Hvorfor har vi ikke
mere sex?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg skriver til dig, fordi jeg er i et forhold som jeg er meget i tvivl om jeg skal slutte. Vi har været sammen i lidt over to år. Han er fire år yngre end mig. (Jeg er hans første rigtige kæreste) Vi blev hurtigt forelskede og flyttede sammen. Men der gik ikke længe, før der kom løgne fra hans side af. Det var omkring forskellige ting og vi begyndte at skændtes. Så røg vores sexliv, vi har måske sex en gang hver anden måned, nogle gange går der længere tid. Vi kan selvfølgelig være lykkelige/glade nogen dage, men vi skændtes bare HVER DAG, vi er uvenner over de mindste ting. Jeg savner nærværet, og at have sex.
Han er 19 år og jeg er 23 år. Jeg føler ikke man i den her alder burde have så lidt sex?? Hver dag tænker jeg på alt det sex jeg havde før ham. Jeg tænker på, hvordan mit sexliv var dengang, hvordan jeg før fik hvad jeg havde brug for!

Når jeg har sex med ham, føles det forkert? Han forstår ikke mine behov eller lyster selvom jeg flere gange har vist og fortalt ham det? Jeg er inderste glad for ham, og elsker ham jo nok også stadig, men jeg er bange for at såre ham. Han siger altid, at vi finder ud af det, og han ikke vil miste mig. Jeg er også bange for at være alene. Jeg kender til det at blive slået op med, jeg har aldrig selv prøvet at slå op, da mine tidligere forhold endte med, at de var mig utro og så stoppede det jo bare der. Så det med at skulle slå op med en, som bliver såret… Han siger, at han elsker mig, men hvis han elsker mig, hvorfor har vi så ikke mere sex? Hvorfor skændtes vi så hver dag?

Jeg er bare i tvivl, føler ikke det er sundt for os at skændtes sådan, at have så lidt sex og det føles forkert når vi så har det? Er i tvivl om det overhovedet bliver godt og normalt igen. Om jeg altid vil savne dengang, da jeg havde sex med andre før ham?

Hvad tror du, der er det rigtige for mig at gøre?

Mvh den bekymrede

Svar

Kære bekymrede

Jeg har læst dit spørgsmål, og jeg kan fornemme den tvivl du mærker og de mange spørgsmål, der presser sig på. Jeg kan godt forstå at det kan være svært for dig at være i. Du spørger hvad der er det rigtige for dig at gøre, om du skal slutte forholdet eller ej. Jeg kan desværre ikke give dig et direkte svar på, hvad du skal gøre, men jeg vil forsøge at hjælpe dig til selv at mærke, hvad der er det rigtige for dig.

Du skriver, at I blev hurtigt forelskede og hurtigt flyttede sammen, men at skænderierne opstod hurtigt og at du oplevede at han løj over for dig. Det lyder som om jeres sexliv også hurtigt ændrede sig. Jeg kan læse mig til, at du gør dig mange tanker om jeres sexliv og det du savner ift. intimitet og tilfredsstillelse seksuelt. Du skriver, at det føles forkert at have sex med ham og at han ikke forstår dine behov. Jeg bliver nysgerrig på, hvordan jeres sexliv mon var helt i starten af jeres forhold.

  • Har der været et tidspunkt hvor I havde mere nærvær og intimitet i jeres forhold end I har nu?
  • Hvad var det som fungerede godt dengang?

Når sex føles forkert, kan det skyldes flere ting. Hvis man i forvejen har udfordringer i forholdet, fx skænderier og dårlig kommunikation, kan det gøre at man føler, at man heller ikke ”forstår hinanden” seksuelt. Hvis man har tanker om at gå hver til sit, er i tvivl om sine følelser for den anden og bærer rundt på mange splittede tanker og følelser, vil det naturligt også påvirke ens sexliv. Og hvis man af forskellige grunde ikke har tillid til sin partner pga. løgne, utroskab eller lignende, vil det også kunne skabe en forkerthedsfølelse i sexlivet. Ud fra din beskrivelse af jeres forhold tænker jeg, at det er naturligt nok, at sex kan føles lidt forkert, fordi I har andre udfordringer bl.a. i form af skænderier og den tvivl du bærer rundt på. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det ikke kan blive bedre, hvis I får løst nogle af jeres andre udfordringer.

Når man går alene med mange tanker og tvivl om sit kæresteforhold, så vil man typisk forsøge at tænke sig frem til, hvorfor man mon har det sådan og hvorfor forholdet ikke lever op til ens forventninger. Man vil lave sine egne teorier for at forsøge at forstå, hvad det er der sker. Men der er to parter i et forhold – to oplevelser og to meninger om forholdet. For at kunne blive klar over, hvad den rigtige løsning er for jer, må I tale sammen om jeres forhold, de udfordringer I hver især oplever og hvilke tanker og ønsker I har for forholdet. Måske går din kæreste rundt med lignende tanker og tvivl, men deler dem heller ikke med dig? Måske ved han slet ikke at du har så mange frustrationer? Måske er jeres skænderier og sexliv også svært for ham, men han ved ikke, hvordan han skal tale med dig om det?

Jeg vil derfor råde dig til at sætte dig ned og tænke over følgende spørgsmål. Tal evt. også med en god ven eller familiemedlem om det.

  • Hvad fungerer godt i jeres forhold?
  • Hvad er det ved ham du godt kan lide, og hvorfor ønsker du I skal være sammen?
  • Hvad gør det ved dig at I skændes og at sexlivet er svært? Hvad får det dig til at føle?
  • Hvad ønsker du skal ændre sig i jeres forhold? Hvad har du brug for, for at have det godt i jeres forhold?

Når du fortæller ham om dine overvejelser er det vigtigt at du taler ud fra dine egne følelser uden at bebrejde ham noget. Og lad ligeledes ham dele, hvad han føler og oplever i jeres forhold.

Du skriver, at du er bange for at såre ham, hvis du slutter forholdet, og også bange for at være alene. Sådanne tanker og følelser er helt naturlige at have. Det kan dog blive et problem, hvis det alene er dét der gør, at du holder fast i ham og jeres forhold. Det er hverken godt for dig eller ham, hvis et forhold kun bevares, fordi du eller I frygter at skulle gå hver til sit og såre hinanden. Mærk derfor rigtig godt efter, hvordan dine følelser er for ham. Er der stadig kærlige følelser for ham og et oprigtigt ønske om at få forholdet til at lykkes? Så vil jeg råde dig til at give det en chance mere og arbejde på det.

Mærker du derimod, at følelserne for ham ikke er der, at du i dine tanker er på vej ud af forholdet, og at det alene er frygten for at såre ham og for at være alene, der holder dig i forholdet? Så kan den bedste løsning for jer begge være at gå hver til sit. Det er altid hårdt at såre nogen, men du kan ende med at såre ham mere, hvis du bliver i forholdet af de ”forkerte” grunde.

Hvis du/I har behov for yderligere vejledning eller samtale står Parvis’ Rådgivningstelefon til rådighed. Det er gratis og anonymt.

Jeg ønsker dig al held og lykke i dit kæresteforhold.

De bedste hilsner

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Simone Kusk, Psykolog

Se også: