OMSORG FOR ÅND OG SJÆL – MEN HVAD MED KROPPEN?

Kristen sjælesorg beskæftiger sig traditionelt med det talte sprog, lytten og refleksion. Men hvordan kan vi tænke omsorg for hele mennesket, også kroppen, med ind i sjælesorgen?

Mette Rasmussen, fysioterapeut og retræteleder på Agapes retræter

(Artiklen er udgivet i AgapeTema 2, 2022, om Sjælesorg)

Det sjælesørgeriske felt omtales ofte som omsorg for hele mennesket med ånd, sjæl og krop. I praksis er der ofte mest fokus på kroppens cerebrale funktioner, da en del kristen sjælesorg traditionelt beskæftiger sig med det talte sprog, lytten og refleksion. Mon den manglende opmærksomhed på at yde omsorg for hele mennesket bevirker, at vi mangler redskaber, når vi møder mennesker, som ikke magter flere ord og tanker? Er der nogle, som helt afholder sig fra at opsøge kristen sjælesorg, fordi de har behov for at erfare Guds omsorg også ad andre veje end de kognitive? Hvis mennesker går forgæves til kirken, kan vi være sikre på, at mange andre aktører står klar med tilbud, som forener omsorg for krop, sjæl og ånd. Tilbud, hvor det kristne budskab ikke er centralt, og som måske endda risikerer at føre mennesker på afstand af den kristne tro.

HISTORISK TILBAGEBLIK

Bibelen fortæller, at Gud skabte mennesket af jord og blæste livsånde ind i menneskets næsebor. Dermed bindes menneskets krop og ånd sammen af Gud. Med Jesu fødsel forbindes Guds ånd og menneskets krop. I evangelierne beskrives, hvordan Jesus agerer meget fysisk i sit samvær med mennesker. Han bruger sine fingre og spyt til at helbrede en døvstum. Han giver børnene knus. Han vasker disciplenes fødder og tilbereder morgenmad til dem. Det Nye Testamente er skrevet i en tid, hvor gnosticisme – en dualistisk verdensforståelse med forestillinger om kamp mellem blandt andet krop og sjæl – præger det omgivende samfund. Disse tanker førte til en forståelse af kroppen som noget, der skulle undertrykkes og fornægtes. Spor af dette findes op igennem den kirkelige tradition. Adskillelsen mellem krop og sind præger i høj grad vores måde at tænke på i den vestlige verden i dag. Dette skyldes blandt andet, at tankesættet er inkorporeret i den medicinske tradition og organisering, hvor somatiske og psykiatriske sengeafsnit ofte er placeret skarpt adskilt fra hinanden. Teolog og lektor Leif Andersen beskriver, hvordan mennesker lider under denne opdeling, både i samfund og kirke. Han argumenterer for, at der må finde en forsoning og heling sted mellem krop og sind, og at der er al mulig grund til at arbejde med at genfinde et korporligt evangelium, så kropsfjendskheden drives ud (Andersen 2015 s. 173-178). Hvordan genfinder vi så i praksis et korporligt evangelium og fremmer forsoning mellem krop og sind? I det følgende vil jeg – ved at tage udgangspunkt i menneskets syv sanser – komme med et bud på, hvordan man konkret kan arbejde med at integrere omsorg for kroppen i det sjælesørgeriske felt.

KROPPENS SYV SANSER

Hjernen og resten af kroppen er i konstant samspil med hinanden via informationer fra sanserne, som danner udgangspunkt for planlægning, handling og oplevelse. De syv sanser er:

• Høresansen
• Synssansen
• Lugtesansen
• Smagssansen
• Følesansen
• Muskel-led-sansen
• Balancesansen

De fire førstnævnte sansers funktioner er alment kendte. De tre sidstnævnte introduceres kort her: Følesansen er barnets første ”sprog”. Hudkontakten er fundamental for barnets udvikling. Berøring er essentiel for sundhed og velvære også senere i livet. Begrebet ”hudsult” dækker over manglende fysisk berøring. Muskel-led-sansen er den sans, man ofte ikke tænker på, at man har. Den er grundlæggende for at kunne mærke sig selv og interagere kropsligt med omverdenen. Sansen stimuleres hyppigt – ofte ubevidst. Et vip med foden, et træk på skulderen, et skift i position. Balancesansen registrerer, hvor vi befinder os, og giver information om, hvorvidt vi er i bevægelse eller i ro. Sansen er afgørende for, at vi ikke mister balancen, hvad enten vi sidder ned eller går en tur

OMSORG FOR KROPPEN I DET SJÆLESØRGERISKE FELT

Høresansen står centralt i kristen sjælesorg. Det er essentielt, at der formidles sandt om Gud, som han åbenbarer sig i sit ord. Gode ord fra sjælesørgeren, Bibelen, salmebogen, bøn, skriftemål og tilsigelse af syndernes forladelse kan – ved Guds ånd – skabe tro på den levende Gud. For nogle vil der måske være behov for en pause fra de mange ord. Behov for at være stille sammen. Lytte efter Gud og lade hans ånd få taleret ind over det levede liv. Andre vil erfare det trosstyrkende, at øve sig i at lade Guds skaberværk komme til orde, for – som salmisten David beskriver – at høre Himlen fortælle om Guds herlighed (Sl 19,2). Synssansen er uvilkårligt i brug. Sjælesørger og konfident vil gensidigt aflæse hinandens kropssprog og mimik. Mødes man af et kærligt blik eller et blik, hvor der spores utålmodighed eller mistro. Rummets udsmykning kan bidrage til, at man visuelt oplever sig genkendt, bliver udfordret eller får ny inspiration. Det kan være et kors. Et velvalgt billede eller et ikon. Skulpturer. Gennemtænkte farvevalg. En fin buket forårsblomster eller efterårsløv. Tændte stearinlys, som vidner om, at lyset skinner i mørket. Nogle har gavn af at leve sig ind i en bibelsk beretning for med det indre blik at se, hvordan Jesus tager sig af den, som kommer til ham. I nogle situationer vil det være oplagt at flytte aftalen udenfor for sammen at betragte skaberværket. Lugtesansen registrerer, om det er rart at være i rummet. Er der luftet ud? Mødes man af en behagelig duft fra blomster eller nyvaskede pudebetræk. Duften fra en varm drik eller måske nybagte boller kan være tiltrængt omsorg. Smagssansen er aktivt i brug, hvis der deles nadver. I nadveren får vi lov til at smage, at Herren er god mod os, og vi får en smagsprøve på fællesskabet på den nye jord. I Bibelen sammenlignes Guds nærvær flere gange med fest og god mad. At få serveret et veltilberedt måltid mad i Jesu navn kan være lige netop det kærtegn, der er allermest brug for. Følesansen er en direkte vej til omsorg uden ord. Er der komfortable siddepladser eller mulighed for at lægge sig ned? En god pude i ryggen. Et varmt tæppe om benene. Tilbud om at låne en trøje eller et par lune hjemmesko. Hvis der gøres brug af skriftemål, kan tilsigelsen af tilgivelse og velsignelse mærkes gennem sjælesørgerens hånd på konfidentens hoved. For nogle er det godt at lade fingrene mærke perler i en bedekrans for via følesansen at lægge bekymring og afmagt over til Gud. Nogle vil have behov for at omfavne et gammelt træ for med kroppen at mærke, at Gud er et fast holdepunkt midt i det håbløse. Måske er der behov for at røre ved elementer i naturen, som kan udtrykke de oplevelser, der for nu må være ordløse. Eller behov for at mærke, hvordan naturen udtrykker sig gennem blæst, regn, kulde og lune solstrejf. Et varmt fodbad eller let massage på ømme skuldre, nakke eller ryg kan opleves som en kærkommen berøring fra Kristus. Muskel-led-sansen gør os i stand til at mærke os selv gennem bevægelse. Derfor kan det være oplagt at tilbyde, at samtalen foregår som en gåtur. Når vi bevæger os, bevæges vi kognitivt. Det kan åbne for andre perspektiver på fastlåste tanker og måske give mod til at være i det svære. At gå sammen tilgodeser en mere naturlig vekslen mellem tavshed og tale. For nogle vil det også være rart at kunne undgå en eventuel ubehagelig øjenkontakt. Måske er der behov for at arbejde bevidst med fysisk at udtrykke følelser. At få lov at græde højlydt. Trampe i gulvet i vrede. Falde sammen i afmagt. Tage imod opfordringen om at rette sig op, løfte hovedet og mærke, at det bliver nemmere at trække vejret. Nogle vil nyde godt af at sidde i en stol med tykke puder og faste kanter. Når kroppen afgrænses, tør man måske sænke skuldrene, give slip og erfare at blive grebet af Guds kærlige, omsluttende arme. Andre har behov for at tegne og male eller mime en fastlåst situation, som ikke kan beskrives verbalt. Eller slå korsets tegn for ansigt og bryst og give sig Gud i vold. Måske skal der guides til dyb vejrtrækning, tunge suk og afspænding, så kroppen via led og muskler får lov at udtrykke, give slip og finde lindring. Andre vil have gavn af at bede med hele kroppen, lade ordene hvile og gennem bevægelser udtrykke bøn og tak til Gud. Balancesansen sikrer, at vi holder balancen både i ro og bevægelse. Når man hopper fra sten til sten i vandkanten eller går på væltede træer i skoven, udfordres ens balance. Erfaringen af fysisk usikkerhed kan minde om egen skrøbelighed og afhængighed af Gud. Sansen bliver også stimuleret, når man sidder behageligt i en gyngestol, bliver lullet til ro og mærker Guds fred i krop og sind. Når man beder til Gud med hele kroppen – løfter hoved og hænder for derefter at falde på knæ og rejse sig igen. Eller når man gennem dans udtrykker sin længsel og lovprisning til Gud.

OMSORG FOR ÅND, SJÆL OG KROP

Ovenstående skal betragtes som forslag. Listen er langt fra udtømmende, og enhver kan selv føje mere til. Nogle af forslagene er velkendte og praktiseres allerede. De fleste kan bringes i spil uden behov for særlige kropsterapeutiske kompetencer. For nogle vil det givetvis være en ny og udfordrende måde at arbejde på. Derfor er det vigtigste måske at være opmærksom på emnet, tale om det, afprøve nye veje og give hinanden frihed til at finde den tilgang, som forekommer én naturlig og fungerer i mødet med konfidenten. Det er værd at bemærke, at de tre sanser, som udvikles tidligst i fostertilværelsen og danner et basalt fundament for ethvert menneske – følesansen, muskel-led-sansen og balancesansen – er de tre sanser, som vi ofte er mindst opmærksomme på i det traditionelle sjælesørgeriske rum. Måske går vejen til øget forsoning mellem krop og sind gennem et skærpet fokus på, hvordan netop disse sanser tilgodeses i sjælesørgeriske tilbud. Grundlæggende for al sjælesorg er vigtigheden af at kunne lytte til det, konfidenten formidler verbalt og kropsligt. For nogle vil bestemte ord, lugte, berøringer etc. kunne aktivere ubehagelige hukommelsesspor. Det er derfor meget vigtigt at være opmærksom på, om det tilbudte er gavnligt ind i konfidentens situation. Man kan relevant indvende, om vi mon udvander sjælesorgen, hvis vi arbejder med integrerede tilbud for krop, sjæl og ånd? Eller om afsløringer af tragiske overgreb i kirkelige kredse bør føre til, at vi undlader at tilbyde sjælesorg, der også inddrager den del af kroppen, som befinder sig under hovedet? Dette er vigtige indvendinger og problemstillinger, som fordrer grundige overvejelser. Det bør dog ikke blive til undskyldninger. Tværtimod må det udfordre til en seriøs behandling af emnet – og med Kristus som forbillede give os mod i arbejdet med at tilbyde omsorg for ånd, sjæl og krop. Til troshjælp for mennesker. Guds navn til ære.

Til videre læsning

• Andersen, Leif, 2015. Kroppen & ånden – sjælesorgens basis, Forlagsgruppen Lohse
• Bibelen. Det danske Bibelselskab 1992, 1. udgave, 3. oplag, Nørhaven, Viborg