Jeg manglede et sprog for min sorg

Dette er fortællingen om en eksistentiel rejse, der begyndte, da livet en novemberdag i 2015 på et splitsekund blev fuldstændig forandret. Den handler om at famle sig frem efter et sprog til at styre tilværelsen efter for ikke at gå til grunde.

Af Annette B. Aagaard, cand.pæd.psych

Ulykken

Tidligere bar min tilværelse præg af håb og drømme. Født som ukuelig optimist var livet overordnet indholdsrigt og dybt. Jeg levede i en positiv overbevisning om, at alt havde en dybere mening. Så skete ulykken, der forandrede alt. I november må­ned 2015 blev Niels, min mand og livsven gennem 32 år, sandsynligvis ramt af en flugtbillist, da han cyklende var på vej hjem fra et bestyrelsesmøde. Niels’ skader var så voldsomme, at han efter en operation og et seks uger langt forløb i koma blev erklæret alvorligt hjerneskadet. Han havde mistet sin hukommelse og sit sprog. Han var som et ubeskrevet blad, der måtte starte helt forfra.

Fra den dag ulykken skete, havnede jeg i en helt ny situ­ation, som jeg ikke selv havde valgt. Fra den ene dag til den anden blev jeg tvunget ind i en mængde forskellige opgaver, som jeg ikke havde erfaring med, men heller ikke kunne vende ryggen til. Efter de første mange måneder viste det sig, at Niels kun responderede på den kognitive rehabilitering, når det var mig eller vores børn, som træ­nede med ham. Min professionelle baggrund som pæda­gogisk psykolog koblet til mit grundige kendskab til Niels blev en unik og brugbar vej ind i hans kamp tilbage til li­vet. Udgangspunktet for vores behandling var hele tiden, at Niels var et værdigt menneske, som skulle mødes med respekt på trods af alle sine skader.

De første år efter ulykken handlede om ren overlevelse. Jeg tilsidesatte alle egne behov og følelser. Til sidst ville kroppen og hovedet ikke mere. Jeg havde kæmpet ind­ædt for ikke at give slip på mit arbejde, men kunne ikke længere se mig selv som en ansvarlig leder, når mit eget indre var et kaos af følelser.

På rejse efter et sprog

Da jeg først blev sygemeldt, fortsatte min rejse ind i en dyb eksistentiel krise. Mit liv føltes som et brud, der ram­te alle niveauer af min tilværelse. Udover at have mistet min mand havde jeg mistet mig selv. Jeg oplevede, at jeg var frataget min identitet, mit materielle og sociale liv, min karriere og min tro på fremtiden. Tilbage var kun en virkelighed, der var blevet ukendelig, og hvor hver dag handlede om at navigere i et uforståeligt landskab. Jeg havde ikke mistet min tro på Gud, men jeg havde mistet troen på, at Gud hjalp mig, og jeg magtede ikke nærkon­takten med troen.

Jeg havde nu behov for at komme i kontakt med den sorgproces, som slet ikke havde fået plads. At træde ind i et rum, hvor jeg stille og roligt kunne finde et sprog, som gav retning i og kontakt med livet.

Mit møde med sundhedssystemets sprog havde budt på et reduceret menneskesyn, som tog afsæt i det, der kan handles på her og nu. Dét sprog hjalp ikke på følelsen af at leve i total tomhed og ensomhed. Problemet var, at jeg ikke passede ind i systemets kasser. Havde jeg haft en depression, kunne jeg have fået behandling og tid til he­ling, men der eksisterede ikke et ”program”, der passede til min situation. Systemet kunne ikke rumme mig som

Mit første møde med en sjælesørger blev derfor også det første møde med en omsorg, jeg ikke havde mødt i sund­hedssystemet. Pludselig blev jeg set og rummet på alle niveauer i det kaos, jeg kom med. Jeg blev opfattet som et helt menneske.

Til livet skiller os ad

Alle tanker om egne behov var fyldt med skyld og skam­følelser. Bare overvejelsen om at slippe ansvaret for min mands rehabilitering oplevedes som et svigt. Men min mentale træthed var blevet for massiv, og der var ingen anden udvej.

I det første møde med sjælesørgeren fik jeg først og fremmest hjælp til at forstå, at når vi lover ”til døden os skiller”, er det et løfte mellem to voksne, som kan deles om ansvaret. I en situation, hvor den ene part har mistet alle sine evner til at klare sig selv i kraft af et handicap, så ændres forholdet. Sammen med sjælesørgeren indså jeg, at vores livslange ægteskab var ændret for altid, og dermed måtte jeg gerne slippe noget af ansvaret. Jeg er­kendte, at jeg ikke svigtede, når min mand måtte leve sit liv på et plejehjem, og det var en ubeskrivelig forløsning. Det betød, at den smule af fælles samvær, der var tilbage, kunne bygge på fortsat nysgerrighed over livets mulig­heder og ”solskin” frem for frustration og vrede over den situation, vi var havnet i.

Nu blev der pludselig plads til at tage hul på de eksi­stentielle spørgsmål: Hvad var meningen med det hele? Hvorfor skulle vi rammes så hårdt? Hvorfor blev mit liv aldrig bedre? Og hvad skulle jeg stille op med min hjem­løse kærlighed?

Gennem sjælesorgen forstod jeg, at jeg aldrig ville finde svar på mine hvorfor-spørgsmål. Rejsen var lang, men gav mig en nødvendig læring om livets begrænsning. Gennem forsoning på flere planer lærte jeg at leve med min sorg og manglende livsfylde, og det gav en begyn­dende tro på, at krisen måske kunne føre til nye mulighe­der, nyt håb og ny glæde med tiden.

Systemets manglende sprog

I flere år har jeg følt mig som en rejsende, der stod helt uden for det samfund, jeg er en del af. I Danmark taler vi ikke meget om at være et menneske i dyb eksistentiel krise. Folk bliver tavse, når systemets sprog med afsæt i effektivitet og handling ikke slår til, fordi sorg og eksi­stentiel nød ikke kan fikses med et fingerknips.

I sygehusvæsnet har jeg mødt utrolig mange gode og imødekommende mennesker, som på vej ud af døren har sagt: ”Pas godt på dig selv.” Problemet er, at jeg ikke ane­de, hvad jeg skulle stille op med den sætning, for hvor­dan kunne jeg egentlig passe på mig selv i min fastlåste situation? Jeg savnede virkelig et sprog, der kunne favne mig som pårørende.

I dag har jeg erkendt, at livet er en fortsat forsonings-pro­ces, som kræver mine kræfter. Der skal stadig omstruk­tureres, revurderes og omtænkes i mange forhold. Det, der før gav mening, giver ikke altid mening længere. Jeg er ikke den, jeg var før, men er godt undervejs med at finde ud af, hvem jeg så er.

 

Everything will be okay in the end. If it´s not okay, it´s not the end.

John Lennon

Annette B. Aagaard, cand. pæd. psych

Se også:

Blikkets betydning i sjælesorgens rum

Traditionelt beskæftiger sjælesorg sig med det talte sprog, lytten og refleksion. Men sjælesorg handler om andet og mere. I denne...

Psyke og tro, Sjælesorg, Skam, Skyld og tilgivelse

Anmeldelse: Sjælesorgens Poetik

Anmeldelse af Sjælesorgens Poetik, skrevet af Elmo Due i 2023. Eksistensen, 2023, Hæftet, 125 sider ISBN 9788741009186 Bog 189,95 kr....

Psyke og tro, Sjælesorg, Skam, Skyld og tilgivelse

Portrættet tegnes i mellemrummet

I denne artikel sætter vi fokus på betydningen af, at sjælesørgeren kender sig selv. Af Annette Bech Vad, landsleder i...

Psyke og tro, Sjælesorg, Skam, Skyld og tilgivelse

Når Superman kommer for tæt på kryptonit…

… et essay om det at være sårbar som sjælesørger. Af sognepræst og lektor Lars Kruse Den hollandsk-amerikanske præst Henri...

Psyke og tro, Sjælesorg, Skam, Skyld og tilgivelse

Trivsel efter magtmisbrug

Har du været udsat for magtmisbrug? I denne artikel vil jeg præsentere nogle redskaber, der kan hjælpe dig på rejsen...

Håb, Magt, Psyke og tro, Relationer, Skyld og tilgivelse

Skal sjælesorgen tage økosorg (mere) alvorligt?

I terapilokalet møder Agapes psykologer flere og flere klienter (hovedsageligt unge), der frygter for klodens fremtid på grund af klimaforandringerne....

Frygt og angst, Mennesket og klima, Sjælesorg

7 råd til at undgå udbrændthed og stress

Af Simone Ingemann Kusk, psykolog Som præst eller anden tjenesteleder er du på mange måder særligt udsat for at brænde...

Psyke og tro, Sjælesorg, Skam, Skyld og tilgivelse

Må vi lige minde om tavshedspligten?

Lov, moral og gråzoner: Tavshedspligt i sjælesorgens rum kræver mere end et kig i lovbøgerne.   Af projektleder Dan K....

Psyke og tro, Sjælesorg, Skam, Skyld og tilgivelse

Olavskirken ved Modum Bad

Mellem Modum Bads hovedbygning og kløften ”Verdens Ende” ligger en sekskantet, smuk, norsk trækirke. Når man træder over tærsklen ind...

Sjælesorg

OMSORG FOR ÅND OG SJÆL – MEN HVAD MED KROPPEN?

Kristen sjælesorg beskæftiger sig traditionelt med det talte sprog, lytten og refleksion. Men hvordan kan vi tænke omsorg for hele...

Lidelse, Psyke og tro, Sjælesorg, Skyld og tilgivelse, Stress, Tilgivelse

Gud må holde mig fast

Inger og Kjelds børn blev seksuelt krænket af et menneske fra familiens omgangskreds. Jeg har besøgt forældreparret for at tale...

Sjælesorg, Tilgivelse

Jeg manglede et sprog for min sorg

Dette er fortællingen om en eksistentiel rejse, der begyndte, da livet en novemberdag i 2015 på et splitsekund blev fuldstændig...

Psyke og tro, Sjælesorg

Sjælesorgens midler

I sjælesorgen kan man gøre brug af forskellige midler, som kan få afgørende betydning for det enkelte menneske. Bøn Bøn...

Sjælesorg

Sjælesorg i en coronaramt verden

Alle kan til enhver tid kontakte en kirke og få hjælp til at finde en sjælesørger. Men hvad er sjælesorg...

Corona-krisen, Sjælesorg

Tavshedspligt

Tavshedspligten er en afgørende forudsætning for sjælesorg, uanset hvem der udøver den. Præstens tavshedspligt er imidlertid særlig, fordi den er...

Sjælesorg

Krænkelser i sjælesorg

Det er sjælesørgerens ansvar, at den fortrolighed, der opstår i sjælesorgens rum, behandles med respekt og ikke fører til krænkelser....

Sjælesorg

Sjælesorg som envejskommunikation

Sjælesorg i forkyndelsens rum Gunnar Elstad skriver i en af sine grundbøger om sjælesorg, at en sjælesørgers opgave er at...

Sjælesorg

Rørt, ramt, rystet

Tag vare på dig selv som sjælesørger! Der sidder en kvinde i stolen over for mig. Hun fortæller om sin...

Sjælesorg

Med Jesus som forbillede

Sjælesorg har altid været en del at kirkens diakoni og har varieret i form og indhold gennem tiden. Sjælesorgens teologiske...

Sjælesorg

Pilotprojekt

Aida Hougaard Andersen og Ole Rabjerg, psykologer i Agape, arbejder i øjeblikket med at indsamle data omkring troens betydning i...

Psyke og tro