Tro, håb og helbred

Forskning tyder på, at Danmark og generelt de skandinaviske lande er blandt de mest sekulariserede eller verdsliggjorte lande i verden.[1] I modsætning til USA, hvor over 80% jævnligt går?i kirke, er kun 2% af danskerne faste kirkegængere. I Pakistant tror 95% på ”en absolut sandhed”; i USA er det 70% og i England 40% der svarer bekræftende. I Danmark er vi helt nede på 10%. Religion og tro er blandt de største tabuer, der er tilbage i Danmark (1, 2). Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at danskerne ikke er religiøse. Flere sociologiske undersøgelser påviser, at omkring 70% af den danske befolkning har en gudstro. Antallet af erklærede ateister ligger omkring 5% (2). 57% oplyser, at de undertiden beder en bøn (en stigning fra 50% i 1999), og 26% anfører, at de beder hver dag (1). Selvom danskere således er anderledes troende end fx den nordamerikanske befolkning, hvor flere mennesker end i Danmark praktiserer deres tro, er danskerne således ikke irreligiøse, men måske snarere troende på en anden og oftest mere privat måde (2). Da international forskning har påvist sammenhænge mellem religiøsitet og nedsat sygdomsrisiko, øget livslængde og bedre mestring af sygdom (se nedenfor), vil det oplagt være interessant at undersøge lignende sammenhænge i Danmark, og sammenligne danske og internationale forhold herom. Det er disse undersøgelser, vi har været med til at drive frem i Danmark siden 2006 i Netværk for Forskning i Tro og Helbred (www.faith-health.org).

Relevansen af dansk forskning i sammenhænge mellem tro, håb og helbred har bl.a. nedenstående 3 baggrunde:

1) Indtil for få år siden har der i Danmark kun været begrænset opmærksomhed om troens mulige betydning for forholdet mellem sygdom og helbred, fx som beskyttende faktor mod sygdom og som ressource til mestring af livstruende sygdom som følge af det håb og den mening, tro kan give. Øget viden om danskeres tro og dens betydning i forbindelse med helbredsmæssige problemstillinger, eksempelvis livstruende sygdom, er relevant for patienter, pårørende og personalet i sundhedsvæsenet. Udforskning og formidling af viden om disse problemstillinger vil eksempelvis kunne bidrage til, at troende mennesker, der rammes af sygdom eller traumatiske oplevelser, vil kunne modtage mere kvalificeret støtte og ikke mindst forståelse for deres religiøse og eksistentielle behov fra såvel sundhedspersonalet som fagfolk fra den religiøse sektor.

2) Dansk forskning i tro og helbred vil endvidere kunne yde et væsentligt bidrag til den

internationale forskning. Der er på internationalt plan kun begrænset viden om omfanget af og anvendelsen af religiøs mestring i sekulariserede samfund. Danmark kan som nævnt karakteriseres som et særdeles sekulariseret samfund, hvor religiøsitet overvejende betragtes som en privatsag (2). Udforskning af troens/religionens betydning i det sekulariserede danske samfund vurderes således at kunne give resultater, der er af international relevans. Den internationale relevans bestyrkes endvidere ved de muligheder for registerforskning i verdensklasse, som bl.a. det danske CPR-register indebærer. Disse muligheder er allerede ved at blive anvendt på feltet, bl.a. i en nedenfor beskrevet større kohorteundersøgelse om livslængde og sygdomsrisiko under Kræftens Bekæmpelse.

3) Endelig skal det nævnes, at indvandring til Danmark, først og fremmest fra muslimske lande, har betydet, at sekularistiske og stærkt religiøse traditioner mødes og desværre sommetider konfronteres. Der er derfor et særligt behov for forståelse for, hvordan mennesker af anden etnisk baggrund end den danske reagerer religiøst og anvender deres tro i mestringen, når de rammes af alvorlig sygdom. Der findes ingen dansk, men righoldig international forskning herom. Forskningen inden for feltet vil således kunne fremme forståelse for forskelligt troende kræftpatienters eksistentielle og religiøse behov. Derved kan den bidrage til integrationen på et hidtil ubelyst felt.

