Åh hvor jeg bare kæmper! Vi er et par i halvtredserne. Vi har været sammen i knap 5 år. Alt har været fryd og gammen – stor kærlighed – og da vores børn er store, har vi haft masser af tid til at være sammen. Vi har boet sammen i de sidste par år.
En af vores helt store fælles passioner er amerikanerbiler og vi har også selv en, som vi bruger til træf og hyggelige sommeroplevelser. Da bilen røg i vinterhi sidste år, snakkede han om alt det, han skulle lave på den hele vinterperioden. Intet skete. Han sad på sofaen og gloede tv hver dag efter job og hver weekend. Det skal siges, at han har fortalt mig, at han har ADHD. I så fald må det være den mest dovne udgave af den, jeg har hørt om. Jeg har selv en voksen søn med ADD. Undskyldningen for ikke at foretage sig noget er, at han ikke har tid. Jeg lægger som regel gerne planer for min hverdag, for at opnå en vis struktur og ro, så lige her er vi MEGET forskellige.
Sæsonen gik i gang igen i april. Han stoppede fuldstændig med at hjælpe til hjemme. Han sov meget på sofaen og sexlivet stoppede. Han kunne ikke få den op at stå. I juli fik jeg skubbet så meget til ham, at jeg bad ham gå til lægen. Noget måtte jo være galt. På det tidspunkt går han ikke i bad hver dag eller hver anden dag – nogle gange går der en uge imellem. Det sker kun efter utallige opfordringer og diverse vredesudbrud. Han går heller ikke jævnligt til frisør og barberer sig heller ikke. Ergo ser han snusket ud i mine øjne.
Han er svær at kommunikere med, for han lytter ganske enkelt ikke. Han bliver kaldt motor-mund, men kævler løs og hører aldrig, hvad andre siger. Da han går til læge i juli opfordrer jeg ham til at tale med lægen om det hele: træthed, vrede, manglende soignering og impotens. Gæt selv -selvfølgelig sker det ikke. Han kommer hjem med besked om, at der skal tages blodprøver og så kan han få viagra. Svarene skulle han ringe efter 2 dage senere. Der skete INTET.
Der går faktisk helt hen til september måned, før han tager sig sammen og ringer til lægen, som beder ham om at komme derud. Det viser sig, at de allerede dengang i juli havde udskrevet viagra til ham, men derudover ville de tale med ham om hans kolesterol, der var for højt. Han bliver straks sat på medicin. Da han kommer hjem, siger han: ”Ja, jeg skal æde de her og ellers ik mere”. Jeg spurgte, om de intet sagde om at ændre på kost eller noget. Han er KUN til gammeldags mad; kartofler, sovs og masser af sukkercola. Jeg spiser sundt for at komme ned i vægt. ”Nej, de sagde bare, at jeg skulle fortsætte som før og æde de piller. Og så gider jeg ikke snakke om det, for du er ikke læge”, sagde min kæreste.
Vi havde sex 1 gang uden viagra i slutningen af sommeren. Han bliver ved at sige han savner at have sex med mig, men gør intet. Viagraen ligger urørt i skuffen. Nu er udfordringen, at jeg ikke tænder på, at han er usoigneret og ej heller på hans reaktioner på tingene. Jeg stoler ikke på, når han siger, at han savner sex med dig, for hvorfor filan gør han så ikke noget?
For at det ikke skal være løgn, har han mistet sit job. Det er nemt nok at få et nyt, hvis han søger. Han virker bare sådan: ”Nå nå, det går nok og pyt med det”. Hvert andet minut siger han, at han nok skal finde noget andet, men han søger ikke og gør intet. Jeg elsker ham, men jeg savner ham. Hvor pokker blev ham jeg forelskede mig i af?
