Hej!
Jeg er en kvinde på 28 år, som er gift med min mand, som jeg har været sammen med i 8 år. Vi har altid haft det godt. Det var bedre end nogensinde før, troede jeg. Vores sexliv var rigtig hed og frækt, men samtidig også intimt og kunne vare flere timer, hvor vi bare tilfredsstillede hinanden. Kærligheden var stor.
Han begyndte pludselig at blive meget jaloux. Han beskyldte mig, hver gang vi havde været ude, for at jeg holdt øjenkontakt med folk, og det var klamt og jeg flirtede. Jeg holdt op med at snakke med nogen, når vi var ude. Jeg kiggede kun på ham eller min telefon, alligevel var det samme historie. Han gik fuldstændig amok, ville skilles og var helt ustyrlig. Han blev altid god igen.
Jeg prøvede virkelig at overbevise ham om, at jeg kun ville ham, og jeg ikke selv følte sådan. Han tjekkede min telefon hele tiden, og prøvede konstant at finde noget på mig, uden held. Jeg opdager så for nyligt, at han har søgt escortpiger over flere omgange. Han har faktisk kørt ud for at mødes med en. Han indrømmer og siger han aldrig mødte hende, men vendte om. Pludselig bliver det til, han kørte hen og gav hende pengene uden at få noget.
Han har kontaktet 5 forskellige escortpiger om fredagen, hvor jeg er på arbejde, og kører ud for at mødes med en om lørdagen. De andre gange kan jeg ikke se, om mødet faktisk har været der, men han står fast på det ikke har.
Samtidig har han haft profiler på flere sex dating sider som scor.dk, uforpiligtende-dating mm. Her har han skrevet til 52 piger på en aften. At de så godt ud, frække ud, og har fuldført seksuelle samtaler, hvor han er meget “fræk”. Han skriver ting som han siger til mig under sex, og får dem til ting på billeder, som jeg gør.
Han har altid haft enormt mange piger på instagram, som pornopiger, frække piger osv. Han likede dem altid, og har endda kommenteret billeder med “wooow”. Han har skrevet af flere omgange med andre piger på snapchat, over flere gange i hele vores forhold. Han siger, det er på grund af at han har taget amfetamin, når det er sket, og derfor kan han ikke huske noget. Han siger han er stoppet, men så bliver det til, at han søger spænding, og så bliver det til, at han føler det er gået for hurtigt med os.
Og nu begynder han at give mig skylden, at det er fordi jeg har haft en trekant inden jeg fandt ham. I enhver diskussion, vender han alting mod mig, og finder situationer som jeg har gjort, som er værre. Han siger, han er rigtig ked af det, og det er gået op for ham, hvor meget han elsker mig. Han siger, at jeg kan stole på ham.
Jeg sidder tilbage og er fuldstændig ødelagt. Jeg prøver konstant at finde svar, men kan ikke. Jeg har tidligere været igennem et langt forhold med misbrug, psykisk og fysisk vold, og utroskab gennem alle årene. Det sidder stadig i mig. Og oveni hatten er jeg barn af omsorgssvigt af ret grov grad. Og jeg føler lige nu, at alt vælter ned over mig. Jeg kan slet ikke fungere i min dagligdag.
Jeg har lige haft fødselsdag, hvor jeg kommer ud i vores garage og finder røg, kort og en streg hvid pulver, mens hele vores familie er der. Jeg konfronterer ham, og han giver min stedfar skylden. Min stedfar har altid været misbruger. Jeg tager fat i min stedfar, og bliver virkelig ked af det og skuffet, da min stedfar siger det er deres begges, og det er der vel ikke noget galt i. Jeg tager fat i min mand endnu engang, og her begynder han at ribbe op i gamle ting igen, og har ingen dårlig samvittighed.
Han smiler mig bare op i hovedet, så jeg til sidst bryder sammen og siger, at jeg godt kan se det er min egen skyld. Jeg er fuldstændig rundt på gulvet, knækket og forvirret. Skal jeg pakke mine ting eller er der noget at kæmpe for? Jeg elsker ham virkelig.. men jeg har dælme svært ved at tilgive.
Kære kvinde
Tak for din henvendelse og for din grundige og ærlige beskrivelse af dit parforhold. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig til at forstå dig selv og dit parforhold lidt bedre, omend det måske bliver lidt overvældende for dig at læse.
