Skal sjælesorgen tage økosorg (mere) alvorligt?

I terapilokalet møder Agapes psykologer flere og flere klienter (hovedsageligt unge), der frygter for klodens fremtid på grund af klimaforandringerne. For nogle er bekymringen så voldsom, at de udvikler angst og/eller afholder sig fra eksempelvis at sætte børn i verden.

Hverken i terapilokalet eller i sjælesorgens rum er fagtraditionen inden for en tematik som klimasorg særlig stor. For professor emeritus i sjælesorg og religionspsykologi Leif Gunnar Engedal er der imidlertid ingen tvivl om, at både psykologer og teologer bør udvikle et større begrebsapparat, så de kan møde de klimasørgende med trøst og håb. Måske kræver denne omstilling ligefrem en ny aktivistisk form for sjælesorg? 

Redigeret og oversat af Anne Sofie Bjørn Bitsch, kommunikationsmedarbejder i Agape

Denne artikel er et stærkt redigeret uddrag af Leif Gunnar Engedals foredrag ”Klimaangst og økosorg”, som han holdt for Agapes ansatte på Modum Bad den 16. juni 2022. Foredraget tog udgangspunkt i Leif Gunnars artikel: ”Jordens sang og sjelens klage”, som er udgivet i Tidsskrift for Sjelesorg 3-4, 2021.   

En stor international undersøgelse, der blev offentliggjort i september 2021, viser, at unge menneskers livskvalitet og fremtidstro er stærkt påvirket af klimakrisen (se faktaboks red.). 4/10 nøler med at få børn, 6/10 er bekymrede eller ekstremt bekymrede. 6/10 mener ikke, regeringen beskytter dem, kloden eller fremtidige generationer. 6/10 føler sig forrådt af den ældre generation, 75 procent er enige i sætningen: ”fremtiden er skræmmende”.

Det er vanskeligt at begribe de tal. Hvis de tegner et repræsentativt billede af, hvordan også skandinaviske unge oplever verden, står vi i en situation, vi må tage dybt alvorligt. Jeg tror, at det [økosorg og klimaangst red.] er en tematik, som vi vil møde mere og mere i den tid, der kommer. Også i sjælesorgen.

Et udvidet kald?

Sjælesorg forstået som kirkens diakoni har jo i en dominerende del af kirkens historie først og fremmest været henvendt mod og adresseret relationelle og sociale udfordringer. Derfor har sjælesorgen frem til i dag haft et fokus mod det sociale og det relationelle felt og således hentet meget af kundskaben fra psykologifaget, der traditionelt også har fokuseret på det relationelle og sociale spil mellem mennesker. Hvis man sætter det på en formel, så kan man sige, at diakonien har haft et teologisk udgangspunkt, men et antropologisk fokus – altså mod mennesket, mod menneskeligt fællesskab, og menneskelige relationer.

Spørgsmålet er, om vi nu skal bevæge os videre fra det antropocentriske (centreret om mennesket) til det, som flere og flere kalder det biocentriske? Vores ansvar og vores kald er at hjælpe mennesket og menneskets liv, men det må udvides til at omfatte alt liv. For hvis man tror, det er muligt at vise omsorg for mennesker i klimakrisens tid uden at adressere de spørgsmål, som er knyttet til klima og økologi, så er perspektivet for kort. Menneskeværd og naturens værdi er uløseligt vævet sammen. En ødelagt natur betyder ødelagte menneskeliv. Uden en levende natur, ingen levende mennesker. Så elementært er det. En kortsigtethed, som bare vil se mennesker, og som ikke vil se den større sammenhæng, er et farligt, indsnævret blik. Grundlæggende kristen teologi, som bestemmer det diakonale blik mod verden, er nødt til – i den tid, som nu er blevet vores levetid – at tage det, vi ser, alvorligt i mødet med økokrise og naturtab. Der findes masser af god litteratur om disse tematikker, og jeg håber psykologer og teologer læser den.

