Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hej
Jeg er 24 år og har været sammen med min kæreste i seks år. Vi har i de seks år, vi har været kærester, haft et godt og stabilt forhold. Da vi havde været sammen i omkring 1-1,5 år, endte jeg med at slå op med min kæreste, fordi jeg havde gået rundt med en nagende tvivl om vores forhold rigtig længe. Vi slog op, men jeg endte allerede samme aften med at fortryde det valg, jeg havde taget, fordi det føltes helt grundlæggende forkert.. Vi blev sammen, og tre år inde i vores forhold flyttede vi sammen. Det er første gang, jeg bor ude. I starten skulle vi lære at bo sammen, men jeg syntes hurtigt, vi faldt til. Derfra gik det godt. Jeg snakker tit om, hvad jeg gerne vil i fremtiden, og at jeg ser, at det er ham, jeg skal være sammen med hele livet.
Så sker der det, at vi for to måneder siden, en dag vi er på tur, bliver rigtig meget uvenner, som faktisk ender med at ødelægge vores tur. En tur, jeg har set frem til og glædet mig til. Næste dag er stemning stadig presset, og lige pludselig uden at jeg tænker over det, får jeg sagt, at jeg simpelthen må høre, om min kæreste overvejer at gå fra mig (fordi han er anderledes den dag og meget stille). Han kigger på mig og siger ja, og at han har haft den tanke i en måned. Jeg går i chok og bliver rigtig ked af det, fordi jeg ikke havde set det komme. Vi sidder og snakker i måske to timer, og han siger “vi er ikke gode for hinanden mere”, “jeg kan ikke mere”, “vi er for ens og begge med temperament”, “vi diskutere for meget” . Han siger, at han er i tvivl, men at han ikke kan mere. Jeg beder ham give vores forhold en chance og efter lidt tid, hvor han faktisk har sagt nej, overgiver han sig og siger, at han vil give det en chance og arbejde på det med mig.
Det er i dag to måneder siden, og det er gået godt siden. MEN så sker der det, at jeg for tre uger siden starter et projekt op et sted, hvor der er mange andre, der også arbejder. Jeg går forbi en mand og mærker med det samme en følelse, jeg ikke har mærket før, og for hver gang jeg går forbi ham, bliver den mere og mere intens. Den bliver så intens, at jeg tager kontakt til manden, fordi jeg aldrig har haft den følelse, jeg har før. Vi skriver meget kort og aftaler at mødes for at snakke. Vi mødes, og efter mødet opstår der en længsel efter at kunne udforske, hvad det er med ham. Vi mødes endnu en gang, igen kun for at snakke og her snakker vi om drømme, vores liv, og hvad vi godt kan lide.
Der er noget helt unikt over samværet, noget jeg aldrig har følt før. Det gør mig forvirret, og jeg ved ikke,, hvad jeg skal stille op. Jeg har sagt, at jeg må afklare med mig selv, hvad det er, der sker, og at vi ikke skal snakke sammen i den tid. Men jeg er forvirret og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Prøver at finde svar, men kan ikke finde nogen. Jeg kan ikke finde ud af, om kærligheden mellem min kæreste og jeg stadig er der, eller om jeg bliver sammen med ham, fordi han giver mig tryghed, og er det, jeg kender til. Om det er, fordi jeg har fået en familie igennem ham og en masse venner, som jeg ikke vil miste, fordi det vil gøre mig ked af det og ensom, eller om det er, fordi der stadig er kærlighed imellem os? Jeg har lyst til at være sammen med den anden mand, men ved ikke, om jeg er klar til at opgive mit forhold igennem seks år. Er jeg ikke er klar til det, fordi det er kærlighed, der fylder, eller fordi det er det vante, som jeg kender til. Jeg tænker på livet løs og prøver at finde en afklaring på, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg har aldrig haft andre kærester end min nuværende kæreste og ej heller været sammen med andre, og jeg er nu blevet i tvivl, om vi overhovedet kommer til at være sammen resten af livet. Hvad vil fremtiden bringe, hvis vi går fra hinanden, og jeg så starter noget med denne mand?
Jeg har brug for noget vejledning i, hvad jeg kan gøre for at skabe mere klarhed og finde ud af, hvad jeg vil, og om jeg bliver af kærlighed eller tryghed og det vante?
Kære forvirrede, fortvivlede og triste du.
