Portrættet tegnes i mellemrummet
- en refleksion over sjælesørgerens person i
samtalerummet

I denne artikel sætter vi fokus på betydningen af, at sjælesørgeren kender sig selv.

Af Annette Bech Vad, landsleder i Agape

Du sidder i en fortrolig samtale og mærker, at sjælesørgeren ikke er helt til stede i rummet. Han er venlig, har tændt et lys, men vipper utålmodigt med foden og er lidt hurtig til at svare. Du havde bedt om en samtale, fordi du var i tvivl, om du skulle skifte job. Eller det var i hvert fald det, du sagde, da du spurgte, om han havde tid til at snakke. Dybest set ønskede du at tale om din følelse af utilstrækkelighed og mismod, som var ved at tage din arbejdsglæde og nu også sneg sig ind på andre områder i dit liv. Men dit egentlige ærinde lukkede du aldrig op for, fordi du blev usikker på, om han i virkeligheden havde tid til at snakke med dig. Det var som at komme som gæst i et hjem, hvor du aldrig blev inviteret til at sætte dig ned.

Nu kan der selvfølgelig være mange gode grunde til denne oplevelse, som både kan ligge hos sjælesørgeren og konfidenten. Men sådan kan det faktisk opleves, hvis du konsulterer en sjælesørger, der ikke har udviklet sine personlige kompetencer. En følelse af være til besvær og ikke blive mødt kan hurtigt indfinde sig. Du trækker dig og udøser alligevel ikke dit hjerte, som du ellers havde så hårdt brug for.

I vores nyligt afsluttede masterprojekt i sjælesorg undersøgte vi, hvordan danske præster kvalificerer deres sjælesorg. Vi fandt, at de præster, vi interviewede, ret entydigt havde fokus på konfidenten, hvilket selvfølgelig er vigtigt. Problemet var, at de simpelthen overså deres egne personlige roller og dermed egne personlige kompetencer i mødet med konfidenterne. Det betød, at præsternes ”selv” i nogle tilfælde kom til at stå i vejen for mødet med konfidenten – som i ovenstående eksempel.

Nu gætter jeg på, at det oftere er dig, der er sjælesørger end konfident. Jeg vil tillade mig at spørge: Hvordan står det til med dine personlige kompetencer?
Spørgsmålet er særdeles relevant, da flere toneangivende personer inden for feltet – eksempelvis den norske professor emeritus i sjælesorg og religionspsykologi Leif Gunnar Engedal – sætter sjælesørgerens personkompetencer på førstepladsen, når det gælder sjælesørgeriske kompetencer.

Historisk set har sjælesorg i Danmark ikke været specielt optaget af sjælesorgens faglighed – og slet ikke af forholdet mellem teori og praksis. Der har nok været fokus på teorien, hvilket vi selvfølgelig også finder væsentligt, men der har ikke været et stort fokus på præstens egen person i sjælesorgen (Vesterdal et al, 2021).

Hvad er personlige kompetencer?

Personlige kompetencer er en mangfoldig størrelse og ikke så let at indfange. Lad mig nævne nogle få stykker, som både er helt grundlæggende og svære at opøve i en travl hverdag: kompetencerne til at være nærværende, lyttende og undrende sammen med konfidenten. Det er vigtige kompetencer, som er svære at udføre i praksis.
At udvikle personlige kompetencer sker ikke i enrum i dialog med sig selv, men altid i dialog med andre. Derfor bliver fora og relationer, hvor det er muligt at efterspørge feedback på egen person så vigtige. Ingen er eller kommer i mål på alle fronter, men det handler om til stadighed at arbejde med sig selv for at være tilgængelig og nærværende for konfidenter.

Joharis vindue (se figuren nedenfor) er en model, der visualiserer udviklingspotentialet i forbindelse med personlige kompetencer. Ved at være åben og fortællende, nysgerrig og spørgende på, hvordan man opleves af andre, kan sjælesørgeren gennem den feedback, han/hun modtager, blive bevidst om eller opdage flere sider af sig selv. Det gælder både blinde vinkler og sider, man ikke selv er bevidst om.  At kende sine egne svagheder og styrker, være fortrolig med egne følelser, sårbarhed og grænser er afgørende for evnen til at møde andre i deres livsfortællinger. Hvis ikke sjælesørgeren kan reflektere over, hvordan egen person påvirker konfidenten på godt og ondt, kan det have utilsigtede virkninger. Egne tematikker kan forstyrre eller overdøve konfidentens fortælling og sjælesørgerens evne til at lytte.

Joharis vindue er et værktøj, der blev udviklet i 1950’erne af psykologerne Joseph Luft og Harrington Ingham. Det er baseret på den forudsætning, at der findes fire forskellige typer af selvbevidsthed, som de kaldte “åben”, “skjult”, “ukendt” og “blind”. Hver af disse typer af bevidsthed svarer til et forskelligt niveau af viden om sig selv. 

Selvindsigt i eget liv

Selvindsigt og samtalefærdigheder er ikke to uafhængige kompetencer. Sjælesørgeren er sjælesorgens redskab og bruger sig selv uden at tale om sig selv. Det fordrer selvindsigt at bruge sig selv, så der opstår et møde mellem sjælesørger og konfident, hvor egen historie ikke forstyrrer relationen til konfidentens historie.

At sjælesørgeren har selvindsigt kræver, at sjælesørgeren skal have mødt, tydet og bearbejdet sine egne sår. Leif Gunnar Engedal siger, at det handler om, at sjælesørgerens sårbarhed er et bærende element i mødet med et menneske. Det er netop på det plan, autentiske relationer kan skabes. Hvis ikke sjælesørgeren magter at skelne mellem det, der er ”mit” og ”dit”, altså min og din fortælling, mine og dine følelser, er faren, at sjælesørgeren bliver invaderende eller distancerende. En god sjælesorgssamtale må være åben, undrende og ansvarlig på en sådan måde, at konfidenten selv kan tage stilling til det, der siges. Nok skal sjælesørgeren være til stede i samtalen med hele sin erfaring og viden, men konfidenten skal ikke forholde sig til anden fortælling end sin egen og andre følelser end sine egne. Heller ikke sjælesørgerens uro i forhold til en overfyldt kalender eller uro over et spørgsmål, som provokerer sjælesørgeren. Det er for de fleste af os en livslang kunst.

Refleksion og undring

Sagt på en anden måde:  man skal være så meget hjemme i sig selv, at man kan opretholde et sundt mellemrum mellem konfident og sjælesørger. Øjvind Eide bruger et billede, som måske kan kaste lys over det (Eide, 2014). Han siger, at sjælesorgen er som portrætkunst, hvor konfidentens erfaring formes som billeder, og billederne reformuleres og skaber ny erfaring. I sjælesorgens rum tegner konfidenten et billede af sit liv eller udfordring, og det er ikke et fotografi, men en ordtegning. Denne ordtegning er et kunstværk og ikke en tolkning. Som i alle andre kunstværker lægger to personer mærke til noget forskelligt. Det skyldes, at hvert menneske tolker ud fra egne forudsætninger. Sjælesørgerens faglighed ligger i evnen til at lytte, reformulere, undre sig og udforske.

I et hermeneutisk perspektiv er den sjælesørgeriske samtale ikke et forhold mellem et subjekt og et objekt. Portrættet af konfidenten tegnes i mellemrummet som et produkt af dialogen mellem sjælesørger og konfident. Sjælesørgerens forforståelse udgør en væsentlig del af forståelsen. Uanset hvor fagligt kvalificeret forforståelsen er, vil sjælesørgeren aldrig kunne sige med sikkerhed, hvad konfidentens fortælling rummer. Derfor må sjælesørgerens respons altid være undren. Dermed har vi fat i endnu en personlig kompetence.

At undre sig indebærer at vove at være undervejs. Sjælesørgerens respons må have karakter af åbenhed med åbne spørgsmål som:  ”Det virker som noget, der er vigtigt for dig – kan du sige lidt mere?”. Undren skaber åbne rum, som giver konfidenten frihed og mod til at udforske og opdage flere muligheder. Undren udløser selvrefleksion og selvforståelse, som er en væsentlig del af de personlige kompetencer.

Synes du, det er lidt fremmed at betragte sjælesorgen ud fra denne selvrefleksive vinkel, er det ikke så underligt. Som sagt har det ikke haft det store fokus i Danmark. Set i det perspektiv giver det god mening, at præster mangler personlige kompetencer og af og til ”kommer til kort” i samtaler, som de udtrykker det i vores undersøgelse.

Personlige kompetencer er ganske krævende at udvikle. Personlige kompetencer kan man ikke kan læse sig til, da de ikke kan udvikles alene og i enrum, men kun i dialog og relation med andre (Fagerli, 2014). Samtidig er det ret sandsynligt, at har vi som sjælesørgere ikke en vis portion personlige kompetencer, kommer konfidenterne sjældent ind i sjælesorgens rum eller dukker kun op en enkelt gang.

Hvordan kan vi øve os – helt konkret?

• Øv dig i nærvær. Næste gang du er udfordret på nærvær, reflektér da over, hvad der konkret udfordrede dit nærvær. Var det noget hos dig selv, eller var det noget hos konfidenten?
• Find en person, du tror, kan give dig konkret og konstruktiv tilbagemelding på, hvordan du virker på andre. Som du er i sjælesorgens rum, er du også i andre rum.
• Øv dig i at undre dig i dit eget liv og sammen med konfidenten.
• Vær nysgerrig på din troshistorie og dine gudsbilleder – og del dem med en person, du har tillid til.
• Brug supervision med fokus på personlige kompetencer.

Litteratur

• Eide, Øjvind (2014): Forståelse og fordypning. Perspektiv på den sjelesørgeriske samtalen. Oslo: Luther Forlag
• Engedal, Leif Gunnar (2004): ”Utvikling av sjelesørgerisk kompetanse. Refleksjoner og perspektiver”. Tidsskrift for Sjelesorg, nr. 2, s 84-95. Vikersund: Institutt for Sjelesorg.
• Fagerli, Gunnar (2016): ”jeg kjente at en kraft gikk ut fra meg – reflekesjoner om samspillet mellom nærhet og distanse”. Tidsskrift for Sjelesorg, nr. 3, s 238-256. Viskersund: Institutt for Sjelesorg.
• Vesterdal, Lone & Gudbergsen, Thomas (red.) (2021): Sjælesorg I bevægelse. En introduktion til hovedspor i sjælesorgens teologi og praksis i Danmark. København: Eksistensen