Når Superman kommer for tæt
på kryptonit...

… et essay om det at være sårbar som sjælesørger.

Af sognepræst og lektor Lars Kruse

Den hollandsk-amerikanske præst Henri Nouwen giver i sin lille bog “The woundet healer” (Den sårede læge red.) en beskrivelse af sjælesørgerens ensomhed gennem en oplevelse fra hans tid som præst på et krydstogtskib, der sejlede mellem Holland og Amerika.

Han befandt sig på broen ved indsejlingen til Rotterdam. Der var tyk tåge. Man kunne ikke se skibets stævn, og der herskede en febrilsk stemning. Kaptajnen stødte i skyndingen ind i præsten og udbrød: ”God damn it, Father, get out of my way”. Det var hektisk og livsnødvendigt, at kaptajnen fik skibet i havn. Nouwen forføjede sig og var på vej ned ad trapperne fra broen, da kaptajnen sagde: ”Hvorfor bliver du ikke? Det her er måske den eneste gang, hvor vi virkelig har brug for dig!”

Oplevelsen af at være i vejen er en kendt sag for en sjælesørger. Hvad magter jeg her hos den døende mellem slanger og bippende maskiner? Hvad magter jeg vel i mødet mellem mennesker, der er på vej til at skilles, eller hvor et bittert menneske vender sin far ryggen – eller Gud?

Og dog er det lige dér, de har rakt ud efter sjælesørgerens hjælp. Dér i deres magtesløshed og ensomhed, at sjælesørgeren både er fordret og udfordret.

Det er så let at flygte ind i metoder og principper. Et af de oftest stillede spørgsmål i sjælesorgsundervisningen er: ”Hvad gør du, når…?” Og ofte er det ikke et enten-eller-svar, der ligger lige for. Det er ikke en teknik, vi er ved at lære, som når vi i træsløjd skulle lære at save lige, eller når man læser en strikkeopskrift. Og dog er der meget at lære. Meget at reflektere over. Derfor er spørgsmålet ikke helt ved siden af. Men et svar kan let være helt ved siden af.

“Menneske, dit navn er sårbarhed!”

Sjælesorg begynder med nogle af de mest grundlæggende vilkår i livet: Ensomhed, kærlighed, tab og frihed – bare for at nævne nogle. Og det er udfordringen for enhver sjælesørger, at man skal kende disse vilkår selv. Hvor meget man end ønsker sig redskaber til at mestre det vanskelige i verden, bør man vide, at selv Superman bliver svag i berøring med kryptonit…

”Menneske, dit navn er ’sårbarhed’.” Derfor må du nøjes med bønnen: ”Tak, Kristus, du blev såret og svag, så jeg kan vide mig i dine hænder, når jeg selv er det. Du er den, der oprejser mig – selv fra de døde!”

I min ungdom lærte jeg det norske digt ”Visum” af Liv Nordhaug at kende (her på norsk):

Bortenfor grensen
der angsten tar kvelertak
så du faller i avmakt
og slår deg til blods
der skal en skatt
legges i dine hender.
Du skal bære den med deg
dele med sørgende søsken.

Skrammer og sår
skal være ditt visum
inn i din nestes natt.

Det er det samme tema som i undertitlen på den engelske udgave af Nouwens bog: ”I vores egen sårbarhed kan vi blive en kilde til liv for andre”. Det er en ikke særlig anerkendt vinkel på sjælesorgen. De fleste af os vil gerne kunne være mennesker til hjælp i vores styrke. Det rareste er at være ”den for tiden stærke, der hjælper den for tiden svage” for at citere en modereret sjælesorgs-definition. De fleste af os skøjter forbi vores egen sårbarhed og utilstrækkelighed, sjældent vidende at det var dér, visum og adgangskort blev udstedt til den følsomhed, der kræves for at komme i betragtning som fortrolig.

Der er to spørgsmål, der kan hjælpe os lidt på vej. Hvorfor vil jeg gerne være sjælesørger, og hvordan bliver jeg en god sjælesørger?

