Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Min kæreste har lige slået op med mig i mandags…
Det startede med, at hun skrev, at hun havde mistet følelserne for mig, når vi ikke var sammen, hun bor i Kbh og jeg bor i Jylland, men det var nok fordi hun var stresset og ikke havde overskud til alt, så jeg gav hende lidt plads. Men vi stoppede aldrig med at skrive sammen, men jeg tog over til hende og vi fik snakket det hele ud og det gik okay igen, men efter en halv uges tid skrev hun, at hun ikke havde overskud til vores forhold, og jeg prøvede at gøre alt for hende. Så skrev hun, at hun ikke kunne se nogen fremtid i os mere, og at hun ikke kunne elske en, som hun ikke så tit. Det skal lige siges, at vi så hinanden hver anden til tredje weekend, og at vi snakkede sammen over Skype 2-3 gange i ugerne.
Hun sagde, at hun var frustreret og så ked af, at hun havde det sådan, at hun lige nu skulle tænke på sig selv, så hun vil hellere være alene. Jeg havde mistet min læreplads, og jeg havde travlt med at finde ud, af hvad jeg så skulle, så jeg havde ikke skrevet så meget med hende den sidste uge, og så går hun fra mig… Jeg elsker hende stadigvæk meget højt men hun vil ikke give mig en chance til… Så hvordan får jeg hende tilbage igen?
Kære du
Tak for din mail. Jeg er ked af at høre, at din kæreste er gået fra dig, når du stadig elsker hende og har lyst til at være sammen med hende. Det forstår jeg godt er svært.
Det kan være svært at være kærester, når man bor langt væk fra hinanden, da det kan udfordre den fysiske og følelsesmæssige intimitet. Og det er måske det, hun har oplevet og reageret på. Hun skriver, at hun ikke kan elske og være i et forhold med en, som bor så langt væk – men jeg fornemmer også, at der ligger mere bag ved hendes valg om, at I ikke skal være sammen. Når jeg læser din mail, tænker jeg, at du har gjort, hvad du kunne – skrevet til hende, besøgt hende og talt med hende og vist hende, at du gerne vil hende og jeres forhold. Jeg fornemmer også en vis dårlig samvittighed over, at du ikke har skrevet til hende, da du var distraheret af at miste din læreplads. Men selvom det kan føles som vigtigt i forhold til hendes besked om at være alene, er det ikke det, der har gjort udslaget. Det må du ikke bebrejde dig selv.
Der skal to til et forhold, og hvis hun på nuværende tidspunkt hellere vil være alene, som du skriver, tænker jeg desværre ikke, der er meget mere, du kan gøre. Du har vist hende, at du vil både hende og jeres forhold, men hvis hun står fast på sin beslutning om at ville være alene, er det ude af dine hænder. Det er utroligt svært at give slip på én, som man elsker og ønsker at være sammen med, men jeg vil råde dig til at prøve at give hende og dig selv noget ro og tid fra hinanden. På denne måde kan både du og hun mærke efter, hvorvidt beslutningen om at være fra hinanden, er den rigtige.
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907