Hej
Min kæreste slog op med mig sidst i november, kort efter en ferie. Hun havde været med til nogle forskellige familieting f.eks. min lille nevø, der blev født på sygehuset.
Inden alt det ville hun flytte for sig selv for at kunne få noget ro på. Jeg ville blive boende i vores lejlighed, så da jeg slog op bad jeg hende flytte. Det ville hun ikke før til den 1. februar. Jeg boede derfor i december hjemme ved mine forældre. Da jeg flyttede tilbage til lejligheden, boede vi her sammen.
Vi sov sammen, lavede mad, havde sex og alle de ting, man har. Der er også blevet sendt hjerter i beskeder en gang imellem. Men nu flytter hun, og hun har sagt, at vi ikke skal ses i februar, så hun har mulighed for at komme på plads osv.
Mit spørgsmål er bare: Har hun misbrugt mig i den måned, eller vil hun noget? Jeg har spurt hende flere gange, hvor hun har sagt, at vi sagtens kunne bo i lejligheden sammen uden at gøre de her ting, men kan jeg stole på det?
Hej
Tak for dit brev. Du skriver til os for at høre, om din kæreste har misbrugt dig. Det er et rigtigt svært spørgsmål at svare på ud fra det, du skriver. Som udgangspunkt tænker jeg dog ikke, det er misbrug, når du giver hende lov, men derfor kan du godt føle dig misbrugt alligevel.
Når I lader tingene ske, når I er sammen og har fællesskab på den måde, som du har beskrevet, så er det sikkert, fordi I begge udfylder et behov hos den anden. I er måske ikke så bevidste om det, for havde én af jer ikke behovet for fællesskabet, tror jeg, at vedkommende ville melde fra.
Samtidig kan jeg også godt tænke, at det er at drive gæk med dine følelser, når hun flytter ind hos dig, og I gør som i plejer, fordi I har haft et så tæt forhold tidligere. Jeg tænker, at det gør noget ved dig at have hende så tæt på fysisk, og så alligevel ikke at have hende tæt på.
Jeg tror, det er disse følelser hos dig selv, du skal have styr på: “Hvad sker der i mig, når hun bor hos mig, uden at ville dele det hele med mig?” Jeg tror, at dit svar på dette spørgsmål vil gøre det klart for dig, hvorvidt hun bruger dig (jeg vælger her at skrive “bruger” i stedet for misbruger).
Kommer du frem til, at hun bruger dig, må du træde i karakter og fortælle hende, at enten er det “hele pakken” eller ingenting, altså, at du ikke har plads til hende. Måske kan det være svært for dig at træde i karakter overfor hende og tydeligt sige, hvad du egentlig tænker og har brug for. Det er nødvendigt, hvis du skal kunne se dig selv i øjnene. Faktisk tror jeg, at det netop er det, hun spørger efter – nemlig at du træder i karakter og er tydelig, for så ved hun, hvor hun har dig.
God vind fremover.
Kærlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907