Hvad skal jeg gøre? Jeg tvivler ikke på, at han muligvis har en depression. Men jeg kan glemme alt om læge – og undersøgelser gider han ikke. Han vender alt over på mig, og når jeg forsøger at snakke med ham, bliver han arrig og kører den tilbage på alle andre. Han sætter en ære i at brokke sig så meget som muligt over alt både hjemme, på job, med familie, venner osv. Jeg er bestemt ikke fejlfri, men holder mig dog ren og pæn og forsøger at kommunikere.
Kære kvinde
Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Det lyder meget svært at have en partner, man holder meget af, som man ser falde hen, blive usoigneret, uinteresseret og beklagende.
Jeg forstår godt, at du stiller spørgsmålet: Hvor blev han af, ham du forelskede dig i? Det er helt naturligt og forståeligt at savne en, der bliver uigenkendelig. Du nævner selv, at du ikke er tvivl om, at han har en depression. Når mennesker er deprimerede, kan det opleves som om, de bliver en anden end den, man normalt kender. Nedtrykthed, ulyst og manglende energi farver personens fremtoning.
Det er ikke nemt at være pårørende til en, der er psykisk ramt. Man kan på én gang blive ramt af tristhed over, at ens elskede må lide. Samtidig kan man opleve stor frustration over, at personen har svært ved at engagere sig i normale ting.
Det lyder frustrerende, at lægen ikke har fanget, at din kæreste sandsynligvis har brug for hjælp til mere og andet end manglende rejsning. Manglende rejsning kan nemlig godt være et symptom på psykologiske problemstillinger som fx depression. Det lyder som om din kæreste først og fremmest kunne have brug for hjælp til sit mentale helbred – men muligvis også støtte til at spise sundere.
Desværre fortæller du, at din kæreste ikke er særligt interesseret i at gå til lægen eller blive undersøgt. Har du mon prøvet at dele med ham, at du tror, han er deprimeret? Har du prøvet at spørge ham, hvorfor han ikke vil til lægen? Der kan være alle mulige gode grunde, fx at man er bange for, hvad lægen siger eller at man er bange for at blive stemplet som skør. Du kan læse mere om, hvad man kan gøre, når ens kære ikke vil opsøge hjælp hos depressionsforeningen.
Du kan ikke tvinge din kæreste til behandling, men kærligt at opfordre til det. Derudover kan du forsøge at støtte ham ved at fastholde en god hverdagsstruktur for ham. Det handler fx om at fastholde og støtte ham i at gøre nogle basale ting: hygiejne, at passe sine sengetider samt at få spist sine tre hovedmåltider. Det kan også være godt at opmuntre til overskuelige, lystprægede aktiviteter eller lettere motion, fx en gåtur. Derudover kan du støtte ved at anerkende hans tunge tanker, men også være en modvægt til tungsindet. Det kan du fx gøre ved at forstørre eksempler på lyspunkter og gode oplevelser. Anerkend når han forsøger at gøre noget for at få det bedre. Læs mere om, hvordan du kan hjælpe i denne artikel eller hos Bedre Psykiatri.
Det er hårdt og slidsomt at være pårørende til en, der har det svært – i særdeleshed, når vedkommende ikke ønsker at søge hjælp. Derfor er det meget vigtigt, at du passer på dig selv. Det gør du fx ved at dele, hvordan du har det med venner og familie. Alternativt kan du også opsøge depressionslinjen eller selvhjælpsgrupper.
Det er også godt at give dig selv pusterum ved at opsøge noget af det, du normalt nyder at gøre. Måske kunne det være rart for dig at ses med andre, der deler din interesse for biler? Kort fortalt handler det om at tillade dig selv at gøre noget af det, der gør dig glad og giver dig en pause.
Du skriver desuden om din kæreste, at han lige nu har rejsningsproblemer og at hans manglende soignering gør, at du ikke er tiltrukket af ham. Jeg kunne forestille mig, at du kan savne nærheden og intimiteten med ham. Husk på, at det at gøre noget godt for dig selv også kan være at have solosex (onanere), for at imødekomme dit seksuelle behov.
Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at din kæreste får det bedre med tiden. Måske kan du finde noget hjælp i at læse et svar til en anden i en lignende situation.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907