International forskning i tro og helbred

Antallet af artikler om trosrelaterede emner fra lægevidenskabelige og psykologiske tidsskrifter har været »eksplosivt« stigende over de sidste årtier (4). En søgning med søgeordet »Spirituality« på PubMed i konsekutive treårige tidsrum gav således følgende resultat: 1990–1993: 65 artikler, 1994–1997: 196 artikler, 1998–2001: 530 artikler, 2002–2005: 1.364 artikler. Dette er et konkret udtryk for en omfattende og hastigt stigende forskningsaktivitet, som er beskrevet i en række antologier og review-artikler (5). Forskningen er overvejende foregået inden for den evidensbaserede medicin, først og fremmest epidemiologien, hvor man nu ligefrem taler om »religionsepidemiologi«. Samtidig udbydes der stadig flere kurser i spiritualitet og helbred ved amerikanske læreanstalter. I 1994 udbød således 17 af de 126 akkrediterede medicinske fakulteter i USA kurser i spiritualitet og helbred. I 1998 var tallet vokset til 39 og i 2004 til 84 fakulteter (6).

Den internationale forskningsaktivitet i tro og helbred har vist, at der er to primære grunde til, at kræftpatienter tyer til troen ved sygdom: For det første håber de på, at troen og bønnen kan hjælpe dem med at overkomme den livstruende kræftsygdom. For det andet søger de mening, håb og trøst i troen, også hvis helbredelsen udebliver.

Tro, håb og fysisk sundhed

Forskningen inden for troens og håbets betydning for fysisk sundhed har primært omfattet epidemiologiske studier[note 1] . De tyder på, at troen og dens praksis kan medføre øget sundhed, nedsat risiko for udvikling af sygdom, hurtigere bedring ved sygdom, samt øget livslængde (1). Koenig et al tilvejebringer i en artikel en sammenfatning af forskningsresultater vedr. fysisk sundhed op til 2000 (5). Her fremgår det, at religiøs tro og praksis er fundet korreleret med bedre immunforsvar (5 ud af 5 studier), lavere dødsrate ved cancer (5 ud af 7), færre hjertesygdomme eller bedre udfald ved kardiologiske komplikationer (7 ud af 11), lavere blodtryk (14 ud af 23), lavere kolesterol (3 ud af 3), bedre sundhedsadfærd (herunder 23 ud af 25 studier: lavere cigaretrygning; 3 ud af 5: mere motion; 2 ud af 2: bedre søvn). I alt 39 ud af 52 studier (75%) fandt, at troende mennesker lever signifikant længere.

I nogle af studierne var jævnlig kirkegang korreleret med sundhedsfremme, svarende til fordelen ved ikke at ryge, og føjede 7 år til livslængden (14 år for sorte). De eksisterende undersøgelser peger først og fremmest på sundere livsstil, øget social støtte og håbets betydning som forklarende mekanismer bag sammenhængene mellem tro og helbred (1).

Også et stort dansk registerstudie med CPR-numre på 12.000 Adventister og Baptister bekræfter disse internationale fund (1-6)

Tro, håb og psykisk sundhed

Den psykologiske og psykiatriske forskningslitteratur har ofte givet udtryk for en negativ indstilling for religiøse forhold. Religiøs tro er således blevet kaldt »en psykotisk episode« og »en dysfunktion i temporallappen« (1). Som tendens er religiøs tro og håb op igennem det 20. århundrede i bedste fald blevet betragtet som irrelevant for mental sundhed, i værste fald som symptom på eller årsag til neurose. Nyere forskning tyder imidlertid på, at relationen mellem tro og mental sundhed er mere positiv end ofte antaget.

Indtil 2000 var der publiceret over 700 studier om tro, håb, velvære og mental sundhed. I stedet for at dokumentere neurose viste næsten 500 af disse studier en signifikant positiv relation mellem tro, håb og bedre mental sundhed og velvære samt lavere grad af stofmisbrug. I alt 60 ud af 93 studier fandt, at religiøs tro og praksis var korreleret med mindre depression og hurtigere bedringsrater ved depression; 57 ud af 68 studier fandt signifikante korrelationer mellem tro og lavere selvmordsrater, mindre angst (35 ud af 69) og mindre stofmisbrug (98 ud af 120), højere grad af velvære, håb og optimisme (91 ud af 114), mening med livet (15 ud af 16), større tilfredshed og stabilitet i ægteskabet (35 ud af 38) samt større social støtte (19 ud af 20).

