Rammer for det gode samvær
Kirken skal være et trygt og sikkert sted for alle, også for børn og unge. Desværre har vi alligevel set...
Overgreb
Kun Gud kan tilgive ved at udslette og glemme. Mennesket hverken kan eller skal præstere den form for tilgivelse.
Dan Månsson, projektleder i Agape
Rigtig megen kristen forkyndelse drejer sig om tilgivelse. Synden er hovedproblemet. Medicinen er Guds tilgivelse på grund af Jesu stedfortrædende lidelse og død. Tilgivelsen er altafgørende. Som Martin Luther skriver i Katekismen: ”Hvor syndernes forladelse er, dér er der også liv og salighed.”
Forkyndelsen handler oftest om relationen mellem Gud og det enkelte menneske. Derfor kommer den oftest også til at handle om Guds tilgivelse. Nogle bibeltekster og nogen forkyndelse handler også om tilgivelse mennesker imellem. Kunsten er at holde de to dimensioner sammen uden at blande dem sammen. Sammenblanding vil nemlig ødelægge livet og saligheden. Sagt på en anden måde: Guds tilgivelse og menneskers tilgivelse er ikke det samme! Det er ellers oplagt at tænke, at tilgivelse er tilgivelse, når vi læser en række udsagn i Det nye Testamente, f.eks.:
”Som Herren tilgav jer, skal I også gøre” (Kol 3,13).
”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” (Matt 6,12).
Lad mig nævne nogle af de ord, som kan sættes på Guds tilgivelse. Når Gud tilgiver, fjerner han synden uendeligt langt væk (Sl 103,12; Mika 7,19), ser den ikke mere (Es 38,17), glemmer den (Es 43,25; Jer 31,34), udsletter den (Sl 51,3.11). For synderen er det vidunderlige udtryk, som vidner om, at tilgiven synd er, som om den aldrig har været.
Sådan er det i relationen til Gud. Men det er for mennesket alene et ”som om”. For mennesket ved og mærker, at synden har været, at den har ødelagt og stadig kan plage samvittigheden og relationen til Gud.
Mennesker husker
Om medmenneskets tilgivelse gælder de ord ikke, som siges om Guds tilgivelse: at krænkelsen ikke ses mere, glemmes, udslettes. Vi glemmer ikke det, andre gør mod os.
Jo dybere i personligheden krænkelsen rammer, des mere gælder det, at den mærker os. Fornærmende krænkelser kan med tiden spille så lille en rolle, at de ’glemmes’, og måske kun erindres ved en provokation. Mens de skamfulde krænkelser sætter sig i sindet og kroppen, så de tydeligt er med til at forme livet. Blot det at nævne krænkerens navn eller noget, der minder om krænkelsen, kan frembringe ubehag og vrede. Selv hvor et menneske tilgiver sin krænker, vil krænkelsen stadig være husket, mærket og præge livet. Ikke nødvendigvis på samme måde som før tilgivelsen. For det gør vitterligt noget ved den krænkede, når krænkeren kommer og beder om tilgivelse, og den krænkede oplever, at det er oprigtig ment.
Tilgivelsen er en suveræn handling
Guds tilgivelse er Guds suveræne handling. Dvs. Gud tilgiver for sin egen skyld og af egen vilje. Gud sendte sin Søn som stedfortræder for syndere og lod ham bære verdens synd. Tilgivelsen er betingelsesløs! Den er nåde!
Gud har så givet os bønnens, dåbens, nadverens og absolutionens muligheder for konkret at bede om og få hans tilgivelse. Disse håndgribelige muligheder har vi brug for!
Tilsvarende – uden sammenblanding – er et menneskes tilgivelse af sit medmenneske en suveræn handling. Ingen kan tvinges til at tilgive. Tilgivelse er altid en gave. Tilgivelsen kan gives, hvor det andet menneske beder om den. Og den kan gives, uden det andet menneske beder om den. Tilgiver jeg, gør jeg det af egen vilje og for egen skyld.
Intet menneske er som Gud
Det går galt, når vi gør Guds tilgivelse til forbillede for menneskelig tilgivelse. Det bliver umenneskeligt. Alligevel møder vi mennesker f.eks. i sjælesorg, som kæmper med at tilgive medmennesker ligesom Gud. De kan ikke glemme den andens krænkelse eller leve videre, som om krænkelsen aldrig havde fundet sted. Begrundelsen lyder: ”For vi skal eller burde jo tilgive ligesom Gud!” Til det er at sige to ting: Det lyder ikke betingelsesløst og bekræfter blot, at intet menneske er som Gud.
Vi kan ikke kræve ubetinget tilgivelse. Tilgivelse er i sit væsen betingelsesløs, men den gives sjældent ubegrundet. Det fremmer viljen til tilgivelse, når jeg oplever anger, kompensation og forandring hos krænkeren. Begrundelsen ligger ikke sjældent hos en selv: ”Jeg vil rejse mig! Jeg vil ikke længere være offer, så had, vrede, skyld- og skamfølelse forpester livet.”
Det går galt, når vi gør Guds tilgivelse betinget af vores tilgivelse af medmennesker. Utvivlsomt er Guds tilgivelse en afgørende motivationsfaktor, når vi tilgiver hinanden (jf. Kol 3,13). Guds tilgivelse gør mig bevidst om egen skyld og om Guds ubegribelige kærlighed til en synder som mig. Jeg er elsket og tilgivet! Men Guds tilgivelse er ikke proportional med den tilgivelse, jeg rækker andre. I så fald er Guds tilgivelse ikke betingelsesløs, livet og saligheden yderst begrænset.
Jesus tilføjer bønnen i Fadervor: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser” (Matt 6,14f.). Eller sagt helt kort: ”Tilgiv, så skal I få tilgivelse” (Luk 6,37).
Det lyder enkelt og ligetil. Og så alligevel… Skal det forstås matematisk, betyder det, at ingen kan vide sig helt tilgivet af Gud! Hvem kan vide sig helt sikre på, at de har tilgivet alle andre alt?
I lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18) lærer Jesus os, at Gud tilgiver betingelsesløst. Den gældbundne tjener blev benådet. Men han ville ikke lade eftergivelsen præge sit liv. Derfor farer han uden nåde frem mod sin ven. Guds nåde havde altså ikke berørt hans liv. Derfor endte han i fængsel. Hans skyld (v.34) var ikke den, han havde fået eftergivet, men den, at han ikke tilgav sin næste.
Viljen til tilgivelse er nok
Det betyder, at vi må skelne mellem evnen og viljen til at tilgive. Både vilje og evne er en del af personligheden. Viljen motiveres af Guds tilgivelse. Mens evnen til tilgivelse sidder i den del af personligheden, som er ødelagt af krænkelser.
Ved dybe krænkelser er evnen så mærket, at det kan være vanskeligt at tilgive, mens viljen til tilgivelse er til stede. I vrede kan det nok lyde: ”Det tilgiver jeg aldrig!” Med tiden ændres det måske til et ønske om at blive lettet. Men det er ikke enkelt at give slip på krænkelsen smerte og retten til hævn. Det er en proces. Og den kan være livslang.
Jesu ord om forholdet mellem Guds tilgivelse og menneskelig tilgivelse kan altså høres i lyset af denne skelnen mellem viljen og evnen til at tilgive. Det er ikke matematisk noget-for-noget- teologi men en nådens proces. ”Jeg vil gerne tilgive, jeg er på vej, men det tager tid!”
