Katastrofetankerne fyldte 80 % af Sørens liv

”En del af mig var helt overbevist om, at Jorden ville gå under, hvis jeg tog den agurk i Kvickly. Og det ville være min skyld på grund af plasticemballagen,” siger Søren om dengang, han var plaget af massive angstanfald og ikke turde involvere nogen af frygt for at jage dem væk fra den kristne tro.

Af Anne Sofie Bjørn Bitsch, kommunikationsmedarbejder i Agape

(OBS: Søren er ikke hans rigtige navn. Redaktionen er bekendt med Sørens rigtige identitet.)

Denne fortælling er ikke færdig. Det bliver den heller ikke, når det sidste punktum er sat. For Søren, fortællingens hovedperson, står stadig midt i den.

Men der er én historie i historien, som vi godt kan sætte punktum ved. Eller Søren vil for en sikkerheds skyld nok foretrække et komma: ”I dag er jeg fuldstændig funktionel. Og det er jeg stolt over,” siger han og fortsætter: ”Men jeg kan ikke lide, at historier som min altid skal fortælles med en rosenrød, færdig slutning. Jeg kan stadig få et angstanfald engang imellem, og jeg vil altid kæmpe med angst på en eller anden måde, tror jeg. Det må du love mig at skrive ind i artiklen.”

Søren er 36 år og underviser på et dansk gymnasium. Han er gift og har tre børn i alderen 2, 6 og 9 år.

Historien i historien begynder, da han endnu kun havde én dreng, og Donald Trump stod på springbrættet til at blive præsident i USA.

”Det var i 2016. Jeg husker, at der kom en bølge af terrorangreb, og midt i den uro fandt vi ud af, at vi skulle have et barn mere. Jeg var så bange for, hvad det var for et liv, vi udsatte vores børn for. Så blev Trump valgt, og jeg havde en følelse af, at alt i den periode handlede om katastrofer og verdens undergang.

Når jeg talte med folk fra mit arbejde, oplevede jeg, at de kun talte om terror, global opvarmning og atomkrig. Når jeg talte med mine kristne venner, handlede snakken konstant om, at det blev sværere og sværere at være kristen. I missionshuset hørte og talte vi meget om de sidste tider, og jeg var overbevist om, at vi var nået dertil,” fortæller Søren.

I dag ved han, at det var angst, der fyldte ham. Nogle gange deciderede angstanfald, der gjorde ham fysisk svimmel. For eksempel den dag, da han var på nippet til at vælge en agurk i Kvicklys grøntafdeling.

”En del af mig var pludselig helt overbevist om, at Jorden ville gå under, hvis jeg tog den agurk. Det ville være min skyld på grund af plastikemballagen. Jeg blev så svimmel, at jeg var lige ved at sætte mig på gulvet. Agurken tog jeg ikke,” siger Søren.

Alene med angsten

Søren vurderer i dag, at katastrofetankerne fyldte 80 procent af dagen. Men ikke i hans relationer.

”Jeg ville ikke dele tankerne med andre. Heller ikke herhjemme. Jeg ville ikke bidrage til at gøre mennesker lige så bange for verdens tilstand, som jeg selv var. Jeg vidste et eller andet sted godt, at jeg havde brug for en psykolog, men jeg turde ikke opsøge én af frygt for at gøre ham/hende ligeså bange, som jeg selv var.

Også hans kristne tro spændte ben for at søge professionel hjælp.

”Jeg så mig selv som Guds reklamemand. Samtidig syntes jeg ikke, jeg havde noget at reklamere for, og som reklamemand kunne jeg jo ikke gå til en tilfældig psykolog og sige, at jeg ikke havde styr på min tro, og at jeg oplevede en meget mørk side ved kristendommen. Samtidig var glæden ved troen helt væk. Dét turde jeg på ingen måde fortælle en psykolog,” fortæller Søren.

Vendepunktet

En mandag – midt i en undervisningstime om differentialregning  – gik det helt galt.

”Jeg husker, at det var sådan en mandag, hvor eleverne slet ikke var med på den. Der var uro i klassen og virkelig mange spørgsmål. Pludselig fik jeg et angstanfald midt i undervisningen. Jeg blev svimmel og kunne ikke overskue noget som helst. Jeg skjulte det for de studerende, men gav dem tidligt fri.

Et par dage senere hørte vi om de sidste tider i missionshuset, og jeg følte bare, at himlen var ved at falde ned i hovedet på os alle sammen. Dér stod det klart for mig, at jeg blev nødt til at gøre noget ved det,” siger Søren.

I terapi

Søren blev sygemeldt i fem måneder, og i de måneder gik han til terapi i Agapehuset i Silkeborg.

”Hos psykologen lærte jeg først og fremmest at leve med angsten. Jeg lærte at snakke til angsten – altså uden lyd – når jeg fik et angstanfald. Jeg kunne for eksempel sige: ”Jeg ved godt, du er der, men jeg er faktisk ikke bange for dig. Du gør mig svimmel, og det skal du have lov til, men så vil jeg også have lov til at fokusere på min undervisning – eller hvad jeg nu ellers er i gang med.” På den måde virkede angsten ikke længere så farlig for mig, og jeg kunne holde ud, at den var der uden at fokusere på den,” forklarer Søren.

Som en naturlig del af terapisamtalerne spurgte psykologen ind til Sørens tro og tvivl.

”Jeg oplevede, at min tro blev taget alvorligt og som mere end en social trivselsmarkør. Fordi jeg vidste, at psykologen kendte til det at have en tro, turde jeg åbne for de mørke sider af min tro og fremstå som alt andet end en reklamemand for kristendommen.

Vi dykkede for eksempel ned i mine konkrete tanker om de sidste tider, og jeg havde en oplevelse af, at psykologen kunne følge mig og bidrage med nye perspektiver, netop fordi hun kendte til det at tro og bibelens ord om emnet.

Samtidig gjorde hun det klart allerede i den første samtale, at i terapirummet var der ikke nogle rigtige eller forkerte svar. I terapirummet handler det om den psykologiske trivsel, og det fik mig til at turde fortælle mine mindre pæne tanker om troen,” fortæller Søren.

Trivsel med troen

Katastrofetanker og angstanfald dukker stadig op i ny og næ. Men Søren har lært at reagere mindre på dem, og dermed fylder de mindre.

Troen har han stadig. Men den har ændret karakter, siden han gik til psykolog.

”I dag ser jeg mere Gud som den, jeg kan være afhængig af – og ikke omvendt. Jeg skal ikke redde Gud, for at han kan eksistere. Jeg har for eksempel en oplevelse af, at Gud hele tiden viser mig regnbuer, når jeg er ved at fortabe mig i katastrofetanker. Som et minde om, at han stadigvæk er der, selvom jeg er svag.

Jeg har også fået øjnene op for, at der kan være forskellige veje til at møde Gud. Han straffer mig ikke, hvis jeg i en periode bruger en anden vej end missionshuset og kirken, fordi jeg får angstanfald af at gå derhen. I vores familie prøver vi for eksempel at møde Gud i kristne bøger, som vi læser højt for hinanden. Derudover gør vi rigtig meget ud af helligdagene helt generelt. Inden børnene skal sove, sætter vi os i køkkenet, spiser slik, læser om, hvad den pågældende helligdag betyder, og synger nogle kristne sange. To af mine drenge falder desuden i søvn til Casting Crowns, og jeg holder selv af at bruge kristen meditation.

Tro og liv skal hænge sammen. Og troen kan ændre sig, når livet ændrer sig. Det ville jeg ønske, at vi var lidt mere opmærksomme på i de kristne fællesskaber.