En ny sorgtype i terapi- og sjælesorgsrummet

Igennem mange årtier har terapi og sjælesorg udviklet teorier om sorg og sorgarbejde, men det er sorg, som er knyttet til andre ting end for eksempel naturtab. Et centralt spørgsmål i arbejdet med økosorg er derfor, hvordan den ser ud i forhold til andre typer sorg.

Jeg tror, økosorgen adskiller sig på særligt fire områder:

  1. En repressiv kultur i mødet med økosorg: I vores kulturelle og sociale fællesskab anses det ikke som normalt at sørge over tab af ikke-menneskelig natur. Mange betragter ikke naturen som et sorgproblem. Virkelig sorg er i vores kultur forbeholdt mennesker og kæledyr. Sorg over naturtab bliver for abstrakt og underligt.
  2. En tavs og usynlig sorg: Fordi økosorgen ikke anderkendes som en legitim sorg, bliver den ofte tavs. Altså uden et eksistentielt, meningsgivende sprog til at udtrykke, hvad der er på spil. Dermed kan man let komme til at bagatellisere sorgen og alvoren i økokrisen.
  3. En sorg uden kollektive riter og praksisser: Her i Norge er det sket, at man har forrettet sorggudstjenester om tab af natur, men i udgangspunktet savner vi altså kollektive riter og praksisser, når det gælder økosorg. Ved et medmenneskes død tager det individuelle sorgarbejde form i samspil med fællesskabets riter, normer og praksisser. Fordi økosorgen ikke anderkendes af fællesskabet, findes der ikke meningsfulde kollektive riter og praksisser, som kan støtte sorgarbejdet. Sorgen bliver dermed ensom.
  4. En sorg sammenvævet med skyld: Den økosørgende står ikke udenfor de sammenhænge og den livsstil, som har ført os ind i de kriser, vi oplever. Kan sjælesorgen tage denne skyld alvorligt? Det handler jo ikke bare om sorg over tab, men også om skyld og moralsk integritet.

Skal sjælesorgen være aktivistisk?

Jeg mener, vi som diakonal kirke har adgang til mange forskellige arenaer, hvor tematikken om klimaet er relevant og bør få opmærksomhed.

For det første skal vi bedrive et grundlæggende teologisk arbejde, fordi menighed og diakoni er forankret i troen på den treenige Gud. Når det kommer til stykket, er jeg engageret i dette her af en eneste grund, og den er, at jeg har fået troens gave, troen på den treenige Gud, og jeg vil, at mit blik og mit liv skal præges af denne fundamentale virkelighedstydning, som ligger i den tro. Som kristen menighed må vores grundlæggende identitet, vores grundlæggende inspiration, vores grundlæggende kald fæstes der – i troen på den treenige Gud. Helt grundlæggende skal vi læse i bibelen og læse god teologi – også økoteologi – for at blive klogere på tematikken…

For det andet skal vi øve os i at møde tematikken gennem alle de forskellige arenaer, vi som diakonal kirke har adgang til.

I enerummet skal vi møde tematikken med dyb alvor gennem den individuelle sjælesorg, som i sig selv er en vigtig del af kirkelig diakoni. Her møder vi som sjælesørgere et menneske, og vi arbejder med de udfordringer og den smerte, som det menneske har brug for. Det betyder, at vi som sjælesørgere bør sætte os ind i tingene. Vi bør sætte os ind i økoteologi og forstå, hvad det betyder, når folk snakker om eksempelvis antropocen (betegnelsen for den tidsalder, vi er i). Vi må gøre os fortrolige med denne type sprogbrug på samme måde, som sjælesorgen tidligere – helt oplagt – har måttet lære noget fra psykologien om sorg.

I enerummet kan sjælesorgen ikke fjerne uroen og angsten – og det er heller ikke sjælesorgens opgave – men sjælesorgen kan møde mennesker med anerkendelse og respekt for det, de kommer med, og på den måde rydde op i tanker og følelser og hjælpe mennesker med at se mulige veje videre.