Hvorfor vil jeg gerne være til hjælp?

Her bør vi ikke være blinde for, at nok er sårbarheden et visum til min næstes nat, men den er også en forførende mulighed for selv at føle tilfredsstillelse gennem at være hjælperen. Der er også andre mekanismer på spil: Medfølelsestilfredshed, at være betydningsfuld eller et dybtfølt ønske om, at mennesker ikke skal gennem det samme som mig (og så har jeg ikke engang nævnt magt eller seksualitet…).

I sit andet brev til menigheden i Korinth kæmper Paulus med disse tanker. Han kender om nogen til lidelsen. Og han må erkende, at det, der driver ham, er Guds overstrømmende gaver, som han bærer i et lerkar. Man kan diskutere, om Paulus bruger ordet ’lerkar’ som udtryk for hans skrøbelighed eller hans ringhed som menneske. Men det gør vel ingen forskel. For som han siger senere: ”Kristi kærlighed tvinger os”.

For Paulus gemmer svaret på ´hvorfor´ sig i Guds kærlighedsgerning mod Paulus selv.

Jeg må altså øve mig i at se både den guddommelige fordring og de mange menneskelige skygger som boende i mig side om side. Håbet er, at Kristus sejrer. Sjælesørger er jeg, for at min næste skal sejre. Og så dukker det andet spørgsmål op af disen: Hvordan bliver jeg en god sjælesørger?

Hvordan bliver jeg en god sjælesørger?

Jeg er ikke sikker på, vi kun kan tale om uddannelse, når det gælder sjælesorg. Sjælesorg er mere et dannelsesfag. Det handler om kundskab. I ordbogen læser vi, at ordet kundskab ikke kun rummer betydningen ’viden’ og ’kendskab’; ordet rummer også betydninger som ’kyndig’ og ’duelig’. En dygtig håndværker kan sit fag i indsigt såvel som i udførelse.

God sjælesorg lever i krydsfeltet mellem teologisk indsigt og erfaring fra kristen tro på den ene akse, og menneskekundskab (for eksempel psykologi og sociologi) parret med erfaring fra levet liv på den anden.

Dette krydsfelt kan man på sin vis godt uddanne sig i. Menneskekundskab og teologi kan man sidde på skolebænken for at blive bedre til. Men andre sider af krydsfeltet må man træne op: Selvindsigt, indlevelsesevne, aktiv lytning og evnen til at korrigere sine egne tankebaner eller mærke efter, hvad en samtale gør ved mig som sjælesørger, må trænes – som en snedker lærer at save, eller som når man lærer at strikke.

Som præst opfatter jeg mig selv mere som beslægtet med håndværkeren end med akademikeren.

Supervision!

Ud over den teoretiske uddannelse i sjælesorg kan jeg ikke nok anbefale at modtage supervision. Den gode supervision hjælper mig til at reflektere over mine oplevelser i sjælesorgens rum, så de bliver til dyrebare erfaringer.

Jeg opdager for det første, at jeg langt fra er den eneste med de udfordringer, jeg står i. For det andet bliver jeg langsomt bevidst om, hvordan jeg er som sjælesørger. Når det går højest, mærker jeg på mine ømme og blinde områder. Jeg mærker, at Superman er gået på pension – og en langt bedre hjælp er kommet til. Sårbarhedens mod flytter ind. Han, der har bøjet sig ned til os alle, vil også oprejse os i nederlag og svaghed. Det er den skat, Paulus taler om, der lever i et lerkar.

Der er en rytmisk vekselvirkning mellem nærhed og distance, delagtighed og ensomhed, som læres gennem ydmyghed over for opgaven og vejledning i at holde ud i mødet med livets grundvilkår.

”Hold ud”, ville kaptajnen fortælle Nouwen, ”det er jo nu midt i min tåge, jeg har brug for dig!”

Til videre læsning

• Nouwen, Henry: The woundet healer. 2014. Darton Longman & Todd Ltd.
• (dansk udgave) Nouwen, Henry: Den sårede læge. At tjene verden i dag. 2013. Boedal.