Konflikter i kristne fællesskaber skærpes ofte teologisk

Teologien har per definition en essentiel betydning i kristne fællesskaber. I konfliktsituationer er teologien en dimension, som både kan forstærke og komplicere konflikter i fællesskabet.

 Af Dan K. Månsson, projektleder for sjælesorg i Agape

Kristne fællesskaber består af mennesker. Mennesker er forskellige. Forskellighed er et gode for fællesskabet, fordi vi derved komplementerer hinanden i den fælles helhed. Når Paulus i Bibelen taler om legemets forskellige lemmer (1 Kor 12), betoner han menighedens helhed og de forskellige medlemmers betydning for fællesskabet.

Forskelligheden angår ikke alene evner og udrustning til menighedens forskellige funktioner. Den angår også sindet, kognition og affekter; kort sagt vores personlighed, som til tider kan være omgængelig og til tider besværlig både for os selv og andre. Konflikter i menigheder skyldes ofte den enkle virkelighed, at vi er forskellige. Det er ikke unikt for menigheder; det samme gælder i familier, på arbejdspladser og blandt naboer. Men ofte har konflikter i kristne fællesskaber en dimension mere, som både forstærker og komplicerer konflikten; nemlig den teologiske dimension. Nogle gange er den til stede fra begyndelsen, og andre gange kommer den ind undervejs.

Teologien som våben

Der findes teologisk forskellige synspunkter og accentueringer, som er mere eller mindre uforenelige. Derfor har vi forskellige kristne fællesskaber med forskellige læremæssige standpunkter og udtryksformer. Men der findes meget få – om ingen – rent teologiske konflikter, så længe det er mennesker, som skaber konflikterne.

Den teologiske dimension kan forstærke en konflikt, fordi det aktiverer noget eksistentielt hos en kristen at inddrage gudsrelationen i en konflikt mellem mennesker. Så handler det ikke længere om, hvem der kan få ret, men om, hvem der har Gud på sin side. I sådanne situationer kan der eksempelvis bruges bøn, hvor Guds velsignelse knyttes til den ene part, mens der nedbedes ændring hos den anden parthvem Gud giver ret.

Den teologiske dimension kan også komplicere en konflikt, fordi teologisk stof bliver et våben i konflikten, som begge parter kan tildække egne tanker, følelser og vilje med. Handler konflikten for eksempel om forvaltning af menighedens økonomi, kan bibelcitater om gudsfrygt og nøjsomhed, ødselhed og tyveri, verdslighed og kærlighed til denne verden bringes i spil. Ord, som fordrer, at man vender om. Spørger vi derimod ind til disponeringerne i menigheden, kunne de for eksempel være motiveret af langtidsholdbarhed.

Den teologiske dimension kan vi ikke slippe for i kristne fællesskaber. For relationen til Gud er en lige så vital del af os som kroppen, tankerne og følelserne. Vi påvirker og påvirkes gennem alle fire dimensioner. Derfor er det vigtigt, at vi i situationer, hvor andre siger eller gør noget, som vækker vores modstand, spørger os selv, hvor denne modstand kommer fra. En hel del handler om tanker og følelser. Mener vi, at modstanden også skyldes teologi, må vi spørge, hvilke dogmer der er i spil, og om noget beror på skøn, hvor vi som kristne kan skønne forskelligt.

Inddrages bibelcitater i konflikter, bruges de ofte som argumentation for ens eget synspunkt. For eksempel bibelord om brudte relationer, hvordan en leder bør leve, om at elske den fremmede, om at skikke sig lige med verden eller om at tilgive for at få tilgivelse. Det samme gælder nogle gange brugen af bøn. Eksempelvis kunne man forestille sig en bøn som afslutning på en samtale om en given konflikt, hvor Guds velsignelse knyttes til den ene part, mens der nedbedes ændring hos den anden part: ”Herre, gør os alle villige til at følge dine bud. Jeg beder dig om, at også Erik må indse, at dit ord og gode vilje er bedst i denne sag.” For et menneske, for hvem Gud og Bibel er autoritet, er dette stærke midler.

At gøre tydelig brug af bøn og Bibel i konfliktsituationer fordrer tydelighed og respekt omkring andres måde at tolke bibelteksterne. Ofte er visse bibelcitater vægtet højere eller betonet stærkere hos den ene frem for den anden, hvorved de kommer til forskelligt resultat. Når vi beder sammen med andre, er Gud ikke den eneste tilhører. Vi har alle brug for at blive bekræftet i vores ageren, tanker og følelser. Bekræftelse kan vi få gennem egen bøn i andres påhør. Det er nemlig svært for andre at modsige eller korrigere bøn. Bekræftelse eller undsigelse kan også ske gennem andres bøn, hvor de i ord tegner et billede af ”sandheden” om konflikten, anviser løsninger eller beder Gud om at gøre bestemte ting, som kan tolkes i den ene parts favør.