Troens og håbets betydning for mestring af sygdom

Inden for den religionssociologiske forskning i religiøs omvendelse er det en udbredt og evidensunderbygget antagelse, at omvendelse ofte sker i forbindelse med livskriser, fx ved livstruende sygdom. Det gamle diktum[note 2] : der er ingen ateister i et fly, der styrter ned, er ikke mindre sandt ved livstruende sygdom. Som M. E. Cavanagh skriver: »The cancer counterpart to the dictum ‘There are no atheists in foxholes’ is ‘There are no atheists in oncology and bone-marrow transplant units’« (7). Mange internationale undersøgelser tyder på, at religiøse forhold betyder meget ved livstruende sygdom, og som regel øger menneskers eksistentielle og religiøse overvejelser og behov (1). I et studie fra Duke University Medical Center i USA med en population af 337 patienter i almen praksis, hjerte-kar og neurologisk behandling, svarede 90%, at de til en vis grad brugte troen som en ressource til at håndtere deres sygdom. 40% af patienterne svarede, at troen var deres væsentligste ressource til at mestre sygdommen (8).

Det gælder tilsyneladende også for danske forhold, selvom procentsaterne ikke lader til at være helt så høje. I en spørgeskemaundersøgelse udført på Rigshospitalet med 900 patienter viste, at der var flere af patienterne, der havde en gudstro, end den resterende danske befolkning, samt at der var et stort antal af patienter, hvis sygdom havde fået dem til at tænke mere over deres tro.

Både kvantitative spørgeskema-studier, kvalitative studier og teologiske analyser har søgt at belyse den mulige positive betydning, som eksistentielle og religiøse faktorer kan tænkes at have for livskvalitet og mestring af psykiske og somatiske sygdomme (1). Positive religiøse coping-mønstre er fundet associeret med højnet livskvalitet, bedre psykologisk håndtering af kriser samt øget livslængde.

Bøn – den mest udbredte alternative behandlingsform

Bøn om hjælp til helbredelse og håndtering af sygdom lader til at være den ældste komplementære åndelige interventionsform. Det er også den mest udbredte globalt set, når mennesker bliver syge. Som den jødiske rabbi J. D. Spivak påpegede for snart hundrede år siden: »at ønske er at bede, og hvem, der er syg, ønsker ikke med hele sin sjæls inderlighed at blive rask?« (1). Når vi taler om komplementær eller alternativ helbredelse, er vi tilbøjelige til først at tænke på østligt inspirerede traditioner som akupunktur, biokinesiologi eller reiki-healing. Vi glemmer ofte, at i de dele af verden, hvor teistiske religioner som kristendom, jødedom og islam er mest udbredte, er bønnen den mest udbredte komplementære interventionsform.

I årtier har man fra forskellige undersøgelser fra USA vidst, at mere end 90% af befolkningen beder. The National Center for Complementary and Alternative Medicine, sponsoreret af National Institutes of Health, betragter forbøn som en blandt mange komplementære og alternative helbredelsesformer. En undersøgelse fra 2004 viste, at 62% af tilfældige (raske og syge) borgere i USA havde brugt en eller anden form for alternativ helbredelse over de sidste tolv måneder.

To former for forbøn for helbred var på toppen af denne liste: Ens egen bøn for én selv (43%) og andres bøn for én selv (24,4%). Deltagelse i en bønnegruppe var på fjerdepladsen (9,6%) (10). En anden undersøgelse publiceret i 2005 med 493 patienter på et hospital i Texas viste, at 79,2% af patienterne meldte, at de bad for deres eget helbred, og 71,9% sagde, at andre bad for dem (11, s. 2506). Der foreligger data fra europæiske undersøgelser om brug af Mind-Body-Interventions som fx åndelig helbredelse eller healing – herunder forbøn.

En undersøgelse fandt, at 31% af adspurgte patienter havde brugt sådanne interventionsformer, inden de blev syge, og 52% af dem brugte dem efter diagnosen (12). De europæiske studier viser altså atter, at religiøs aktivitet vokser ved sygdomskrise. Ikke overraskende vokser den medicinske interesse for forbøn også. En enkelt søgning i oktober 2017 på PubMed med søgeordene »prayer therapy« gav et samlet udfald på 23.786 publicerede artikler.

Tillidsfuld bøn betragtes som regel som udtryk for et levende religiøst baseret håb om positive udsigter. Håb har i mange undersøgelser vist sig at udgøre en positiv mestringsressource. I en nylig norsk undersøgelse har håb om positive udsigter vist sig at være den væsentligste bedringsfaktor for soldater, der led af posttraumatisk stress. Det kan således ikke overraske, at patienter udtrykker ønske om at få hjælp med at få deres håb styrket, når svær krise rammer.

Hertil kommer, at patienternes eller de pårørendes tro, håb og værdier ofte er af afgørende betydning for deres valg eller fravalg af medicinsk intervention. Det kan fx være ved lægens råd om antidepressiv medicin, som hos visse troende er forbundet med skam. Troende med fertilitetsproblemer kan føle sig forpligtet til at fravælge reagensglasbefrugtning af religiøse årsager. Atter andre troende patienter kan ved livsende være mere tilbøjelige til at fravælge kemoterapi end ikketroende, fordi de føler sig parat til at »komme hjem«. Tro, håb og helbred er altså forbundne på mange planer. På trods af sekulariseringen ser det ud til, at det ikke vil ændres.

[note 1] Kvantitative beskrivelser og analyser af helbredsforhold i grupper af befolkningen.

[note 2] Udsagn eller erklæring der udtrykker en holdning, et princip eller et idégrundlag. (Ordnet.dk)

[1] Artiklen bygger på 1. Hvidt NC. Tro og praksis. Om troens betydning for patienter og læger i almen praksis. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning. 2007:1437-46.

Litteraturhenvisninger:

1. Hvidt NC. Tro og helbred. Teologiske perspektiver på religiøs coping. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund 2007; 7: 97– 127.

2. Højsgaard MT, Iversen HR. Gudstro i Danmark. Frederiksberg: Anis, 2005.

3. Grønvold M, Pedersen C et al. Kræftpatientens verden. En undersøgelse af hvad danske kræftpatienter har brug for. København: Kræftens Bekæmpelse, 2006.

4. Hall DE, Koenig HG et al. Conceptualizing “religion”. Perspect Biol Med 2004; 47: 386– 401.

5. Koenig HG, McCullough ME et al. Handbook of religion and health. Oxford, New York: Oxford University Press, 2001.

6. Vi AHF, Barnett KG. Medical school curricula in spirituality and medicine. JAMA 2004; 291: 2883.

7. Cavanagh ME. Ministering to cancer patients. J Relig Health 1994; 33: 231–41.

8. Koenig HG. Religious attitudes and practices of hospitalized medically ill older adults. Int J Geriatr Psychiatry 1998; 13: 213–24.

9. Zilstorff L. Kræft, tro og eksistens under lup. www.cancer.dk/Cancer/Nyheder/2007kv1/ tro+dallund.htm /02.03.07

10. Barnes PM, Powell-Griner E et al. Complemen- tary and alternative medicine use among adults: United States, 2002. Advance Data 2004; 343: 1–19.

11. Richardson MA, Sanders T et al. Complemen- tary/alternative medicine use in a comprehen- sive cancer center and the implications for oncology. J Clin Oncol 2000; 18: 2505–14.

12. Molassiotis A, Fernadez-Ortega P et al. Use of complementary and alternative medicine in cancer patients: a European survey. Ann Oncol 2005; 16: 655–63.

13. Rasmussen P, Johansen C, Hvidt NC, Korup AK, Sondergaard J, Thygesen LC. Use of Sedatives, Antidepressants and Antipsychotic Medicine among Seventh-day Adventists and Baptists in Denmark. J Relig Health. 2017.

14. Korup AK, Thygesen LC, Christensen Rd, Johansen C, Sondergaard J, Hvidt NC. Association between sexually transmitted disease and church membership. A retrospective cohort study of two Danish religious minorities. BMJ Open. 2016;6(3).

15. Christiansen NS, Schmidt AW, Johansen C, Ross L, Hvidt NC, Thygesen LC. Risk for cardiovascular disease among Seventh-day Adventists and Baptists in Denmark, 1977-2009. International Journal of Cardiology. 2015;185:133-5.

16. Thygesen LC, Dalton SO, Johansen C, Ross L, Kessing LV, Hvidt NC. Psychiatric disease incidence among Danish Seventh-day Adventists and Baptists. Social psychiatry and psychiatric epidemiology. 2013;48(10):1583-90.

17. Thygesen LC, Hvidt NC, Hansen HP, Hoff A, Ross L, Johansen C. Cancer Incidence among Danish Seventh-Day Adventists and Baptists. Cancer Epidemiology. 2012;36(6):513-8.

18. Hoff A, Johannessen-Henry CT, Ross L, Hvidt NC, Johansen C. Religion and reduced cancer risk: what is the explanation? A review. European journal of cancer. 2008;44:2573-9.

Af Niels Christian Hvidt, 18. oktober 2017