en kæreste, der er kronisk deprimeret og ikke vil modtage behandling? Jeg...
Til brevkassen For to uger siden forlod min kæreste og samlever mig. Der havde for mit vedkommende kun været en...