Opmærksomhedspunkter i konflikter

Lad mig nævne nogle forhold, det er værd at være bevidst om i konfliktsituationer:

• Som kristen ønsker man at følge de retningslinjer for livet, Bibelen giver. Men ikke alle sager og situationer er beskrevet i Bibelen. Derfor taler Paulus om at skønne (Rom 12, Fil 1). I nogle sager beror vores valg på et skøn, som betyder, at alle ikke kommer frem til samme resultat.
• I konflikter gælder Paulus’ ord også: ”For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis (1 Kor 13)”. Hvad enten man er part i en konflikt, relation til en af parterne eller søger at afhjælpe konflikten, så erkender man stykkevis. Intet menneske har den fulde indsigt eller sandhed. Når man søger at sige noget bibelsk eller kristeligt (altså profetere) ind i konflikten, gør ens begrænsede teologiske viden og åndelige indsigt inputtet stykkevis. Andre kan ved at betone andet i bibelteksten eller vægte andre bibelcitater komme til et andet teologisk resultat.
• I konflikter mellem mennesker i for eksempel kirke eller missionshus er det ofte vanskeligt at begrænse konflikten til de egentlige parter. Andre hører om konflikten, og snart er fællesskabet delt i dem, som har taget parti for den ene eller anden part, og dem, som ikke vil tage parti. En sådan sekundær konflikt kan true med at splitte fællesskabet eller give nogle langvarige spændinger selv længe efter den primære konflikt.

Selv om parterne i en konflikt kan opfordres til ikke at involvere andre i sagen, sker det, at hele fællesskaber følger med på rygteplan. Rygter har det med at være delvist faktuelle. Mennesker, som ikke selv er en del af konflikten, har det med at ”se klarere” og udtale sig mere kategorisk.

• Min oplevelse er, at kristne fællesskaber ofte ønsker at løse konflikter internt. Gode mennesker i fællesskabet søger at mægle. Når man i fællesskabet indser, at konflikten ikke kan løses internt, at man har brug for ekstern mægler, er situationen ofte så kompliceret, at heller ikke ekstern mægling lykkes.

Jo før en ekstern mægler inddrages, des bedre er muligheden ofte for at begrænse konfliktens omfang og negative virkninger i fællesskabet. Dels bør en ekstern mægler være fri i sine relationer til mennesker i menigheden eller i konflikten, dels bør vedkommende have redskaber til at tale med parterne i konflikten, så konflikten nedtrappes og kvalificeres sagligt.

• Langt fra alle konflikter lader sig løse i syndefaldets verden. Nogle gange må parter som en anden Abraham og Lot (1 Mos 13) eller Paulus og Markus (ApG 15) gå hver sin vej. Nogle skal hjælpes til at finde ind i nye kristne fællesskaber.

Sandheden tro i kærlighed

Vi lever i syndefaldets verden, hvor intet er perfekt. Forskelligheder både beriger og problematiserer vores liv og fællesskaber. For kristne kan teologien være både en hjælp og en byrde i konfliktsituationer: en hjælp, når den bibringer større indsigt og handlemod i konflikten; en byrde, når den øger eller fastlåser konflikten.

At være sandheden tro fordrer kærlighed. Kærlighed til Gud, næsten og sig selv. Vil vi grundlæggende hinanden, kan man sige, at konflikten har skabt afstand, hvad enten det så drejer sig om gardinernes farve i menighedssalen, om bodelingen efter forældrene, studiehæftet i juniorklubben eller sårene ord på menighedslejren. Nogle bibelord vil i al deres sandhed og teologiske korrekthed øge, mens andre vil mindske afstanden. Når vi siger sandheder, skal de ikke blot være faktuelt og sagligt passende. De skal også være talt med kærlighed, ydmyghed og taleret. Nogle bibelske sandheder skal forkyndes i smult vande og ikke midt i orkanen. Præcis efter det forbillede vi har i Jesus. Han kunne have sagt toldere og syndere flere sandheder, men han valgte i nogle tilfælde at møde dem med tilgivelse og et ord om at begynde på en frisk: ”Synd fra nu af ikke mere.” Mange gange skal vi møde synderen med mildhed (Gal 6,1), så vedkommende selv kan tage ansvar og handle.

Sagligt versus personligt

Vi er forskellige på godt og ondt. Derfor opstår uenigheder også i relationer og fællesskaber. Og der skal være plads til uenigheder. De bliver først farlige, når de bliver usaglige.

Med de anførte bevidsthedspunkter her i artiklen, ønsker jeg, at vi møder egne og andres konflikter med ydmyghed og en opmærksomhed på, hvad ord og især teologiske udsagn gør ved konflikten og dens parter. Jeg ønsker, at vi i vore fællesskaber øver os i at blive tydelige på, hvad der er sagligt, og hvad der er personligt.

Fordi det teologiske er så eksistentielt for kristne, får det ofte en prioritet, hvor vi overser de øvrige grunde til, at en konflikt får det liv, den nu engang får. Det handler om personligheder, følelser, copingstrategi og andet, som ikke vinder ved at blive iklædt teologiske fraser, men vinder ved at blive afdækket, så vi ser, at det er to personligheder, der ser og vil noget forskelligt.