Depressionen gjorde troen vakkelvorn

Den stensikre tro fra barndomstiden er væk. Til gengæld er der plads til en ny ærlighed over for den Gud, som elsker mennesker og ikke facader, fortæller Peter V. Legarth, professor emeritus, teol.dr.

Af Anne Sofie Bjørn Bitsch, Agape

Peter V. Legarth trives med rækker og kolonner. Han kan lide at lave budgetter og regnskaber, møde op til tiden og føre sirlige Excel-ark over husstandens sommerhus-ture. Han overholder aftaler og er i det hele taget et menneske, man kan regne med!

Derfor bryder den 71-årige professor emeritus, teol. dr. sig heller ikke om at miste kontrollen. Og det var lige præcis, hvad der skete for 13 år siden, da han en sommernat i sit sommerhus ved Ebeltoft pludselig hørte en dyb, lav- frekvent, brummende lyd. En uudholdelig lyd!

Egentlig var den frembragt af Djursland Vindmøllepark, men Peter V. Legarth opfattede lyden som et fysisk angreb, der rakte helt ind i sjælen. Hjælpeløs og lille stod han kort tid efter i haven og råbte Jesu navn for at få lyden til at forsvinde.

En depression er ofte livsomvæltende for den, der oplever den. Ligeledes for Peter V. Legarth, der hin sommernat i Ebeltoft oplevede depressionen som en overrumplende bølge, der slog al kontrol og alle de kendte ”lige linjer” væk. Han kalder det selv for et regulært ”styrt”. Et styrt ind i manglende kontrol, lægesamtaler, en sygemelding og et halvt års sej kamp for at komme op til overfladen igen og genoptage sit job ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

Udover at miste kontrollen over tanker og følelser miste- de Peter V. Legarth også noget andet. Noget grundlæggende i forhold til sin barnetro.

”Depressionen blev et vendepunkt i forhold til min tro. Jeg vil sige, at jeg tidligere havde en stærk tro på, at Gud hjælper og er der, når vi har brug for det. Depressionen gjorde min tro mere vakkelvorn og famlende, men faktisk også mere reflekteret,” siger han.

Nyt trosududtryk

Peter V. Legarth beundrer reformatoren Martin Luther og alle andre mennesker, der frimodigt kan synge linjer som ”Og tage de vort liv, gods, ære, barn og viv, lad fare i Guds navn!” fra Luther-salmen ”Vor Gud han er så fast en borg”. Selv tier han, når disse linjer bliver sunget i Christi- anskirken i Aarhus, hvor han har sin vante gang.

”Depressionen har lært mig, at vi mennesker er forskellige og oplever troen forskelligt. Nogle mennesker har en meget stærk tro og møder enhver modgang med fri- modighed, fordi man føler sig sikker i Guds hænder. Jeg beundrer virkelig den type tro, men sådan er jeg bare ikke selv skruet sammen. Jeg har en kæmpende og vakkelvorn tro,” siger han.

For Peter V. Legarth er den kæmpende tro ikke en tvivl på Guds eksistens. Det er mere en følelse af tvivl på Guds nærvær og hjælp, når livet ramler, og sablerne rasler. Og det gjorde de for alvor, da han blev ramt af depressionen.

Han husker for eksempel, hvordan han en søndag i sygdomsperioden sad blandt venner i Christianskirken og pludselig følte sig som en fremmed fra en anden planet.

”Jeg havde også social forbi, og derfor befandt jeg mig oftest hjemme – eller alene på cyklen i den østjyske natur. En dag fik jeg alligevel forvildet mig til en gudstjeneste, og jeg husker fornemmelsen af at være en fremmed blandt succesmennesker med velfriserede  børn, da menigheden stemte i på salmelinjen ”Thi frygte vi ingen fare”. Jeg kan normalt ikke leve uden den menighed, men lige pludselig følte jeg mig altså som en gæst,” fortæller han.

Tvivlen brændte ikke ud med depressionen, men blev en fast følgesvend, der fylder lidt mere på vejen, når kriserne rammer. For eksempel da Peter V. Legarth i 2011 blev ramt af et hjerteanfald og fik indopereret en pacemaker. Eller da han blev opereret for en kraftig indsnævring i hovedpulsåren, blev indlagt med en alvorlig blodforgiftning, eller da covid-19 ramte ham i efteråret 2020.

Gud elsker mennesker; ikke facader

Noget grundlæggende er alligevel forandret. Med årene har han for eksempel fået en større tillid til, at Gud sagtens kan rumme både tvivl og fortvivlelse.

”Jeg har før stolet på, at man ikke skal klage til Gud. I dag står jeg uforstående over for det ideal. I Bibelen er der rigtig mange eksempler på troende mennesker, der kla- ger, fordi de føler, at Gud svigter. Et eksempel er Salme 88, der er ét langt udtryk for håbløshed og desperation over for Gud. Denne salme skildrer ikke et menneske, der er faldet ud af gudsforholdet, men nærmere de følelser, et troende menneske kan have,” siger han.

Peter V. Legarth er påpasselig med at give gode råd til mennesker, der tvivler. Særligt er han varsom med bibelversene. ”At uddele løsrevne skriftsteder til konkrete situationer kræver stor visdom. Da jeg kæmpede med angst og depression, var det for eksempel vældig van- skeligt at høre Jesu ord: ”Frygt ikke!” Eller at læse Salme 23 om, hvordan jeg ikke skal lide nød, da Herren er min hyrde. Sådan nogle ord blev så fremmede, når man sad der og rystede af angst. Når mennesker tvivler, er det en god ide at spørge: ”Hvordan ser du egentlig på Gud?” Eller: ”Hvad er det for en Gud, du tror på?” forklarer han.

Selv griber han først og fremmest til læse- og bønsfællesskabet for at holde tvivlen i ave. ”Det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan bede og læse i Bibelen sammen med min hustru, som jeg er så heldig at dele troen med. Desuden har jeg nogle skriftsteder, som jeg klamrer mig særligt til i svære situationer. I Salme 56 i Bibelen får vi for eksempel at vide, at Gud samler på tårer og gemmer dem i sin lædersæk. Vores tårer er så dyrebare, at Gud samler dem op og bærer dem med sig! Det viser, at han elsker mennesker, ikke facader,” siger han.


Denne artikel er oprindelig udgivet i Agapes seneste blad med titlen: Spændingsfeltet mellem psyke og tro. Er du medlem, får du automatisk vores blad med posten. Bliv medlem her – og få tilsendt de seneste blade og Agapes fine årspostkort.

Peter V. Legarth, professor emeritus, teol.dr. Foto: Rikke Thomassen
Peter V. Legarth, professor emeritus, teol.dr. Foto: Rikke Thomassen

Støt Agapes arbejde

TAK, om du vil bære med ved at give Agape en gave. Agape er afhængig af vores mange, gode støtter, og enhver gave gør en forskel!

MobilePay: 94 907

Med MobilePay kan du nemt støtte Agapes arbejde med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

Agapes konto:

Bank: Sparekassen Kronjylland
Bankkonto: 6190 0003562409
CVR: 18191288

Kortbetaling via hjemmesiden:

Giv en gave med kort via hjemmesiden

TAK for enhver gave!

Se også: