Krænkelser i sjælesorg

I sjælesorgens mellemrum, altså i relationen mellem sjælesørger og konfident udfolder sig en fortrolighed, som er særlig for denne relation. Som sjælesørger inviteres jeg ind i konfidentens tanke-, følelses- og trosliv på en måde, andre sjældent får lov til.
Det er en ære, som skal forvaltes med ydmyghed.

Modsat en venne-relation er det alene sjælesørgeren, som har ansvaret for samtalerelationen i sjælesorgen.
Et hjælpende forhold vil altid udvikle følelser, som er betinget af selve situationen. Enten vi kalder det overføring (psykologisk begreb) eller ikke, vil følelserne nogle gange være overraskende, stærke og vanskelige at håndtere.
Konfidenten har ofte samlet mod til sig, før han henvender sig til en sjælesørger. Netop det gør ham sårbar for, hvordan jeg møder ham. Måden jeg håndterer en henvendelse kan i bedste fald opleves velkommende, i værste fald ligegyldig, anmassende eller blottende.

Lyt

Konfidenten fortæller om noget privat, smertefuldt eller skamfuldt og ønsker at blive mødt med empati. Som Job siger til sine venner: ”Hør dog på, hvad jeg har at sige, lad det være den trøst, I kan give mig” (Job 21,2). Men faren for – som Jobs venner – at krænke konfidenten ligger ligefor.
De lette løsninger, generalisering, bedrevidenhed, styrende samtale og uengageret kropsholdning er nogle af vejene til en oplevelse af ikke at blive hørt og i værste fald krænkelse.

Som sjælesørger kan jeg gøre brug af Bibel, bøn, salmebog, velsignelse, skriftemål og nadver. Ofte er det stærke midler anvendt i en sårbar situation. Men anvendt i det rette øjeblik kan sjælesorgens særlige midler bane vej for Guds velsignelse. Men det sker også, at en uvis brug kan gøre mere skade end gavn.

Når vi fejler i sjælesorgsrelationen er det altid til skade for konfidenten.
Derfor er det vigtigt at vedkende sig og arbejde med sine følelser og egen sjælesorgspraksis.

Da sociolog Eva Lundgrens bog ”Prester i lyst og last – Om kjønn, makt og erotikk i Den norske kirkes sjelesorg” udkom i 1987, blev den afvist af store dele af kirken. Bogen afdækkede gennem interviews med præster en tabuiseret side af præsters sjælesorg, den seksuelle krænkelse af konfidenter. Siden har vi i mange sammenhænge måttet sande, at temaet er forfærdeligt og nødvendigt at afdække.
Efterfølgende har norske undersøgelser vist, at 80% af de mandlige præster og 55% af de kvindelige har følt sig seksuelt tiltrukket af en konfident. Der er ingen grund til at tro, at danske tal ville være anderledes.

Kræver selvbevidsthed

Ikke mindst når konfidenter taler om egen seksualitet lades mellemrummet med spændinger, der fordrer en stor selvbevidsthed og selvbeherskelse hos sjælesørgeren. Holdes sjælesørgerens egne ubevidste eller ubearbejdede behov ikke ude af sjælesorgens mellemrum, kan de styre sjælesørgeren i en grad, så vedkomne gennem sin adfærd krænker konfidenten. Ofte er det lav selvfølelse og stress, som kan medføre en usund relation til konfidenten.

At være seksuelt tiltrukket af en konfident er ikke synd eller skam.
Så længe vi afstår fra at handle på følelsen.

Når vi fejler i sjælesorgsrelationen er det altid til skade for konfidenten. Derfor er det vigtigt at vedkende sig og arbejde med sine følelser og egen sjælesorgspraksis.
At få vejledning på ens arbejde som sjælesørger er helt afgørende.

……..

Du skal reagere når…

• du ændrer adfærd i relationen
• du omdefinerer relationen
• konfidenten opfylder nogle behov hos dig
• du oplever omgivelserne uforstående overfor din relation til konfidenten
• når der er noget i relationen til konfidenten, du ikke fortæller din vejleder eller ikke oplever, vedkomne forstår