Al forbøn indeholder budskaber til den, der bedes for

Forbønnens kraft er en kæmpe gave til os. Men forbøn kan i nogle tilfælde benyttes som et intimiderende magtmiddel, der belærer, irettesætter, forklarer, tolker eller presser den, der bedes for. Som forbedere må vi være bevidste om den magt, vi sidder med.

Dan K. Månsson, teolog og sjælesørger

Min barndoms søndagsskolelærer sagde ofte: ”Vi kan bede hvor som helst, når som helst og om hvad som helst.”

Bøn er en fantastisk gave, Gud har givet os. Jesus knytter stærke løfter til bønnen, og adskillige steder i Bibelen opmuntres vi til at bede (læs eksempelvis Matt 7,7-8, Rom 12,12, Joh 16,23, Fil 4, 6-7).

Bønnen er gudsbarnets pludren med sin himmelske far, den er råbet fra menneskets dybeste mørke til den højt-ophøjede Gud, den er synderens bævende tilnærmelse til den Hellige, den er taknemmelighedens lovprisning af Himlens og jordens Skaber og Herre.

Der er imidlertid forskel på, om bønnen udfoldes i lønkammeret bag en lukket dør, hvor det er alenetid med Gud, eller om bønnen fremsiges i en katedral med loftets hvælvinger og på vegne af mange mennesker forenet i bøn.

I denne artikel vil jeg fokusere på forbønnen i sjælesorgens rum og skærpe opmærksomheden på, hvornår forbøn – bevidst eller ubevidst – kan benyttes som et intimiderende magtmiddel.

Bøn i sjælesorgens rum

Bøn er en af sjælesorgssamtalens skatte, som åbner for noget meget følsomt og eksistentielt hos de fleste mennesker. Derfor er bøn et stærkt middel, der skal bruges med den allerstørste skønsomhed.

Når en sjælesørger spørger konfidenten, om de skal bede sammen, siger konfidenten yderst sjældent nej. Ofte beror et sådant ønske om eller ja til forbøn på en tillid til sjælesørgeren, som enten var der i forvejen eller er kommet gennem samtalen. Enkelte gange er sjælesørgeren uvidende om sin autoritetsudstråling, der hindrer konfidenten i af frygt at være helt ærlig. Enten tør man ikke spørge om forbøn, eller man tør ikke sige nej.

Enkelte konfidenter vil gerne selv bede højt, oftest ønsker vedkommende, at sjælesørgeren fører ordet i bønnen. Grundene til dette kan være flere: blufærdighed, træthed, sårbarhed, opgivenhed, mindreværdsfølelse eller frygt. Nogle har også en forestilling om, at sjælesørgeren via sin position har bedre talegaver eller større gennemslagskraft over for Gud.

For at undgå eller i det mindste imødegå nogle af konfidentens ureelle opfattelser af bønnen, egen og sjælesørgers rolle i bønnen, er det en god idé i dialog at afklare bønnens hensigt og indhold. Helt enkelt kan konfidenten spørges til, hvad der skal bedes om, og hvordan der skal bedes om det. Derved bliver forbønnen afstemt i forhold til konfidentens ønsker, selv om det er sjælesørgeren, som beder ordene. Denne fremgangsmåde er nødvendig, fordi sjælesørgerens tillidsmagt ikke må stå i vejen for en myndiggørelse af konfidenten. Nogle sjælesørgere benytter sig også af fastformulerede bønner, de har liggende på bordet, som konfidenten kan forholde sig til.

Magtmisbrug

At afklare bønnens hensigter og indhold med konfidenten er også et værn mod et magtmisbrug forbundet med bønnen.

I sjælesorgens rum er vi tre til stede: konfident, sjælesørger og Gud. Den ene (sjælesørgeren) beder for den anden (konfidenten) med ord henvendt til den tredje (Gud). Ordene indeholder et budskab, og det høres af både konfident og Gud. Hvad Gud hører, føler og tænker er uden for mit område. Hvad sjælesørgeren og konfidenten hører, føler og tænker er derimod ikke uden betydning for relationen mellem sjælesørger og konfident.

Bønnen er ikke et vedhæng til sjælesorgssamtalen, men en del af samtalen. Samtidig er den en samtale med Gud om konfidenten og dennes situation og relationer. Konfidenten lytter til samtalen og magter næppe at kommentere, korrigere eller protestere, hvis vedkommende oplever sig misforstået eller krænket i dialogen mellem sjælesørger og Gud. Det kan opleves som en intimidering.

Al forbøn indeholder indirekte budskaber til den, der bedes for. Derfor kan en sjælesørger bevidst eller ubevidst formulere sig på måder, der belærer, irettesætter, forklarer, tolker eller presser konfidenten.

”Herre, må Maria få styrke fra dig til at blive i det ægteskab, hun mest af alt har lyst til at flygte fra.”

”Gud, jeg beder dig hjælpe Morten til at forstå, at du aldrig lægger større byrder på et menneske, end det kan bære.”

”Jesus, du ved, at jeg så gerne ville, at Mona erfarede tilgivelsens velsignelse…”

Bønnen kan misbruges til at sige det, som ikke blev grebet i løbet af samtalen. I bønnen får konfidenten ikke mulighed for at protestere, og når sjælesørgeren får det sagt til Gud, opleves det som om, Gud og sjælesørger danner fælles front mod konfidenten. Bønnen bliver et magtmisbrug, der kan gøre konfidenten endnu mere usikker, end vedkommende var inden samtalen.

Er sjælesorg forstået som medvandring må bønnen opleves på samme måde. I bønnen træder vi sammen frem for Gud i solidaritet. Vi taler sandt om livet og folder det ud for Gud.

Som sjælesørgere kan vi af og til føle os mislykkede, utilstrækkelige eller afmægtige, og da kan bøn blive en ”åndelig redningsplanke”. Til konfidenten siger vi: ”Nu overlader vi sammen ansvaret til Gud!”

Løse og binde

I bønnen kaster vi alle vores bekymringer over til Gud. Vi lever fortsat med problemerne, men vi har involveret Gud. Og det er der en hel del styrke, frimodighed, glæde, tryghed og håb i. At lukke Gud ind i bekymringerne løser langt fra altid det aktuelle problem, men det kan løse en fra ensomheden i problemet. I nogle tilfælde er det tilstrækkeligt med bønnen i lønkammeret, andre gange i samvær med en fortrolig, og andre gange i menighedens fællesskab.

En konfident fortalte mig om en dårlig sjælesorgserfaring. Vedkommende havde bekendt en synd, hvorefter den videre samtale handlede om at rejse sig og gå videre. Det blev til tre samtaler, inden konfidenten afbrød relationen. Grunden var, at sjælesørgeren i alle tre samtaler bad Gud tilgive konfidenten den samme synd.

Måske har sjælesørgeren tænkt, at det var vigtigt, at konfidenten, som nok havde svært ved at tilgive sig selv, skulle vide sig tilgivet af Gud. Men de gentagne bønner for den samme synd fik den modsatte virkning, nemlig at de fastholdt konfidenten i synden. Én bøn om tilgivelse er nok til at løse og fra synden. Mere end én bøn kan rejse en række anfægtende spørgsmål til bøn og synd, til konfidentens og Guds vilje.

Forbøn kræver ikke ph.d.-grader

Ovenstående er ikke skrevet for at problematisere bøn. Bøn er en menneskets mulighed for at tale med håbets og al trøsts Gud. Ovenstående kan gøre os bevidste om bønnens faldgruber til gavn for os selv og vores medmennesker. Vi skal bede med frimodighed for os selv, vores konfidenter og konfidenternes livssituation. Får vi udtrykt os misforståeligt eller ubevidst manipulerende, må vi bare indrømme vores menneskelighed og fejlbarlighed. Oprigtighed sammen med frimodighed er gode sjælesørgeriske egenskaber.

Læs mere om bøn i sjælesorgssamtaler

• Torborg Aalen Leenderts (2007): Når glassflaten brister. Kap 22: Fra bønnens verden. Oslo: Verbum
• Grevbo, Tor Johan S. (2018): Sjelesorg i teori og praksis. Oslo: Luther Forlag. Kapitlet «Bøn i ulike former» (s.379ff.)
• Tidsskrift for Sjelesorg, 2017, nr.2 temaartikler «Om å be».

Bøn i sjælesorgssamtaler

1. Bøn er som samtalemiddel både en gave og magt. Find ud af, hvad konfidenten tænker om bøn. Bøn er ikke et krav i en sjælesorgssamtale.
2. Få altid konfidenten til at fortælle dig, hvad I skal bede Gud om. Og formulér dig så vidt muligt med de ord, konfidenten brugte.
3. Bliv bevidst om dine egne hensigter med de ord, du beder på konfidentens og egne vegne. Er du konfidentens medvandrer?