Jeg hører dig fortælle, at I i perioder har haft et virkelig godt parforhold og at du elsker din mand meget højt. Der er dog nogle dynamikker mellem jer, som gør dig forvirret, giver dig skyldfølelse og du skriver, at du føler dig ødelagt. Jeg ser nogle mønstrer i din fortælling, som særligt vækker min bekymring, da jeg ser mange ligheder fra mit tidligere arbejde med voldsudsatte kvinder. Din fortælling gør mig bekymret for, om du er udsat for psykisk vold i dit parforhold. Jeg vil prøve at belyse for dig, hvad det er jeg ser.
Først vil jeg lige forklare lidt om, hvad psykisk vold i et parforhold indebærer. Det er ofte sværre at opdage, at man er i et psykisk voldeligt forhold, end hvis man er i et forhold med fysisk vold, som du nævner du tidligere har været. Typisk forværres volden stille og roligt og ofte bliver den voldsudsatte manipuleret til at tro, at det er ham/hende, den er gal med. Du kan sammenligne det med en frø, der kommer i koldt vand og langsomt bliver kogt uden at opdage det. Var den kommet direkte i kogende vand, var den sprunget op med det samme. Den voldsudsatte føler sig ofte helt forvirret over, hvad der er op og ned, og det er meget svært at se klart, når man står midt i sådan et forhold.
Psykisk vold har bevidst eller ubevidst til formål at begrænse eller kontrollere den andens livsudfoldelse ved gentagne gange at fx nedgøre, ydmyge, krænke, dominere, manipulere, true eller isolere den anden. Mon du kan nikke genkendende til noget af det i jeres forhold?
Du kan læs mere om tegn på psykisk vold her.
Jeg forestiller mig, at du kan genkende dig selv og dit parforhold i denne model “Voldens cyklus”. Jeg vil anbefale dig, at læse om den, da den virkelig kan være en øjenåbner, hvis man er voldsudsat. Modellen beskriver, hvordan et voldeligt parforhold ofte gennemgår 3 faser, som kører i ring og hvorfor det er så svært at bryde ud af cirklen. Udfra din tekst ser jeg voldens cyklus komme til udtryk på følgende måde i jeres parforhold:
Ud fra dine beskrivelser, ser det ud til, at du er udsat for manipulation, kontrol og overvågning. Hvis det er tilfældet, vil jeg bare sige til dig, at det er enormt stærkt og modigt af dig, at du rækker ud nu, da det kræver enormt meget i din situation. Jeg har også lyst til at understrege for dig, at din mands upassende handlinger på ingen måde er din skyld.
Derudover fortæller du, at du er vokset op med omsorgssvigt og tidligere har levet i et forhold med vold. Det lyder til at være en enorm hård og tung bagage du har med. Ofte ses det, at sådanne mønstre gentager sig. Det er svært at forstå og kan synes så uretfærdigt.
Jeg har lyst til at opmuntre dig i, at du er meget mere værd end det og ikke har fortjent at blive behandlet så dårligt. Heldigvis har du faktisk mulighed for at bryde fortidens mønstre! Der er masser af håb for dig og du har mulighed for at træde ud af voldens lænker. Jeg har set mange kvinder, der er lykkedes med det. Det er meget svært at gøre alene og kræver en masse arbejde og tålmodighed. Første skridt er at række ud, som du netop har gjort gennem denne brevkasse. Det kræver mod, vilje og styrke at gøre, og hvor er det sejt, at du har formået det!
Måske er du stadig i tvivl, om det faktisk er et voldeligt parforhold du står i. Eller måske er du blevet afklaret, men elsker din mand så højt, at du er villig til at ofre dig selv for at få hans kærlighed? Det er meget normale følelser i din situation. Lige meget hvad vil jeg anbefale dig at kontakte nogen, der kender til vold i parforhold for at få en afklaring. Det er så svært at se klart, når man står midt i det. Du kan ringe til ethvert krisecenter og få en uforpligtende og anonym samtale i telefonen eller du kan ringe til organisation Lev Uden Vold på 1888 hele døgnet.
Så kære kvinde. Det er dig, der skal træffe valget om at blive eller forlade ham. Lige nu er du i et parforhold, hvor det ser ud til, at du er ved at blive nedbrudt stykke for stykke. Jeg håber inderligt for dig, at du vælger dig selv og en dag finder ud af, at du er meget mere værd.
Du fortjener alt det bedste!
Venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907