Sjælesorg som envejskommunikation

Gunnar Elstad skriver i en af sine grundbøger om sjælesorg, at en sjælesørgers opgave er at hjælpe et andet menneske til at få et ret og godt forhold til Gud, sit medmenneske, sig selv og til skaberværket. Det gælder i sjælesorgssamtalen, men det gælder også i forkyndelsen. En myndig, moden forkynder siger frimodigt: ”så siger Herren”, men samtidig må budskabet have relevans til kendte problemstillinger for tilhørerne.

I Ny Testamente finder vi mange eksempler på tilpasning og anvendelse, både når det gælder forkyndelse og sjælesorg. Paulus lægger vægt på at være jøde for jøder og græker for grækere. Paulus omskar Timotheus af hensyn til jøderne, og i talen på Areopagos tager Paulus udgangspunkt i Athenernes egen religiøsitet. Budskabet er det samme, men forkyndelsen var samtidig tilpasset situationen og målgruppen.

Egentlig kan man vel godt sige, at Paulus´ breve langt hen ad vejen er sjælesorg som envejskommunikation. Han opmuntrer de mennesker, han skriver til. Han inspirerer dem til ikke at blive trætte i at gøre det gode og til at se på sig selv som lemmer på Kristi legeme. Når han formaner, er det ikke så meget løftede pegefingre, men mere opmuntrende skulderklap til at leve det nye liv (f.eks. Kol. 2,6).
Paulus viser igen og igen, at han ikke alene har omsorg for menneskers åndelige ve og vel, men også forholdet til deres medmennesker, sig selv og skaberværket.

En forkynders opgave er at gennemtænke, hvordan mennesker med forskellig baggrund, alder og baggage kan møde evangeliet. Det er en af de største udfordringer, at nå tilhørere, der står vidt forskellige steder i livet, med en og samme prædiken. Hvordan kan man f.eks. give en formaning videre fra prædikestolen?

Vi er alle i samme båd

Da jeg en formiddag spurgte mine konfirmander, hvorfor der hang skibe ned fra kirkeloftet, svarede en af drengene: ”Det er fordi vi alle er i samme båd.” Som kristne er vi alle i samme båd. Vi er forskellige som mennesker og kan opleve livsrejsen forskelligt.

Det er håbløst at nå alle på en gang. Men kunsten og øvelsen består i; at nå så mange som muligt og at variere måden, hvorpå tingene siges.

Når jeg forbereder min søndagsprædiken, forsøger jeg ofte at have dette skib i tankerne.
Ombord på skibet er den trofaste kirkegænger, som også kommer til møder i missionshuset, en konfirmand, som sidder og tænker på, hvornår prædikenen er færdig, en dåbsgæst, som ikke kender de religiøse klicheer, en hjemløs, som sidder og varmer sig, en mand, som fik begravet sin ægtefælle i ugen der gik, en flygtning, som ikke forstår danskernes religiøsitet og mange flere.
Det er håbløst at nå alle på en gang. Men kunsten og øvelsen består i; at nå så mange som muligt og at variere måden, hvorpå tingene siges.

Andre gudsbilleder

Som forkynder kan jeg være låst fast i min måde at forkynde på. Har jeg et gudsbillede af en far, som ”omslutter os fra alle sider”, skal jeg måske vove indimellem at bruge nogle af de mange andre gudsbilleder, som findes i Bibelen: Gud som en kvinde, der ikke glemmer sit diende barn, Gud som
en høne, som lys osv. For nogle vil koblingen til det jordiske farbillede forstyrre billedet af Gud.
Det kan også være, jeg er låst fast i et bestemt kønsrollemønster, som andre måske ikke kan se sig selv i.

Som forkynder kan det være sundt at stille sig selv nogle spørgsmål eller få andre til at svare på dem: Når jeg gerne vil give min prædiken kant, virker det så, som om jeg skælder ud? – eller hvordan vil den, der er fyldt af skam høre det, jeg siger i dag?

Det farlige er, hvis forkyndelsen bliver rutine. Hvis ordene bare flyder af sig selv. Sjælesørgerisk forkyndelse handler om hele tiden at være Gudscentreret og menneskerelateret.