Gudsforestillinger møder forkyndelse og sjælesorg

Verden er fuld af usunde gudsforestillinger, når det usunde er det, der tærer livsglæden, -modet og gudsrelationen. I forkyndelse og sjælesorg må vi være optaget af at tegne alternative gudsbilleder, som både er sande og sunde, så de bliver nærende for tilhørernes og konfidenternes trosliv.

Dan K. Månsson, sjælesørger og teolog

(Artiklen er udgivet i AgapeTema 1, 2022, om Gudsbilleder)

At mennesker har forestillinger om Gud er alment kendt. En snak på en tidligere arbejdsplads (”jeg kan ikke tro på en gud, som totalt har mistet grebet om verden”), en bemærkning fra et barn (”ham Gud må have meget store ører!”, en samtale i bibelstudiegruppen (”når jeg beder, føles det som at ligge i en enorm stor og stærk hånd”) og mange andre situationer har bekræftet dette udsagn i mit eget liv.

Kari Halstensen skriver i artiklen ”Når mine følelsers Gud, møder min tænkte Gud” side 11 i dette blad, at disse forestillinger om Gud (gudsrepræsentationer) ikke nødvendigvis er de samme som en given kirkes trossætninger.

Særligt i sjælesorgens rum møder jeg spændingen mellem den erfarede gud og den forkyndte eller ønskede gud. Eksempelvis beder én konfident (en hjælpsøgende red.) aldrig med på de to første ord i bønnen: ”Vor fader, du som…” Gud som far er dybt problematisk, fordi  hun er blevet misbrugt som barn. En anden har svært ved at sige med på trosbekendelsens første sætning: ”Vi tror på Gud Fader, den almægtige…”, fordi Gud ikke opleves som almægtig. En tredje længes efter at kunne tro på den kærlige Gud, der prædikes om: ”Jeg ved godt, at Gud er kærlig mod alle mennesker, men bare ikke mig. Gud har ikke grund til andet end at hade mig”.

Ord lander forskelligt

Den religionspsykologiske forskning fra Ana Maria Rizzuto (1979) og fremover har med afsæt i tilknytningsteorien peget på betydningen af relationens udvikling mellem forælder og barn i den tidligste del af livet som model for senere tilknytningsadfærd. Det gælder relationen til andre mennesker og Gud og for ens identitet.

Det betyder, at vi kan se en vis lighed mellem måden, der skabes relationer til andre mennesker og til det budskab om Gud, som forkyndelse i bred forstand afsætter.

Mennesker hører eksempelvis ikke en prædiken på samme måde. Det menneskelige ”filter” får ordene til at lande forskelligt, så noget bider sig fast, mens andet ikke rigtigt bemærkes. Noget fremkalder positive følelser, mens andet negative.

Når prædikenen drejer sig om Guds retfærdighed, kan den høres som en trussel af det menneske, som har livserfaringer i bagagen om mors uudholdelige millimeterretfærdighed eller fars form for egenrådige retfærdighed. Det skete for eksempel for Martin Luther, som voksede op med faderens strenghed og udtalte forventninger til sin søn. Han kunne ikke læse eller høre om Guds retfærdighed uden at høre det som Guds forventning om et syndfrit liv.

Når prædikenen drejer sig om Guds omsorg, kan en ubærlig sorg aktiveres hos den tilhører, for hvem ensomhed er en daglig grundfølelse.

At nære trosliv – med omtanke

Verden er fuld af usande gudsforestillinger, når sandheden findes i de bibelske skrifter. Verden er fuld af usunde gudsforestillinger, når det usunde er det, der tærer livsglæden, -modet og gudsrelationen.

I forkyndelse og sjælesorg må vi være optaget af at tegne alternative gudsbilleder, som både er sande og sunde, så de bliver nærende for tilhørernes og konfidenternes trosliv.

Dette indebærer en række vilkår, som det er værd at notere sig:

1) At det er ”alternative” gudsbilleder betyder, at det er andre billeder, end dem, som vedkommende i forvejen gør sig. Derfor er det nødvendigt, at forkyndere og sjælesørgere bliver fortrolige med tilhørernes eller konfidentens gudsforestillinger. I sjælesorgen sker det gennem samtalen med konfidenten. Enhver forkynder må stræbe efter at blive fortrolig med sine tilhørere eller generelt menneskers gudsbilleder. Med Søren Kierkegaards hyppigt anvendte citat: ”At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Det er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.”

2) Mennesker har gode grunde til at have de gudsforestillinger, de har. De har som regel rod i levet liv, i erfaringer og relationer. Vi skal tillade mennesker at være undervejs et andet sted end os selv. At være respektfuld er blandt andet at være oprigtigt interesseret i det andet menneske.

3) Forkyndelse og sjælesorg skal være mere optaget af at ’tilbyde’ alternative gudsbilleder fra de bibelske tekster frem for at fordømme eller fratage dem deres usande og usunde gudsforestillinger. Det er langt bedre at lade mennesker selv komme til den erkendelse, at noget kan slippes, samtidig med, at de tager andre gudsbilleder til sig.

4) Vi skal i det kristne fællesskab give plads til, at mennesker kan opleve gudsbilleder vidt forskelligt uden at de dermed skal dømmes ’inde’ eller ’ude’. Det er teologisk sandt, at vi bekender troen på Gud Fader og derfor beder ”Vor Fader”. Nogle har det godt med forestillingen om Gud som vores far, mens andre får helt andre indre billeder af en far, som ikke ønskelige med tanke på gudsrelation.

Når vi vidner om vores trosliv, kan det give plads til andre, når vi markerer, at det er vores oplevelse, og at vi godt ved, at andre har andre erfaringer af Gud.

I forkyndelsen kan det tilsvarende give plads, at vi med frimodighed proklamerer Bibelens budskab om Gud og med få ord anerkender, at det kan lande forskelligt hos tilhørerne.

Til videre læsning

• Andersen, Leif (2015). Kroppen og ånden. Bind 1. Fredericia: Kolon. Det første afsnit i bogen (pp.19-88) har overskriften ’Gudsbilleder’.
• Malm, Magnus (2003). Bag billedet. Om den vanskelige og vidunderlige rejse fra billede til virkelighed. Helsinge: Boedal.
• Rizzuto, Ana-Maria. 1979. The Birth of the Living God. A Psychoanalytic Study. Chicago: The University of Chicago.