Sjælesorgens midler

Bøn

Bøn er sjælens åndedræt. Vi ber dybest set ikke for at forandre Gud, men for at han skal forandre os. Bøn kan misbruges i en samtale til at sige noget, der ikke kan modsiges, eller til at sylte noget, vi egentlig burde handle på. Men hvis vi får delt op imellem det, vi selv kan gøre noget ved og det, der står uden for vores magt, kan bøn sætte os fri fra det, der ikke er vores, men Guds ansvar. Bøn handler også om at give afmagten luft, så tilliden til; at Gud vil os det bedste, kan vokse frem. I Mattæusevangeliet kap. 6 lærer Jesus sine disciple og os, hvordan vi skal bede og forvente, at Gud ønsker at fri os fra det onde og lade sin vilje ske. Bønnen bliver kun til et frirum, når vi gennem samtalen giver plads til tvivl og frustration over, at alt, hvad der sker i verden, ikke er Guds vilje og ønske.

Skriftemål

Det er altid Gud, der tilgiver.
Luthersk forstået gir Jesus tilgivelsens nøgler til den kirke, der ligesom apostlen Peter bekender, at ”Jesus er Kristus, den levende Guds søn” (Matt 16, 13). Det er udelukkende på hans befaling og for hans lidelses og døds skyld, at vi kan række tilgivelsens befrielse til hinanden. Alle kristne kan bede om tilgivelse, eller bede Gud om at tilgive et andet menneske.
Men nogle gange kan det gøre en afgørende forskel at høre en præst, der på Guds vegne, tilsiger syndernes forladelse og lægger hånden på hovedet, så vi kan mærke det. Tilgivelsen er ikke afhængig af, om vi angrer på en bestemt måde, eller føler en forskel efter et skriftemål.
Skriftemålet hviler på Jesu befaling og løfte om befrielse og sætter den samme kraft, der rejste Jesus fra de døde, på spil i vores liv.

Sygesalvning

Jesus underviste, prædikede og helbredte (Matt 4,23). Apostlene videreførte den opgave og Jakob opfordrer og vejleder os i sit brev til, at menighedens ældste ber om helbredelse for syge (Jak 5, 13). Derfor må vi ha lov til at bede om helbredelse og tro på den, indtil det modsatte er bevist. At salve syge med olie er ligesom skriftemålet ikke uundværligt for en kristen, sådan som dåb og nadver er det. Men det er et middel, der kan sørge godt for en sjæl med en syg krop eller et sygt sind. En sund måde at bede om helbredelse på, er at give plads til en samtale, hvor frustrationer, håb og forventninger kan komme frem. Det er sammen at bekende sine synder og hvile i, at Gud altid ønsker os det bedste. Også selvom vi ikke altid får den midlertidige helbredelse, vi beder om. Engang vil Gud helbrede os og give os et langt bedre liv uden sygdom og død.

Nadver

Nadveren er sjælens mad og drikke. Det er Jesus selv, der har fortalt os præcis, hvordan vi skal gøre (Matt 26, 26). Den er langt dybere end syndernes forladelse og meget større end det fællesskab af mennesker, der er samlet i kirken. Det er et måltid, der forener alle kristne i verden til alle tider i en begivenhed: At Jesus selv kommer og tjener os ved at give os alt, hvad han har. Helt ufortjent og gratis.
Nadveren har det håb, vi måske ellers har svært ved at få øje på. Og den gir os en smagsprøve på fællesskabet i den kommende verdens liv. Særligt når vi bærer på sorg eller mærker afmagten overfor døden, kan nadveren styrke og nære os, fordi vi får lov til at være sammen med alle dem, der er døde i troen på Jesus. Det er hans nærvær, der forsikrer os om, at vi forenes med ham og alle hellige i nadveren.