Skal jeg blive
eller flytte fra ham?

Jeg er splittet og ved ikke rigtig, hvilken vej jeg skal gå. Jeg har for et år siden flyttet fra den ene landsdel til den anden for at flytte sammen med min kæreste, som jeg har kendt i et par år, har solgt hus og skiftet arbejdsplads. Mine 2 børn er 19 og 22 år og var i forvejen flyttet langt væk fra mig for at bo i en mere spændende og uddannelsesvenlig storby. Jeg tænkte, dengang jeg flyttede sammen med min kæreste, at afstanden skulle vi nok klare, og det handlede om god logistik.

Nu er der gået et år, og jeg føler mig følelsesmæssigt revet i stykker. Jeg savner mine børn utrolig meget hver dag og er ulykkelig over afstanden til dem, letheden i lige at kikke forbi eller spise sammen en onsdag aften – at være en tættere del af deres liv.

Min datter er ved at planlægge at flytte sammen med sin kæreste og min søn bliver student til sommer og står foran et par sabbatår. Jeg mærker jo tydeligt, at de har masser af planer i deres weekender, og det er kun i weekender, vi kan ses pga. afstandens begrænsninger.

En stemme i mig siger flyt for pokker til deres by – en anden stemme siger, at jeg jo ikke ved, hvor de ender med at slå sig ned, og jeg kan ikke bruge mit liv på at flytte efter dem. Men jeg savner at være tættere på og lettere tilgængelig.

En anden side af historien er også, at min kæreste og jeg har lidt udfordringer. Forholdet er ikke, som jeg havde drømt om. Han er mere firkantet, brokkende og svær at få op af sofaen, end jeg havde forestillet mig. Han tager intet initiativ til noget er lidt doven, og han forventer, at jeg tager mig af alle ”kvindetingene”, som er rengøring, madlavning, tøjvask m.m. og han er faktisk svær at tale med. Jeg vil gerne dele opgaverne eller være sammen om dem, men det ønsker han ikke.

Planen er dog at vi skal finde en anden, fælles bolig, så vi begge får ejerskab i ”vores” hjem, men jeg ved, at det bliver mig, der skal tage dette initiativ, og han er svær at gøre tilfreds mht. pris, beliggenhed m.m. på trods af at han har boet i området hele sit liv. På den anden side er hans positive side den bedste, jeg har haft i en mand. Han elsker mig og giver flere gange dagligt udtryk for det, og vi er gode til at hygge os, lege og grine. Jeg elsker ham meget, når vi har det godt, og er ked af det og i tvivl, når tingene spidser til.

Jeg har fortalt ham om min tvivl mht. om jeg skal blive eller flytte til mine børn, hvilket jo har sat ham i en meget urimelig situation, en venteposition – ”er jeg købt eller solgt” – og det hjælpe jo slet ikke på det hele. Hvad pokker skal jeg gøre – jeg er så meget i vildrede og i tvivl om det hele og føler slet ikke, jeg er landet.