Jeg kan godt forstå din forvirring og fortvivlelse. Det er frustrerende, når der sættes spørgsmålstegn ved vores allernærmeste relationer og vores base. Så bliver vi sat på usikker grund, og det er ikke rart.
Som jeg forstår dit brev, lyder det som en tvivl omkring, hvorvidt du stadig er sammen med din nuværende kæreste af kærlighed eller af tryghed. Og i mødet med din kærestes usikkerheder om jeres forhold og i mødet med denne nye mand på dit arbejde, bliver du særlig konfronteret med, hvad der er grundstenen i jeres forhold: at I elsker og vil hinanden, eller at I er blevet vant til at leve sammen, og det er det nemmeste at fortsætte.
Du beskriver, at I har haft et godt og stabilt forhold i seks år, hvor I sammen har tænkt og talt om fremtiden. Noget af det første, jeg bliver nysgerrig efter fra din fortælling, er, hvordan jeres forhold er nu – både fra hans perspektiv og fra dit perspektiv.
Din kæreste gik med til at give jeres forhold en chance mere. Hvor står han henne nu? Hvordan ser han på jeres forhold, hvordan er hans indstilling og motivation overfor dig og jeres forhold? Har du talt med ham om det?
Og for dig: hvordan ser du på jeres forhold? Ser du de samme udfordringer omkring temperament og diskussioner, som han gør? Er det nogle ting, I sammen har fokus på/arbejder på? Hvad har igennem tiden været det, du har været tiltrukket af ved din kæreste? Måske det har ændret sig gennem tiden. Hvad holder du af ved ham nu?
Den nye interessante mand
Det er normalt at få varme følelser for mennesker omkring os, også selvom man er i et godt forhold. Det vil formentlig ske gennem hele livet, på trods af at man er sammen med en god partner, da ingen kan opfylde alle de ønsker og behov, man hver især har. Det er derfor en naturlig del af, at vi møder forskellige mennesker og somme tider oplever at ”klikke” på en særlig måde. Det betyder ikke, at dette menneske nødvendigvis er din eneste ene, hvis sådan noget findes. Jeg har derfor lyst til at vende opmærksomheden væk fra den nye mand fra dit arbejde og forsøge at sætte ham lidt ud af billedet. For som sagt vil der kunne komme flere som ham, men det behøver ikke betyde, du skal være sammen med denne person eller dem, du møder efterfølgende.
Nogle gange kan en sådan pludselig opmærksomhed hos andre dog blive særlig stærk, hvis den netop handler om noget af det, ens nuværende forhold er udfordret af. Igen, det behøver ikke betyde, man skal forlade det, man er i. Det betyder nok i højere grad, at man får spejlet nogle drømme og længsler, som måske ikke har fået så meget næring og opmærksomhed i ens eget forhold (fx. drømme om fremtiden, som du beskriver). Det er dog vigtigt at forholde sig til, hvad disse længsler betyder for dig, om det ”blot” er spændende og eksotisk at møde hos et andet menneske, eller om det afspejler et reelt savn i dit eget forhold.
Jeg skriver ikke dette for at sige, at denne nye fyr er udelukket som en fremtidig kæreste for dig. Men som du selv skriver, så er det nok en god ide at blive klar over, hvordan det står til med dit nuværende forhold, før du evt. får følelser for denne mand, der måske gør din nuværende situation mere indviklet.
Reflektion over dit nuværende forhold
Jeg kan desværre ikke svare dig på dit spørgsmål om, hvad du er mest drevet af: kærlighed eller tryghed. Det ved du nok kun selv. Men jeg vil opfordre dig til at forsøge at flytte fokus væk fra den nye og hen på din nuværende kæreste:
Hvis du kommer frem til, at du rent faktisk er sammen med ham, fordi det er ham, du godt kan lide og ikke blot alle omstændighederne – så vil jeg anbefale, at I tager en seriøs snak om jeres forhold. Hvordan ser I hver især på jeres forhold: Ser I de samme udfordringer? Tror I på, at I sammen kan komme igennem disse udfordringer?
Hvis du kommer frem til, at du primært er sammen med din kæreste af tryghed og egentlig ikke ønsker at være sammen med ham mere, er det ligeledes vigtigt at have en snak herom og få en god og respektfuld afslutning på jeres forhold.
Jeg håber, disse overvejelser og tanker kan være en hjælp for dig.