Den anden arena kalder jeg for grupperummet. Her handler det om at hjælpe mennesker til at hente styrke i et fællesskab af ligesindede. Jeg leder noget for menigheden her, som vi kalder “grøn gruppe”. Fra august inviterer vi åbent til “grøn gruppe” om økosorg, som er en slags læsegruppe, der kan gøre os lidt fortrolige med stoffet sammen. Vi må invitere til fællesskaber for folk, som er berørt af dette. Som gerne vil vide mere.

Den tredje arena kalder jeg for fællesrummet. Fællesrummet omfatter gudstjenester, liturgi, bøn – ja, alle de praksisser, som er knyttet til at være kristen menighed. Hvis dette [klimakrisen red.] opleves som et fremmedelement i forhold til forkyndelse og undervisning, hvis det ikke kan synliggøres, hvordan det er forankret i helt grundlæggende kristen gudstro, hvis det aldrig kommer til syne i fællesskab, undervisning, forkyndelse, bøn, liturgi; så findes det ikke og mangler således et mødested. Teologien om Guds trofasthed mod jorden skal italesættes med tyngde i fællesrummet – og give inspiration til videre engagement.

Det sidste rum kalder jeg for alrummet. Det karakteriserer vejen ud i det sociale og politiske landskab. Der er jo god tradition for, at både forkyndelse og undervisning i en kristen menighed og kristen sjælesorg skal stoppe i tide. Kirken og sjælesorgen bestemmer ikke, hvad folk skal stemme. Men jeg mener faktisk, at det er inden for kirkens mandat at lede mennesker videre til god praksis og gode handlingsalternativer gennem deltagelse i for eksempel miljøorganisationer og andre interessefællesskaber. At kirken leder sammen efter handlinger, som gør håbet levende. Det enkelte menneske skal selv finde sin vej, men sjælesørgeren kan drøfte forskellige alternative handlingsvalg og dermed gå et stykke af vejen ud i alrummet sammen med mennesket.

Helt grundlæggende tænker jeg altså, at menigheden skal være et sted, hvor økosorgen tages alvorligt. I forkyndelse, undervisning og gennem gudstjenester skal Guds trofasthed mod jorden holdes levende. Først da kan kristen sjælesorg fremstå som en tilgængelig og relevant arena for samtaler om økosorg.

Til videre læsning:

    • Engedal, Leif Gunnar. 2021. ”Jordens sang og sjelens klage” i Tidsskrift for Sjelesorg 3-4, 2021.

Faktaboks:

I foredraget henviser Leif Gunnar Engedal til en international undersøgelse om unge og klimaet.

I undersøgelsen har forskere adspurgt 10.000 unge i alderen 16-25 år fra ti forskellige lande om deres forhold til klimaet. De ti lande er USA, Brasilien, Australien, Finland, Frankrig, Nigeria, Fillippinerne, Portugal, Indien og England. Undersøgelsesresultaterne er offentliggjort i The Lancet i september 2021.

 

Undersøgelsen viser blandt andet, at:

  • 4 ud af 10 unge tøver med at sætte børn i verden på grund af klimaet
  • 6 ud af 10 unge er meget eller ekstremt bekymrede for klimaforandringerne
  • Flere end 5 ud af 10 unge føler sig hjælpeløse, vrede, kede af det, skyldige eller angste, når de tænker på klimaet
  • Lidt flere end 4 ud af 10 unge føler, at klimakrisen har negativ betydning for deres liv og for, hvad de tænker på

Kilde: https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=3918955

Modum Bad 2022
Modum Bad 2022

Helt grundlæggende tænker jeg altså, at menigheden skal være et sted, hvor økosorgen tages alvorligt. I forkyndelse, undervisning og gennem gudstjenester skal Guds trofasthed mod jorden holdes levende. Først da kan kristen sjælesorg fremstå som en tilgængelig og relevant arena for samtaler om økosorg.

