Vi skal alle være forberedt på kriser. Men at være beredt handler ikke kun om vand og mad på lager – det handler også om, hvorvidt vi er beredt mentalt, og om at være tryg i, at man er i Guds hænder.
Forleden fik jeg i min e-Boks en meddelelse fra Beredskabsstyrelsen med en folder ”Forberedt på kriser”. Det var opfølgning på den nyhed, som blev breaket af forsvarsminister Troels Lund Poulsen og direktøren for Beredskabsstyrelsen, Laila Reenberg, midt under Folkemødet på Bornholm. Nu skulle vi borgere i Danmark, i lighed med vores nordiske brødre og søstre, anskaffe forsyninger og på forskellig vis være forberedt på, at der kan komme situationer, hvor vi står uden de basale fornødenheder som vand, el, varme eller kommunikation. Vi skal hver især anskaffe vand til 3 dage, mad, en batteriradio, ekstra medicin m.m. Begrebet ”at preppe” blev pludselig noget, vi alle skulle forholde os til.
Den 29. august 2024 fik vi et ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab med Torsten Schack Pedersen (V) som minister. For truslerne er mange, og i Forsvarsministeriet har man i forvejen hænderne fulde med at opbygge militær sikkerhed. Vi står foran den største oprustning i rigtig mange år. Hele 143 milliarder bliver der tilført over de kommende 10 år. Der skal indkaldes ekstra værnepligtige til både forsvaret og beredskabet. Værnepligten forlænges fra 4 til 11 måneder og kommer også til at omfatte kvinder. Desuden skal der anskaffes meget nyt materiel.
Er vi klar?
”Er vi som samfund klar til at tage imod flere soldater?” var overskriften over en debat på Folkemødet. Det var Venstre, der havde debatten, hvor jeg var med i panelet sammen med Bornholms borgmester Jacob Trøst (K), økonomiminister Stephanie Lose (V) og formanden for Danmarks Veteraner, pensioneret brigadegeneral Carsten Rasmussen. Mit budskab var, at vi fra KFUM’s Soldatermission er klar til at tage imod de mange ekstra soldater, da de fleste af vores soldaterhjem er bygget i en tid, hvor der var mange flere soldater. Men spørgsmålet er, om vi som land, institutioner, organisationer, kirker og som enkeltpersoner faktisk er beredt, hvis ulykken rammer Danmark?
Vær beredt
Fra min tid som KFUM-spejder kender jeg godt begrebet ”Vær beredt”. Som spejder skal man være klar til uforudsete situationer. I de sidste mange år har vi levet rimeligt trygge og sorgløse. Der har været enkelte paniksituationer, hvor vi har hamstret gær eller toiletpapir, men at der er el i kontakterne og vand i hanerne, har de fleste af os taget som en selvfølge.
At være beredt er ikke kun et spørgsmål om vand og mad på lager, det er også et spørgsmål om, hvorvidt vi er beredt mentalt. Det handler også om at være tryg i, at man er i Guds hænder både i gode og dårlige dage. Da min kone og jeg var i Afghanistan for at drive soldaterhjem i 2010, var der rigtig mange kampe med Taliban. Alt for mange dage var flaget på halvstang, fordi en NATO-soldat var blevet dræbt. Der var meget stor lydhørhed, når vi hver aften kl. 21.00 samledes på soldaterhjemmets terrasse for at holde andagt, bede Soldatens bøn og Fadervor i kor. Vi tilbød soldaterne et kors, og rigtig mange tog imod og meldte tilbage, at det var med til at give dem tryghed midt i krigen. Feltpræsten var også meget betydningsfuld. Før soldaterne gik på patrulje, faldt de på knæ, og præsten lyste velsignelsen over dem.

Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går
De 300 kors, vi havde haft med hjemmefra, var allerede efter 3 uger uddelt, og vi måtte spørge andre landes feltpræster, om de havde nogle kors, som vi måtte give til soldaterne. Soldaterhjemmet blev også besøgt af mange udenlandske soldater. På et tidspunkt var vi på besøg på felthospitalet og kom i snak med den britiske feltpræst der. Han tilbød os nogle vedhæng med et bibelvers. Det ene var fra Josva 1.9: ”Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går”. Det er ord, der talte til både soldaterne og os selv. Det er også ord, som taler ind i vores tid, hvor det er vigtigt at bevare håbet og trygheden, selv om vi dagligt bliver bombarderet med nyheder om krige, ulykker, naturkatastrofer og sygdomme.
Storm P har sagt: ”Er du i godt humør, er det din egen skyld – der er nok at bekymre sig om.” Jeg tænker nu, at det er Guds skyld, at vi ikke skal bekymre os. I Matt. 6 siger Jesus: ”I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Jesus opfordrer os ikke til at være uansvarlige. Vi skal naturligvis følge myndighedernes opfordringer, tegne forsikringer og pleje vores krop og mentale helbred. Vi har brug for at have livsforbindelsen med ham, der gik i døden for at frelse os og give os et evigt liv. Et evigt liv, hvor vi aldrig mere behøver at bekymre os, et liv, hvor der ikke findes krig, katastrofer, forurening eller sygdom – hvor Guds fred råder!
Soldatens bøn
Gud, vi kan ikke få øje på dig i dét, der er sket.
Vi beder dig: Vær hos os og hjælp os!Gud, alt er kaos omkring os.
Vi er ved at miste modet.
Hjælp os til at holde ud.
Vær med os, der må vente i usikkerhed og uvished – og vær med vore kære.Giv os alle udholdenhed til at håbe og vente. Lad os mærke, at vi ikke er alene. Gud, giv os lys, så vi kan se, at vi ikke er alene i dette mørke!
Gud, giv os lys, så vi finder vejen
Artiklen blev oprindeligt bragt i Agapes medlemsblad nr. 2, 2024, med temaet Beredskab.