Utroskab (h)

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej.

Jeg har aldrig prøvet sådan noget her før, men fordi jeg er så knust, forvirret og ikke ved hvad jeg skal gøre skriver jeg nu i håb om et svar.

Jeg er en pige på 18 år. Jeg har slået op med min kæreste på 18 år for fem dage siden.

Vi bor begge to hjemme, hos hver vores familie.

Han var min første ”rigtige” kæreste, jeg har aldrig elsket en så højt før. Vi kunne alt sammen og har oplevet meget sammen. Det jeg havde med ham gjorde mig lykkelig. Han er den gode dreng alle kan lide, flot og så omsorgsfuld. Vi har været sammen i to år og har ikke haft mange problemer. Der har været et stort problem for et år siden, da jeg opdagede at han nærmest ”havde noget” med en anden pige. Det knuste mig og jeg slog op, få uger efter tilgav jeg ham. -både fordi jeg savnede ham og ikke kunne undvære ham, men også fordi han var så stor en del af mig. Jeg begyndte at stole på ham igen og alt blev okay igen, ligesom det plejede.

For få dage siden fortalte han mig, at han havde haft sex med en pige i byen to gange. Det knuste mig fuldstændigt. Da han fortalte videre, sagde han, at han både havde yde oralsex på hende og omvendt. Dette gav mig et indtryk af at det virkelig har været intimt, lidenskabeligt og passioneret. Det sårede mig endnu mere end hvis det nu ”bare” havde været sex. Jeg slog straks op med ham og han tog hjem. Jeg var grædefærdig. Dagen efter pakkede jeg alle de ting han havde liggende hos mig og aflevere dem hos ham. Jeg har aldrig været så knust før.

Jeg er nu fem dage senere kommet i tvivl om jeg kan uden ham. Jeg savner ham, græder hver dag, er ulykkelig og alt dette giver mig mest lyst til at tilgive ham og tage ham tilbage. Han har bedt mig om at tage ham tilbage. Min familie forbyder mig nærmest at se ham og siger, at det eneste han gør er at skabe problemer for mig. Mine veninder siger at han er en idiot, hvilket er sårende, da jeg stadig elsker ham og han stadig er min bedste ven.

Vi er gallapartnere, så vi skal danse sammen om et halvt år. Vi havde bestilt en tre måneders rejse til USA efter vores studentereksamen. Jeg er så knust og føler mig så splittet, hvad skal jeg gøre?

Hilsen S, en pige der ikke ved hvad hun skal gøre.

Svar

Hej S

Tak for dit brev, jeg vil rigtig gerne skrive noget tilbage til dig. Jeg håber, det kan støtte dig til at tage gode beslutninger for dig selv, i dit liv.

Det er et velkendt tema du beskriver, utroskab, og de medfølgende negative og smertefulde følelser det giver for den ramte, og i dette tilfælde dig. Det gør faktisk også ondt på mig, når jeg sætter mig ind i din situation. Det er ikke fair, kunne jeg dog bare lige fikse det for dig? Men sådan fungerer den slags jo ikke, det ved vi godt.

Sorg

At du er forvirret over din situation og føler dig ulykkelig, tænker jeg er helt naturligt. For mig lyder det chokerende, at blive mødt med de oplysninger du beskriver fra sin kæreste. Utroskaben er et svigt tillidsmæssigt og følelsesmæssigt, og det er sorgfuldt, at opleve det. Det tager tid at finde sig selv igen, men det giver god mening, at lade sorgen få frit løb ved bl.a. at græde, være forvirret og snakke om de svære følelser.

Ligeværd

Når du skriver ”du ikke kunne undvære ham” og senere ”Jeg er nu fem dage senere kommet i tvivl, om jeg kan uden ham” så rører det mig på den måde, at jeg synes du kommer til at betale en høj pris, hvis du skal accepterer din kærestes utro adfærd, for at kunne være dig.

Utroskab kan overvindes, men det kræver bl.a. at begge parter gennemlever sorgen over det knuste og ødelagte, for så sammen at bygge tilliden op igen. Hvis du tager ham tilbage, fordi du ikke kan undvære ham, eller ikke kan uden ham, er jeg bange for, at det bliver et afhængighedsforhold, der mangler ligeværdighed mellem jer. Det er usundt.

Kærlighed

Kærligheden er en tillidssag, en følelsesmæssig risiko man løber ved at give sig hen til hinanden. Denne kærligheds- og tillidserklæring indeholder muligheden for at blive svigtet. Det er et grundvilkår.

Alene og sammen

Ingredienserne til et godt parforhold er, at man kender sig selv og kender sine personlige grænser og bringer det i spil i forholdet. Det giver derfor god mening at stille sig selv spørgsmålene:

  • Hvem er jeg?
  • Hvor går mine grænser?
  • Hvad vil jeg være med til?

At arbejde med sådanne spørgsmål er en personlig proces, hvor man mærker efter og tænker efter. Fint du benytter brevkassen her, som en mulighed. Jeg vil også anbefale dig, at du snakker med andre om det. Det kan være en du er tryg ved, en veninde eller en person med livserfaring. En terapeut vil selvfølgelig også kunne give dig god sparring eller du kan ringe til vores gratis rådgivningstelefon.

Selvværd
Det koster selvværd at blive svigtet og skaber ofte negative tanker om sig selv – kan man bare behandle mig sådan? Betyder jeg ikke mere end det?

Uden at kende dig kan jeg med sikkerhed sige, at du fortjener den bedste behandling, fordi du er dig. Du er værdifuld og den vigtigste i dit liv. Prøv at tænk tilbage til situationer, hvor du havde en god følelse med dig selv. ”Stop filmen” og nyd det, brug det som en platform for at mærke, hvad der er dig. Denne kontakt indad er brugbar, når du skal træffe valg f.eks. når du skal vælge en gallapartner. Det skal jo være en, der er den rigtige for dig.

Jeg vil ønske dig alt godt!

Kærlig hilsen

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Søren Johan Nielsen, Familie- og psykoterapeut

Se også: