Konflikter efter utroskab
/2. del

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Parvis

Skrev for et par år siden en mail med ovenstående overskrift,- dog uden 2. del. Fik et godt og omsorgsfuldt svar tilbage fra jer.
Nu er bomben så sprunget igen, idet jeg har opdaget at min mand i ca 2 mdr har kommunikeret med en yngre kvinde (korrespondancen havde seksuel karakter), hendes mand kontaktede mig, og fortalte den del han vidste. Jeg spurgte efterfølgende min mand, om der var noget, han holdt skjult for mig, hvilket han stærkt benægtede. Konfronteret med en smule af min viden, – tilstod han og sagde igen, at det handlede om at jeg jo ikke ville være intim med ham (ikke sandt, men jeg er meget dårlig til at tage initiativ), så derfor var han “kommet til” at skrive med en anden.
Det skal tilføjes at jeg har gået i terapi 2*14 gange de sidste to år og at vi sammen netop var startet hos en dygtig og kompetent parterapeut en måneds tid inden han begyndte at chatte på nettet.
Han har indvilliget i at søge hjælp, – er henvist til både psykolog og Sexologisk Center, – men vil jeg nogensinde kunne bygge tilliden op nu efter anden gang?
Vil han nogensinde kunne slippe sit mønster?

Jeg er så meget i vildrede, føler mig svigtet, føler mig bestjålet og er ulykkelig.
Jeg har givet ham en sidste chance, da jeg elsker ham, – men synes på den anden side også han er et skvat, når han byder mig løgne og bedrag for anden gang. Han så, hvor meget det ødelagde mig 1. gang, og selvom denne gang ikke har været fysisk, men “kun” på nettet, – har han stadig igen udleveret mig med ordene om at hun vil ikke dyrke sex m.m.
Håber I kan hjælpe mig med et godt råd, inden jeg går helt i stykker.
På forhånd tak

Svar

Kære kvinde

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Du skriver, at du er ved at gå helt i stykker efter at din mand for anden gang er dig utro. Efter første gang han var utro, ødelagde det dig rigtig meget, og det så han. Du har haft søgt hjælp hos terapeut, og nu var I lige startet i parterapi. Du bliver bombet helt tilbage, da han falder for fristelsen til at korrespondere med en anden kvinde, og det er af seksuelt karakter. Dog skriver du, at han ikke har været fysisk utro. Du reagerer med at være ulykkelig og føler dig bestjålet og er i vildrede med, om du kan holde til at leve med ham, som du elsker. Tilliden til ham er brudt. Du ønsker at give ham en chance til. Du spørger om et godt råd.
Jeg er sikker på, at du har fået rigtige mange gode råd af både terapeut og parterapeut, så der er vist ikke så meget nyt, jeg kan bidrage med, og dog vover jeg at skrive lidt.

Konflikter i parforhold
Alle par har problemer, eller rettere – områder hvor man ikke kan komme overens. Du vælger selv en overskrift, der hedder konflikter og ja, utroskab skaber konflikter. Men spørgsmålet er om konflikter har været der før. Når jeg nu skriver dette, kan du opfatte det som, at jeg mener, du er skyldig i den handling, han har gjort. Det mener jeg ikke. Han er selv ansvarlig og dermed skyldig for den handling, han har gjort. Men jeg vil gerne gøre dig opmærksom på det, som ligger bag jeres pardynamik.

Hvordan løser i konflikter? Hvem bringer konfliktemner på banen, og hvem prøver at undgå ubehagelige konflikter? Når konflikter er ubehagelige, fristes den ene part til at finde en bagdør. At forsvinde ud af en bagdør kan lyde som en nem løsning, men det koster. Utroskab kan være en sådan bagdør. At tie og lade stå til og måske lade sig træde på og måske tilmed depression, kan også være en bagdør. Skilsmisse er også en bagdør, en måde at komme ud af det, som er uudholdeligt.

Vilje til hinanden
Et parforhold, hvor man forpligter sit på hinanden, er et stærkt parforhold. Viljen til hinanden er uhyre vigtig, for at komme igennem svære konflikter. Det er ikke nok, at den ene har viljen. Begge skal have viljen og arbejde på at ændre det i forholdet, som ikke er tilfredsstillende. I kan begge gå nok så meget til psykolog og terapeut, hvis det er dynamikken imellem jer, der skal arbejdes på. Så for mig at se, er en dygtig parterapeut ham/hende, der kan hjælpe jer på vej. Parterapeuten kan hjælpe jer med at kommunikere det, som er svært, på et trygt sted. Terapeuten kan ikke gøre det umulige, for det er helt op til jer to, om I kan og vil forsætte sammen.

Utroskab er at bryde ud af parforholdet
Utroskab er at bryde ud af parforholdet, og en bagdør. Så længe I ikke ved om I vil hinanden, så er det uhyre svært at arbejde med jeres parproblemer. Det betyder, at i den tid I går i parterapi, bliver I nødt til aktivt at vise, at I vil hinanden, i hvert fald indtil én af jer bliver klar over noget andet.

Hvor mange gange skal man tilgive?
Du har måske arbejdet på at tilgive din mand, og hvis I skal forsætte sammen, bliver du nødt til at tilgive ham igen. Hvor mange gange kan du tilgive, inden du bliver til en dørmåtte? Finder du dig i at blive trådt på igen og igen? Hvordan bevarer du din selvrespekt og selvværd efter hans utroskab? Hvordan undgår man en skævvridning i parforholdet? Hvordan undgår man at den ene part opfører sig ansvarsløst og uforpligtet, nærmest som et barn? Hvordan undgår man, at den ene bestemmer og den anden lægger sig under? Det unikke ved parforhold er jo netop, at det er to voksne, der i kærlighed vælger at være støtte for hinanden, og det i medgang og modgang.

Pas godt på dig selv
Du skriver, at han får en sidste chance. Hvor meget har du at kæmpe for? Er der børn, familie, venner, som vil blive påvirket af, at du går fra ham? Måske er han for sikker på din kærlighed til ham og tror at du aldrig vil forlade ham. Pas godt på dig selv i alt dette, og sørg for at du ikke går alene med det her. Sørg for at du har nogle få fortrolige, du kan dele det svære med, og så håber jeg, at der er noget af det, jeg skriver, som kan hjælpe dig videre. Jeg håber han vil vælge dig til, det fortjener du, men det gør han vel også.

Med kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Erna Nielsen, Psyko- og parterapeut

Se også: