Vær tydelig i den spontane sjælesorgssamtale

De spontane samtaler kan være lige så vigtige og alvorlige som de planlagte samtaler. I denne artikel får du et par tips til at møde konfidenten på en respektfuld og anerkendende måde i den spontane samtale – også  når du ikke har mulighed for at være i samtalen ret længe.

Af Annette Bech Vad, landsleder

”Jeg har haft mange samtaler, som opstår lige der, hvor vi er. Det kan bare være den ultrakorte på 5-10 minutter lige efter et arrangement, eller nede ved købmanden eller på vej ud af kirkedøren….”

Sådan udtrykte en informant sig i forbindelse med masterprojektet ”Kvalificeret sjælesorg i Danmark?” Og mange sjælesørgere og kirkeligt ansatte har givet udtryk for en lignende erfaring.

Spontane samtaler er det ”tilfældige” møde, hvor der opstår en fortrolig samtale, hvor det lyttende nærvær kan gøre en forskel (også uden for det lukkede rum). Det, som Tor Grevbo kalder ”hverdagslig sjelesorg”. Der er ikke forsket så meget i sjælesorg, der foregår uden for kontorets fire vægge. Et norsk studie har imidlertid vist, at de adspurgte sjælesørgere oplevede, at 70 % af deres samtaler var spontane.

Spontane samtaler er en udfordring for sjælesørgeren. Den, der søger sjælesorg, kan have udset dig som sjælesørger, og når lejligheden byder sig, åbner vedkommende op ved kirkekaffen, på fodboldbanen, i Rema, eller hvor I nu mødes. Det betyder, at der er noget grænseløst over en sådan samtale, og derfor kan den være svær at navigere i.

Vi ved, at spontane samtaler kan være lige så vigtige og alvorlige som de samtaler, der er aftalt tid og sted til. Derfor er det væsentligt, at vi øver os i at håndtere samtaler, der kommer ud af det blå, og som vi ikke har haft en chance til at forberede os på eller sætte grænser omkring.

Men hvordan håndterer vi disse samtaler på en god og respektfuld måde, så konfidentens behov og tillid varetages, og vi samtidig tilgodeser egne aftaler og behov? 

Undersøgelser viser faktisk, at spontane samtaler ofte er delvist planlagt for konfidenten. Konfidenten har således på forhånd udset dig som én, vedkommende gerne vil betro sig til, når lejligheden byder sig. Det kan være en vigtig erkendelse, når du lige pludselig står til et arrangement og opdager, at du befinder dig midt i en vigtig samtale.

Da de spontane samtaler kan være lige så vigtige og alvorlige for konfidenten som de planlagte samtaler, er det væsentligt, at du møder ham/hende på en respektfuld og anerkendende måde. Det gælder også, når du reelt ikke har mulighed for at være i samtalen ret længe.

Har du kun få minutter, kan vi nogle gange være tilbøjelige til at bebrejde os selv og ikke få sagt, at vi skal videre. I stedet begynder blikket at flakke, og vi bliver fraværende. Det mærker konfidenten lynhurtigt og vil i løbet af et split sekund sørge for at afslutte samtalen.

Men problemet er, at konfidenten da tror, at vi er uinteresserede og ikke har lyst til at tale med vedkommende eller måske finder emnet overflødigt. I disse tilfælde er alt for meget overladt til at konfidentens fantasi, og vi kan regne med, at vedkommende ikke vender tilbage til os igen.

Derfor kan det være vigtigt at være tydelig i, at vi har set og hørt vedkommende. Måske kan det være en hjælp at have en lille model for øje, som kan lede fokus fra selvbebrejdelse til, hvad vi faktisk kan gøre i situationen.

Modellen er oprindeligt beskrevet ud fra den antagelse, at vi som mennesker ofte bruger vores kræfter på det, vi ikke har nogen indflydelse på, og modellen kan give grundlag for en god øvelse i at flytte fokus til det, vi faktisk kan gøre noget ved.

Indflydelsescirklen

Den yderste cirkel viser det, vi ikke har indflydelse på eller kan ændre her og nu. At vi faktisk skal hente børnene om fem minutter. Eller vi skal videre til et møde. Som mennesker er vi nogle gange tilbøjelige til at bruge det meste af vores opmærksomhed på de ting, som vi ikke kan gøre noget ved, og da befinder vi os i den yderste cirkel (reaktive). I forhold til spontane samtaler kan det for eksempel være, at vi indtager en passiv, undvigende rolle eller bebrejder os selv. I stedet giver det mere mening for både os og dem, vi møder, at rette fokus på den inderste cirkel, hvor vi kan være proaktive, tydelige og handlende.

Det gavner ingen, at vi står og bebrejder os selv, at vi skal hente børn og ved at flytte vores opmærksomhed ind i den inderste cirkel, får vi et andet perspektiv og kan i stedet forsøge at være anerkendende og imødekommende og sige: ”Jeg kan høre, du har noget på hjerte, som betyder noget for dig. Jeg vil rigtig gerne høre det, og jeg har to minutter, inden jeg må videre. Hvis du er interesseret, kan vi lave en aftale i morgen. Så kan vi måske gå en tur eller drikke en kop kaffe sammen?”

Vi kan se og møde konfidenten med et anerkendende og imødekommende blik, tilbyde hvornår vi kan mødes og tale videre. På den måde retter vi fokus på det, vi kan gøre her og nu, og være respektfulde – også selvom vi kun har få minutter.

Det er ikke let, men det er bedre og mere respektfuldt at være tydelig end at forsøge at undvige konfidenten eller begynde at lytte med et flakkende blik og blafrende ører, der ikke kan lytte.

Litteratur

• Grevbo, Tor Johan S. (2018), Sjelesorg i teori og praksis
•  Covey, Stephen R. (2008), Syv gode vaner
• Stokka, Elisa et al (2022a), Sjelesorg i farta. Tidsskrift for praktisk teologi, nr. 1, s 39-51.