Præsten og psykologen gransker
samtalen mellem himmel og jord

Kan man tale om tro med en psykolog og om psykologiske dilemmaer med en præst? Det bliver vi klogere på i denne artikel, hvor hospitalspræst og ph.d.- studerende i sjælesorg Karsten Thomsen og ph.d. og psykolog Aida Hougaard Andersen ser på ligheder og forskelle i præstens og psykologens samtalerum.

Af Aida Hougaard Andersen, aut. psykolog og adjunkt på Institut for Psykologi, SDU, og Karsten Thomsen, ph.d.-studerende og hospitalspræst

Når præsten sætter sig ind i samtalerummet med en hjælpsøgende, kalder vi det for sjælesorg. Når psykologen gør det samme, hedder det terapi.

Umiddelbart kan rummene synes ens, men blot et lille spadestik ned i teori og praksis afslører, at de to fagligheder, teologien og psykologien, tilbyder noget forskelligt til den, der benytter samtalerummet.

I denne artikel vil vi i vores egenskab af henholdsvis hospitalspræst og psykolog afsøge og afdække grænserne for vores virke som samtalepartnere.

Samtalen i sjælesorg og terapi – én samtale, to præmisser

Både teologi og psykologi beskæftiger sig med hele tilværelsen. Derudover benytter begge fag sig af det samme redskab, nemlig mødet og samtalen, forstået som henholdsvis sjælesorg og terapi. En dansk undersøgelse baseret på 244 sjælesorgssamtaler i hospitalsregi viste, at 77 procent af samtalerne berørte åndelige/eksistentielle temaer, 53 procent psykosociale temaer, 49 pro- cent døden og 15 procent sygdom og helbred (Thomsen et al., 2019).

Disse temaer kunne også være blevet behandlet i psykologens samtalerum. Tilgangen til samtalen og til det at psykologien arbejder med bevidsthedens processer ud fra vores viden og erfaring som mennesker, beskæftiger teologien sig med, hvem Gud er, og hvad vi på den baggrund skal stille op med det, der foreligger for vores bevidsthed.

Sat på spidsen kan man sige, at psykologiens terapiformer i sit udgangspunkt er sekulært defineret ud fra en livs- og menneskeopfattelse med rod i det moderne, mens sjælesorgen tager sit udgangspunkt i en ældgammel traditionstænkning og et sprog i en religiøst defineret ontologi og antropologi. Måske derfor er det en populær forestilling, at psykologien er en konkurrerende livsanskuelse i forhold til teologien, og at psykologer kan siges at udgøre et moderne sekulært præsteskab i modsætning til kirkens præster, der af mange opfattes som en del af en hendøende tradition under forventelig afvikling.

Vores udgangspunkt er, at terapi og sjælesorg beskæftiger sig med det samme, men opererer på hver sin bane- halvdel. Indimellem ser man eksempler på, at psykologer eller præster ikke bliver på egen banehalvdel, men bevæger sig over på den anden parts – på sine egne forudsætninger. Det sker for eksempel, hvis en psykolog generelt affærdiger kristentro som værende psykologisk umoden. Eller hvis en præst mener at kunne løse psykologiske problemer ad religiøs vej, for eksempel via forbøn eller ligefrem eksorcisme. Derfor er det væsentligt at være bevidst om, hvilken præmis man som psykolog eller sjælesørger taler ud fra, og hvilken betydning det kan få for samtalen.

Hvornår bliver samtale til sjælesorg?

En sjælesorgssamtale kan kendetegnes ved, at den mere eller mindre udtalt ved evangeliets hjælp bidrager til, at den hjælpsøgende får sig ”flyttet”. Det vil sige:

  1. finder et nyt perspektiv på sin situation og sig selv;
  2. ser en ny sammenhæng, for eksempel sit medansvar for at tingene er, som de er;
  3. genfinder en fleksibilitet i modsætning til hidtidige stereotyper og eventuelle rigide reaktionsmønstre;
  4. genopdager sine valgmuligheder,
  5. og dermed genfinder modet til at vælge.

Hvis samtalen skal være sjælesorg, skal indholdet have berøring med konfidentens forhold til liv og kristentro i allerbredeste forstand. Let skærpet kan man måske sige, at sjælesorg er omsorg for sjælen, det hele menneske, set under troens synsvinkel. Dybest set er sjælesorg således omsorg for troen og dermed også for alt det livsskaben- de og livsbekræftende, der udspringer af troen. Præst og psykoterapeut Bent Falk har peget på, at Bibelen er fuld af sjælesørgeriske samtaler, der flytter mennesker ved at give dem en ”aha-oplevelse” af det, som de før var blinde for. Et eksempel finder vi i en samtale om skyld fra 2. Samuelsbog 12, 1-14. Selvom samtalen mellem David og profeten Nathan tydeligvis indeholder en terapeutisk opmærksomheds- og bevidstgørelsesfunktion, kan den kaldes sjælesorg, fordi den rummer en dialog med Gud, om hvad der skal ske med skylden (Falk, 1995).

Hvornår bliver samtale til psykoterapi?

En psykoterapeutisk samtale er behandling ud fra psykologiske teorier og metoder. Dette gælder også for samtalen om mening, tro og livssyn.

I de etiske retningslinjer for nordiske psykologer står der, at psykologer skal vise respekt for menneskets grund- læggende rettigheder, værdighed og integritet og være opmærksom på individuelle forskelle i forhold til blandt andet religion. Når psykologer spørger til tro eller inddrager trosmæssige temaer i terapien, er udgangspunktet klientens psykiske helbred og ønsker for samtalen i dialog med psykologens faglige viden og erfaring. At adressere mening, tro og åndelige temaer i mødet med klienter må derfor være en kompetence på linje med andre kompetencer. Alle kan spørge åbent og fordomsfrit ind til emner som tro eller seksualitet eksempelvis, men ikke alle har viden og erfaring til at spørge nærmere ind eller behandle.

Psykologens personlige erfaring er ikke det, der kvalificerer (for nogle måske tværtimod). Derimod er det den faglige viden og professionelle dannelse og erfaring, der må være grundlaget. De psykologfaglige kompetencer til at tale om tro og åndelige temaer i den psykologiske samtale beror både på en tilegnelse af viden om religionspsykologiske teorier og undersøgelser og på supervision og kendskab til egen historie og aktuelle tilgang til tro og eksistens. En religionspsykologisk kompetence indebærer også opmærksomhed på, hvornår en viderehenvisning til en præst eller sjælesørger kan være relevant for at se på og tale om de åndelige dimensioner af tro.

Samtalen mellem himmel og jord

Kort sagt: Sjælesorgen og psykoterapien er samtaleformer, hvori præsten og psykologen kan gå med den hjælpsøgende et stykke ad livsvejen og fra hver deres vinkel bidrage med perspektiver, der peger på de to udgangspunkter, som menneskelivet udfoldes imellem, nemlig himmel og jord.

Traditionelt har vi nok desværre ikke været så gode til at lytte til hinandens erfaringer i Danmark. Mon ikke det kunne gavne begge faggrupper at øge kendskabet til og respekten for hinandens fag? Om ikke for andet, så for at vi kan henvise til hinanden, når det er gavnligt for det enkelte menneske.

LITTERATURHENVISNINGER:

  • Thomsen, K.F.; Hvidt, N.C.; Søndergaard, J. (2019). ”New wine in new leather bags?” I Nordic Journal of Practical Theology, special edition Chaplaincy
  • Falk, Bent (1995): “Teologi og psykologi. I hvilket land går grænsen mellem himmel og jord?” I Kritisk Forum for Praktisk Teologi, december 1995, Anis, København
  • Etiske principper for nordiske psykologer: https:// www.dp.dk/wp-content/uploads/etiske-princip- per-for-nordiske-psykologer.pdf

Karsten Thomsen, hospitalspræst og ph.d.-studerende, og Aida Hougaard Andersen, adjunkt og aut. psykolog, gransker forskellen på terapi og sjælesorg.

Se også: