Han siger, han elsker mig, men han vil mig ikke

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hejsa.

Kort fortalt så har min ex-kæreste og jeg været sammen i fem år. Vi mødtes, da vi var 17 år, og vi har boet sammen i et halvt års tid. Vi lider begge to af depressioner, og ja – lavt selvværd.

For nogle uger siden faldt jeg tilbage i en gamle vane, som gjorde, at han gik fra mig. Derefter fortrød han, og jeg gik i den her limbo om, at han gerne ville mig, men at han ikke var sikker på, at vi kunne bo sammen lige nu. Alt blev lyserøde skyer igen, og det gik godt. Han fik mig overbevist om, at jeg har alt, hvad han ønsker.

Han tog med til min mors fødselsdag, hvor han fortalte mig, at jeg var hans et og alt. Han var klar til at komme hjem, og jeg skulle være moderen til hans børn. Dagen efter ville han ikke med hjem. Han sagde dog, at hvis der var en ting, han var sikker på, var det mig. Så blev det mandag, og han gjorde det forbi med mig!

Han siger, det er, fordi han har det så psykisk dårligt, at han ikke kan være en god kæreste for mig. Og nej – det kan han nok ikke. Men jeg kender ham for den, han er. Jeg vil ham så gerne, fordi jeg virkelig tror, vi kunne blive til noget godt. Men alle omkring mig siger, at han kommer til at ødelægge mig igen med alle hans løfter og råd. Men han siger, at han stadig elsker mig.

Jeg kan ikke mærke på mig selv, hvornår “nok er nok”. Han sagde, at vi skulle cutte kontakten i lidt tid for at mærke os selv. Men jeg kan ikke finde ud af, hvornår jeg skal stoppe med at kæmpe. Lige nu vil han mig jo ikke. Så jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Svar

Kære brevskriver.

Jeg vil starte med at give dig min medfølelse for den situation, som du står i. Det lyder rigtig svært at befinde sig i sådan et limbo, hvor din kæreste svinger mellem at ville være sammen og ikke være sammen med dig. Jeg kan sagtens forstå, at du spørger, hvornår nok mon er nok!

Gør jeres problemer hinandens problemer værre?

Som du beskriver i dit spørgsmål, så har I begge to flere problemer at slås med. Både sammen og også individuelt. På den ene side kan jeg godt forstå dem omkring dig, som siger, at det ville være bedst for dig at være din kæreste foruden, fordi han måske vil komme til at “ødelægge dig igen”, som du beskriver. På den anden side er I måske netop to, som kan forstå hinandens problemer og være der for hinanden med opbakning, omsorg og kærlighed. Spørgsmålet handler nok om balancen i det. Hvis den andens udfordringer fylder så meget, at det betyder, at man ikke kan arbejde med sine egne ting, så har det en negativ påvirkning. Og måske kan det ligefrem være med til at gøre ens egne problemer vanskeligere.

En dårlig vane

Du fortæller, at du for nogle uger siden faldt tilbage i en dårlig vane. Det betød, at din kæreste gik fra dig. Nu ved jeg ikke, hvad det er for en vane, men noget kunne godt tyde på, at det er noget, som din kæreste ikke mener, at han vil være en del af. Måske er det noget, som gør ham utryg. Måske er det noget, som han føler fører ham i en dårlig retning. Måske er der en helt tredje grund.

At cutte kontakten

Din kærestes forslag om at “cutte kontakten” for en stund kan være fornuftig, selvom det er en mega svær ting at gøre. Du siger, at du ikke helt kan mærke dig selv, og det tyder på, at han har samme udfordring. En tid hver for sig kan hjælpe med netop dette. Når man lukker ned for en masse følelsesmæssige indtryk, giver det plads til, at man kan forholde sig til sig selv. Uden en masse indtryk, som kan være med til at forvirre.

Der er to mennesker i et parforhold

Afslutningsvis vil jeg sige, at der altid skal to parter til at holde et parforhold ved lige. Begge skal ville arbejde for det. Hvis jeres relation skal fortsætte, skal din kæreste blive afklaret med, at han vil dig! Og han skal stoppe med at skifte mening. Den usikkerhed kan han nemlig ikke blive ved med at byde dig. Selvom du måske har alt mulig lyst til at få det til at fungere (og blive bedre), så er det ikke sikkert, at din kæreste har samme lyst. Hvis det er tilfældet, er det nok bedst at slutte forholdet, også selvom det gør vildt ondt.

Mit råd til dig vil derfor være. Tag en pause hver for sig, hvor I mærker efter. Derefter kan I måske mødes og snakke det hele igennem, og der finde ud af, hvad jeres vej fremad skal være.

Du ønskes alt det bedste

Samuel Christophersen Psykologistuderende

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen:

Hans sexlyst er lav

Til brevkassen Hej Min kæreste er i gang med en udredning for ptsd (dårlig barndom), og derfor skulle han udfylde...