Håb er, når man ikke giver op

Som 24-årig befandt Asmeret sig i sin hjemlandsby i Eritrea sammen med sin mor og tre små børn. Hun var bange, for hun havde lige ringet til militærbasen, hvor hendes mand, Kidane, tjente som værnepligtig soldat på ubestemt tid. Fordi hun ikke havde fået det månedlige telefonopkald fra sin mand, ringede hun for at høre, om han var okay. ”Du skal ikke ringe mere, for han er ikke længere i landet”, lød beskeden.

Er Kidane død?

Asmerets egen far døde i krig, da Asmeret stadig var i sin mors mave. Smerten ved at vokse op uden en far, ønskede hun ikke for sine børn. ”Det var rigtig svært, for jeg vidste ikke om Kidane var i live. Jeg holdt håbet oppe ved at bede til Gud både dag og nat. Ofte gik jeg hen i kirken klokken fire om morgenen og bad i tre timer, inden jeg skulle på arbejde som bibliotekar”, fortæller Asmeret.

Andre gange spurgte hendes ældste søn hende, hvem hun snakkede med, når hun højlydt gik og bad til Gud om hjælp, mens hun lavede mad.

Jeg holdt håbet oppe ved at bede til Gud både dag og nat.

I lang tid var der ikke livstegn fra hendes elskede mand. Efter halvandet år hørte hun rygter i landsbyen om, at Kidane var i live i et fængsel i Yemen, hvor han var sammen med andre savnede mænd fra landsbyen. Der voksede et lille håb i Asmerets indre samtidig med, at hun ikke turde tro på, at det var sandt.
Det viste sig, at Kidane rigtignok sad i et fængsel i Yemen. Han var flygtet fra militæret, fordi han drømte om at bo sammen med sin familie. Soldater i Eritrea kan kun besøge deres familie én gang om året og savnet var stort for Kidane. Der var ingen udsigter til forandring. Han fortæller: ”Jeg havde ikke mulighed for at læse i Bibelen eller gå i kirke. Men jeg bad altid til Gud fra hjertet, derfor oplevede jeg aldrig fuldstændig håbløshed”. Efter otte år, uden udsigter til at afslutte værnepligten, planlagde Kidane flugten i al hemmelighed og fik fem kammerater med.

Flugten

Ved midnat flygtede de seks mænd i en båd fra Eritreas kyst. Efter kun fem minutters sejlads gik motoren i stykker og de brugte hele natten på at komme nogle få kilometer ud fra kysten. Det var en håbløs situation. ”Vi var bange, men vi bad til Gud om hjælp”, forklarer Kidane. De lagde til ved en lille ø og gemte båden i nogle buske. De seks kammerater begyndte at rive strimler af deres tøj og bandt dem om motoren. Da de startede motoren igen, virkede den. For Kidane var det et tydeligt tegn på, at Gud hjalp dem, da de bad om hans hjælp.

Sejladsen varede i 32 timer. Planen var at sejle til en amerikansk ø i Saudi Arabien og søge asyl der, men det var svært at orientere sig på havet. Da båden begyndte at løbe tør for diesel, gjorde de holdt ved Yemens kyst for at købe diesel der. ”Manden der solgte os diesel, ringede til politiet, og pludselig kom yemenske soldater og fangede os og satte os i fængsel”, fortæller Kidane, som endte i et fængsel i Yemen sammen med 500 kriminelle fanger. ”Det var rigtig svært at bevare håbet i denne situation. Vi var bange for, at de ville sende os tilbage til Eritrea, hvor vi kunne risikere at miste livet”.

Fængsel i Yemen

I fængslet havde Kidane ingen penge og han kunne ikke tale med de andre fanger, som talte arabisk. De var omkring syv kristne blandt de i alt 500 fanger, som overvejende var muslimer. Muslimerne havde en moské i fængslet, hvor de bad, mens det var forbudt for de kristne at bede åbenlyst. ”Om dagen kunne vi ikke bede til Gud, men om natten, når jeg lå under tæppet, så afleverede jeg mine bekymringer til Gud – og Gud hjalp mig”. Det oplevede Kidane helt konkret, da han fik udslæt over hele kroppen og var meget syg. En arabisk mand, som kun havde været i fængslet et par måneder, fandt en læge og købte penicillin til Kidane. Manden selv var muslim, men tog sig ikke af, at Kidane var kristen. Kidane fortæller om denne mand med taknemlighed i stemmen. ”Gud kommer ikke direkte for at hjælpe mennesker. Men han sender et godt menneske. Ligesom ham i fængslet. Jeg kendte ham ikke, men han så mig”.

Efter halvandet år i fængslet opdagede FN Kidane og de 77 andre kvoteflygtninge, som løbende var kommet til fængslet.
Forholdende blev lidt bedre, men alt i alt gik der tre år, inden Kidane kunne forlade Yemen. Bl.a. fik Kidane og de andre flygtninge, nu mulighed for at ringe hjem.

Kidane forsøgte at ringe til Asmeret, men fordi hun ikke selv havde en telefon, kunne han ikke få fat i hende. Først et år senere lykkedes det ægteparret at komme i kontakt med hinanden.

Gud kommer ikke direkte for at hjælpe mennesker.
Men han sender et godt menneske.

Den dag, Kidane skulle rejse fra Yemen, var der voldsomme demonstrationer. Alle folk var på gaderne, og der blev skudt uhæmmet. Flyet blev aflyst og de måtte slukøret vende tilbage fra lufthavnen. ”Vi var meget triste. Vi ville gerne ud af Yemen, og vi var faktisk bange for vores liv. Håbet var lige ved at briste.
Og igen måtte jeg aflevere mine bekymringer til Gud og stole på, at Gud ville løse mine problemer”.

Det var efterhånden blevet Kidanes erfaring, at Gud griber ind, når han giver bekymringerne til ham. Det var også det, han havde lært som barn i den ortodokse kirke.

Gensyn

Heldigvis lykkedes det at komme ud af Yemen dagen efter. Kidane kom til Danmark og 11 måneder senere ankom hans hustru og tre børn til Danmark. På det tidspunkt var det fire år siden familien havde været sammen, og gensynsglæden var stor.
”Da jeg hørte, at vi skulle være sammen, og at vi skulle bo i Danmark, blev jeg meget glad”, fortæller Asmeret med et smil. Men Asmerets mor, som de boede sammen med og var tæt knyttede til, måtte de efterlade i Eritrea.
Asmeret håber, at hun en dag får lov at møde sin mor igen.
Heldigvis har Asmerets mor fået en telefon, så de kan snakke sammen hver uge. Familien har nu boet i Danmark i seks år, og der er kommet to nye børn til.