Fællesskaber, der lukker sig om sig selv

Fra tid til anden dukker der en historie op om en person, der har oplevet et overgreb. Det kan komme særligt bag på os, når det sker for et barn og i et fællesskab, som vi har forventninger til skal være præget af tillid og åbenhed. Elli ser her på nogle af de faktorer, der kan være vigtige at være opmærksomme på i fællesskabet.

Uanset om det er en idrætsforening, spejderklub, i den katolske kirke eller Byens Kirke i Silkeborg, ryster det os. Hvordan kunne det ske? Hvorfor var der ingen, der opdagede det? Og hvis det var tilfældet – hvorfor var der så ingen, der sagde fra?

I denne artikel vil jeg komme ind på nogle af de faktorer, der kan være medvirkende til, at kirkelige fællesskaber kan lukke sig om sig selv. Jeg vil desuden komme ind på, hvordan vi kan undgå at bidrage til en usund, lukket kultur, der ikke gør op med adfærd, der skader andre.

Trangen til at beskytte ’os’

En måde at se det på kunne være ønsket om at beskytte ’os’, gruppen og dens værdifællesskab, uagtet at det kan koste noget.

Inden for socialpsykologien har der været forsket en del i gruppedynamikker: Hvordan vi kan have tendens til at dele verden op i ’dem’ og ’os’, hvor vi har tendens til at se mere positivt på dem, som befinder sig i samme gruppe som os selv og mere negativt på dem uden for gruppen (Se f.eks. Sherif & Sherif (1969) samt Tajfel & Turner (1979) og Tajfel (ed.), (1982)).

Beskyttertrangen over for dem i gruppen er i sig selv ganske forståelig. Det kan styrke følelsen af gruppetilhørsforhold. Men jeg tror, at en fare for mindre grupper – måske særligt med en selvopfattelse som at være en minoritet i samfundet – kan være. At man i ønsket om at beskytte gruppens omdømme og eksistens kan komme til at dække over usund adfærd, der kan være skadelig for såvel personer, der ville betragte sig selv som en del af gruppen, såvel som dem i randområdet og uden for gruppen.

De værdibaserede kulturer – herunder de kristne miljøer – er ikke undtaget fra faren for at komme til at lukke sig om sig selv.

Ønsket om en tillidsfuld kultur

Jeg tror, at dyder, der ofte fremhæves i kirkelige fællesskaber og i sig selv er gode, kan være med til at spille os et puds, når vi begynder at ane, at noget er galt. Vi har måske lært, at det er vigtigt at nære tillid, undgå sladder og se det bedste i hinanden.

Det bliver kun desto mere dilemmafyldt, hvis den person, der måske har begået et overgreb, er en person, der indtil nu har haft min naturlige respekt, eller som har en magtfuld position eksempelvis i kraft af en lederpost med åndeligt ansvar. Så er det ikke vanskeligt at begynde at tvivle på sig selv, sin viden om eller fornemmelse af, at noget er galt. For hvordan kan en persons adfærd afvige så meget fra det, jeg selv har oplevet fra denne samme person?

I sig selv er det jo godt at nære tillid til hinanden. Derfor er det ekstra smertefuldt, når det bliver klart, hvordan denne tillid er blevet brudt.

Frygten for at sprede sladder – og faren for konfliktskyhed

Derudover er der flere hensyn at tage. Hensynet til offeret, offerets nærmeste pårørende, fællesskabet og til den mulige gerningsmand. Det vil være frygteligt, hvis der er tale om en falsk anklage.

Hvad nu hvis jeg ikke ved, hvad der er fakta i denne sag? Er der ikke andre, der er tættere på end jeg? Og hvem er egentligt rette vedkommende at gå til med mine bange anelser eller stykkevise viden? Og hvad nu hvis jeg har gået til en person, jeg havde tillid til med min viden, men ikke oplevede at blive lyttet til? Hvor langt rækker mit ansvar?

Det er forståeligt, at der kan være en berøringsangst over for de tunge emner. I disse tilfælde kan det for den enkelte eller ledelsen være belejligt at vifte det ubehagelige bort med vigtigheden af gode dyder som det at nære tillid eller undgåelse af sladder. I sig selv kan det jo være prisværdigt, men hvis det dækker over en egentligt konfliktskyhed, er sagen en anden, hvor det eventuelle offer for overgrebet svigtes.

Det kan være en byrde at få information om noget så tungt som overgreb på et andet menneske. Denne viden kan ikke tages tilbage igen, når mistanken først er udtalt, men det gør det ikke mindre vigtigt at tage det alvorligt jf. de øvrige artikler i dette tema. Jeg nævner det blot for at anerkende, at en så stor forstyrrelse af et fællesskabs harmoni altid vil være uvelkommen og forstyrre vandene.

Det er derfor ikke underligt, at det kan tage tid at reagere på en sådan viden.

Det er ledelsens ansvar at skabe rum for legitim kritik

Et af de opmærksomhedspunkter, vi kan have i forhold til mekanismerne i de lukkede kulturer, er, hvilken kritikkultur der hersker.

Sociologen Rasmus Willig har gennem en årrække påpeget vigtigheden af, at ledelsen på offentlige arbejdspladser skaber rum for legitim kritik. Det kan være tillokkende at lukke kritiske stemmer ned under påskud af, at den pågældende medarbejder ved sin kritik udviser illoyalitet, manglende samarbejdsvillighed osv.

Hvis vi drager en parallel til de lukkede kulturer, der kan opstå i kristne fællesskaber, må det være en ledelsesmæssig opgave at arbejde målrettet på at skabe praksisser og arenaer, hvor den enkelte kan komme med sin legitime kritik. Dette kan være særligt vanskeligt i de små cirkler, hvis ansatte, bestyrelse og frivillige er i familie eller private venner.

Endvidere er der i de kirkelige miljøer – til forskel fra Willigs analyser af offentlige arbejdspladser – den åndelige del, som kan mudre billedet yderligere (se Irene Rønn Linds artikel). En god opmærksomhed er derfor, om der er plads til at stille spørgsmål, til uenighed, til kritisk tænkning og til tvivl (både trosmæssigt og organisatorisk).

Det betyder ikke, at ledelsen altid kan følge alles ideer, men det vil være et faresignal, hvis alle ”skæve” stemmer bliver tavse eller begynder at forlade et fællesskab.

Hvis der arbejdes aktivt for en kultur, hvor den konstruktive kritik i stedet ses som en kærkommen lejlighed til at reflektere over eksisterende praksis, til at blive opmærksom på de blinde vinkler, vi alle kan have, eller manglende opmærksomheder, kan kritikken i stedet blive frugtbar, og det vinder såvel fællesskabet, som den enkelte i sidste ende på.

Selv om vi aldrig kan gardere os fuldstændigt mod overgreb, tror jeg, at det kan være medvirkende til at gøre det lettere for den enkelte at råbe vagt i gevær, når det virkeligt er afgørende.

Elli Kappelgaard, 
aut. psykolog og foredragsholder i Agape
Elli Kappelgaard, aut. psykolog og foredragsholder i Agape
Elli Kappelgaard, aut. psykolog og foredragsholder i Agape

Se også:

Rammer for det gode samvær

Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...

Overgreb