Leif Gunnar Engedal

STØT AGAPES ARBEJDE

TAK, om du vil bære med ved at give Agape en gave. Agape er afhængig af vores mange, gode støtter, og enhver gave gør en forskel!

MobilePay: 94 907

Med MobilePay kan du nemt støtte Agapes arbejde med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

Agapes konto:

Bank: Sparekassen Kronjylland
Bankkonto: 6190 0003562409
CVR: 18191288

Kortbetaling via hjemmesiden:

Giv en gave med kort via hjemmesiden

TAK for enhver gave!

Se også:

Olavskirken ved Modum Bad

Mellem Modum Bads hovedbygning og kløften ”Verdens Ende” ligger en sekskantet, smuk, norsk trækirke. Når man træder over tærsklen ind...

Sjælesorg

Med Jesus som forbillede

Sjælesorg har altid været en del at kirkens diakoni og har varieret i form og indhold gennem tiden. Sjælesorgens teologiske...

Sjælesorg

Rørt, ramt, rystet

Tag vare på dig selv som sjælesørger! Der sidder en kvinde i stolen over for mig. Hun fortæller om sin...

Sjælesorg

Sjælesorgens midler

I sjælesorgen kan man gøre brug af forskellige midler, som kan få afgørende betydning for det enkelte menneske. Bøn Bøn...

Sjælesorg

Sjælesorg som envejskommunikation

Sjælesorg i forkyndelsens rum Gunnar Elstad skriver i en af sine grundbøger om sjælesorg, at en sjælesørgers opgave er at...

Sjælesorg

Krænkelser i sjælesorg

Det er sjælesørgerens ansvar, at den fortrolighed, der opstår i sjælesorgens rum, behandles med respekt og ikke fører til krænkelser....

Sjælesorg

Tavshedspligt

Tavshedspligten er en afgørende forudsætning for sjælesorg, uanset hvem der udøver den. Præstens tavshedspligt er imidlertid særlig, fordi den er...

Sjælesorg

Pilotprojekt

Aida Hougaard Andersen og Ole Rabjerg, psykologer i Agape, arbejder i øjeblikket med at indsamle data omkring troens betydning i...

Psyke og tro

Gud må holde mig fast

Inger og Kjelds børn blev seksuelt krænket af et menneske fra familiens omgangskreds. Jeg har besøgt forældreparret for at tale...

Sjælesorg, Tilgivelse

Jeg manglede et sprog for min sorg

Dette er fortællingen om en eksistentiel rejse, der begyndte, da livet en novemberdag i 2015 på et splitsekund blev fuldstændig...

Psyke og tro, Sjælesorg

Sjælesorg i en coronaramt verden

Alle kan til enhver tid kontakte en kirke og få hjælp til at finde en sjælesørger. Men hvad er sjælesorg...

Corona-krisen, Sjælesorg

Skal sjælesorgen tage økosorg (mere) alvorligt?

I terapilokalet møder Agapes psykologer flere og flere klienter (hovedsageligt unge), der frygter for klodens fremtid på grund af klimaforandringerne....

Frygt og angst, Mennesket og klima, Sjælesorg

Må vi lige minde om tavshedspligten?

Lov, moral og gråzoner: Tavshedspligt i sjælesorgens rum kræver mere end et kig i lovbøgerne.   Af projektleder Dan K....

Psyke og tro, Sjælesorg, Skam, Skyld og tilgivelse

7 råd til at undgå udbrændthed og stress

Af Simone Ingemann Kusk, psykolog Som præst eller anden tjenesteleder er du på mange måder særligt udsat for at brænde...

Psyke og tro, Sjælesorg, Skam, Skyld og tilgivelse

OMSORG FOR ÅND OG SJÆL – MEN HVAD MED KROPPEN?

Kristen sjælesorg beskæftiger sig traditionelt med det talte sprog, lytten og refleksion. Men hvordan kan vi tænke omsorg for hele...

Lidelse, Psyke og tro, Sjælesorg, Skyld og tilgivelse, Stress, Tilgivelse