Skal psykologer blande sig i menneskers tro?

Blandt psykologer har der historisk set været en tendens til at adskille tro og terapi. Det kan der også i nogle sammenhænge være gode argumenter for, men i de fleste tilfælde, vil det faktisk være uhensigtsmæssigt. For når vi mennesker kommer i krise, har det stor betydning for vores trivsel, om vi oplever, at det, der tidligere gav mening, også holder vand i svære tider, og dermed bliver en styrke for os. Eller om vi modsat oplever, at meningssystemet bryder sammen.

Væsentligt, at psykologer spørger til tro

Undersøgelser fra USA viser, at hos klienter, hvor troen og måden at leve med sin tro på opleves som en styrke, ses bl.a. øget livslængde, øget livskvalitet og psykisk stabilitet. Modsat hænger en negativ oplevelse af ens tro sammen med bl.a. øget stress, nedsat selvværd og øget risiko for depression. Derfor er det rigtig væsentligt, at psykologer kan spørge til tro og inddrage det i behandlingen, hvor det er relevant for klienten, og det vedkommende kommer med.
Når et menneske med en religiøs tilknytning kommer i terapi, er det ikke altid, troen fylder, men det er vigtigt at spørge til det. Hvis troen har en betydning, må psykologen undersøge hvilken, fx ved at spørge: ”Oplever du troen som en udfordring eller en styrke, når du har det svært?” I den indledende samtale vurderer psykologen, hvorvidt troen, og den måde klienten lever med sin tro på, er med til at fremme eller modsat hæmme trivslen.

Troen kan opleves som en styrke

Hvis troen opleves som en styrke for klienten, undersøger psykologen på hvilke måder.
Samtidig må man også vurdere, om det psykologisk set også er en styrke. En undtagelse herfra kan fx være, hvis klienten fortæller, at troen er en styrke i depressionen, fordi vedkommende har selvmordstanker og tror på, at Jesus snart kommer igen. Her bliver det vigtigt at hjælpe klienten til at skelne mellem det trosstyrkende og det selvmordstruende.
Hvor troen vurderes at være en styrke, er der mulighed for aktivt at bruge den
ressource som en del af behandlingen og understøttelsen af arbejdet mod klientens mål.

… når vi mennesker kommer i krise, har det stor betydning for vores trivsel, om vi oplever, at det, der tidligere gav mening, også holder vand i svære tider, og dermed bliver en styrke for os.

Troen kan opleves som en udfordring

Hvis troen ikke opleves som en styrke, undersøger jeg som psykolog, hvilke dele af troen, der forstyrrer og opleves problematiske. Når jeg sammen med klienten har fundet ud af, hvad der udfordrer, og hvilken betydning det har, kan vi se på, hvilken hjælp klienten mest har brug for.
Nogle gange er der brug for at se på hvilke andre og måske nye måder, man kan praktisere sin tro på, som kan hjælpe i den livssituation, man befinder sig i. Har man fx svært ved at koncentrere sig om at læse i Bibelen og kan ikke holde ud at være sammen med mange mennesker til en gudstjeneste, kan det at høre en andagt, noget musik eller tale tro med et enkelt menneske måske være en ny vej, der giver bedre mening i en periode.
Andre gange er der brug for hjælp til fx at finde ud af, hvorfor relationerne i et trosfællesskab udfordrer, og hvad man selv kan gøre for at ændre på det.
Når man er i krise, kan hele eller dele af trossystemet falde sammen. Man kan fx spørge: ”Hvordan kan en god og kærlig Gud tillade denne lidelse i mit liv?” Her kan psykologen spørge ind til, hvordan andre inden for trosretningen, og som personen har tillid til, vil opfatte dette, og om det vil være hjælpsomt også at tale med dem.

Psykologens ansvar og kompetence

Det ligger nemlig uden for psykologens område at være normsættende omkring trosmæssige aspekter. Psykologer har et lovgivningsmæssigt, etisk og sundhedsfagligt ansvar og kan spørge til de trosmæssige aspekter. Men der, hvor der ikke er sundhedsmæssige og trivselsmæssige argumenter for enten det ene eller andet, ophører psykologens kompetence, og man må henvise til en, der har den religiøse kompetence. I eksemplet med; hvordan en kærlig Gud kan tillade lidelsen, kan eksistentielle temaer udfoldes i terapien, og psykologen kan sætte fokus på denne udfordring i forhold til klientens psykiske liv i øvrigt.
Dette kan være meget relevant, og nogle gange viser det sig, at det er den psykologiske side af den trosmæssige udfordring, der fyldte.
Andre gange kan der være mere brug for at søge teologisk viden om lidelsens problem eller modtage en konkret forkyndelse eller opmuntring ud fra Bibelen, og det hører sjælesorgens rum til.