Jeg har dårlig samvittighed efter vores brud

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej Brevkasse.

Jeg har for fem dage siden gjort det forbi med min kæreste igennem små to år. Og nu har jeg virkelig dårlig samvittighed.

I de næsten to år, vi har været sammen, har han og min nu 12 årlige søn haft et meget anstrengt forhold til hinanden. Jeg har gået som en lus mellem to negle. Han har spillet utrolig meget på sin telefon, når vi var sammen. Han drikker ikke ret meget alkohol, så jeg manglede, at vi kunne nyde noget vin sammen i ny og næ. Han analyserer alt og alle. Han pynter meget på sandheden, når han fortæller ting, for at få sig selv til at fremstå bedre. Han har en datter på 16 år, som han ser hver anden weekend. Han er ikke særlig god til at følge op på hende og kontakte hende. Det var, som om alt drejede sig om ham og mig. De tre sammenbragte børn var noget han accepterede, fordi han elskede mig så højt. Han har fem gange, i den tid vi har været sammen, sagt, at han havde fået nok af min søn, og været ved at gå. Femte gang gjorde han det.

Da jeg fortalte mine børn det, brød min søn sammen og sagde, at så skulle han ikke have været så hård ved min kæreste. Det fik min ekskæreste til at fortryde, at han havde gjort det forbi med mig. Nu ville han pludselig have hjælp og ændre på en masse af de dårlige vaner og arbejde på samarbejdet med min søn. Og det gjorde han. (Dog ikke arbejdet med min søn, da børnene ikke vidste, at vi prøvede at fixe vores forhold igen.) Han gjorde virkelig en indsats. Inviterede på weekendophold, kørte langt på motorcykel bare for at give mig en kop kaffe på arbejde. Og sådan nogle ting.

Men da han gik fra mig den 5. gang, gik noget i stykker inden i mig. Jeg kunne ikke finde tilbage til det, vi havde på trods af alle hans forbedringer. Jeg er i tvivl, om han ville kunne holde ændringerne, men mest om han ville gå igen😔 Derfor nåede jeg pludselig i en samtale med ham over mobilen frem til, at jeg ikke kunne mere, fordi det gjorde for ondt at gå med frygten i maven hele tiden for, at det skete igen. Vi skrev pænt farvel til hinanden om aftenen. Her skrev han,  at han desværre var nødt til at afbryde alt kontakt, da det simpelthen ellers ville være for hårdt ham. Jeg skrev, at jeg ville respektere det, selvom det er utrolig hårdt.

Jeg har så dårlig samvittighed over at forlade ham, da han endelig var begyndt at ændre sig. Jeg føler, jeg har svigtet ham. Jeg er utrolig forvirret, for jeg har aldrig været i tvivl om hans følelser, men da han gik fra mig femte gang, var han på Tinder få dage efter. Det fik jeg at vide af en veninde, selvom vi aftalte fire dage efter, at vi skulle prøve igen. Han sagde, det var for at tjekke, om jeg var derinde. Men denne gang gik der ikke engang 24 timer  før han igen var på Tinder (fik en besked fra en veninde) 😢 Jeg sendte ham en kort besked, hvor jeg skrev, at jeg havde jeg svært ved at forstå, at han allerede var klar til Tinder så hurtigt. Han skrev, at det kun var for at få bekræftigelse. Men jeg ved ikke, om jeg tror på det, og i hvert fald forstår jeg det ikke.

Nu er jeg meget forvirret, ked af det, såret og føler mig ligegyldig. Jeg har også stadig utrolig dårlig samvittighed over at gå fra ham midt i, at han prøver at ændre sig. Jeg savner at høre fra ham. Hvad kan jeg gøre med alle disse følelser, hvordan kommer jeg videre? Han er jo tydeligvis videre på Tinder.

Svar

Kære du

Tak for dit brev til Parvis. Det lyder som en hård tid, du går igennem. Du er fyldt af følelser som dårlig samvittighed, sorg og savn og spørger, hvordan du kan komme videre med alle de følelser. Jeg vil prøve at dele nogle tanker, som forhåbentligt kan hjælpe dig. Men først vil jeg sige, at det er helt naturligt at være forvirret og trist, når man er gået fra sin kæreste. Det behøver derfor ikke at være, fordi du har truffet en forkert beslutning. Den tanke, jeg får, når jeg læser dit brev, er, at du har gjort det rigtige ved at slutte forholdet, men det er selvfølgelig kun dig selv, der ved, om det er det rigtige for dig. Så hvordan kan man så komme videre, når det stadig bare gør ondt lige nu?

Din søn

Lige nu er du garanteret fyldt af alt det gode, som du har mistet med din kæreste, og som du savner nu. Det er meget naturligt. Men jeg forestiller mig – og fornemmer også i dit brev – at det at skrive brevet gjorde dig opmærksom på, at der også er ting, som du ikke skal savne fra det forhold. Fx de sammenbragte børn, som ikke i realiteten blev bragt sammen, fordi din ekskæreste ikke formåede at skabe forbindelsen til din søn. Det var ikke din søns ansvar. Der kan være mange grunde til, at relationen imellem dem var svær. Det vil jeg ikke gå ind i, for det er irrelevant nu. Men jeg vil blot minde dig om, at du har din søn. Måske det kan være en hjælp for dig i større grad at fokusere på den kærlighed, som er i din relation til din søn for en stund. Den kærlighed er anderledes end romantisk kærlighed, men den er også dyb og ubetinget, og det tror jeg, vil være godt at fokusere på lige nu. Både for din og for din søns skyld.

Svigtet

Jeg forstår godt, at du blev meget såret, da din kæreste svigtede dig og forlod dig og din søn. Svigt sætter sig som dybe sår, som kræver gode erfaringer, før de heler igen. Svigt gør én usikker på sig selv og på den verden, man lever i. Hvad gjorde du forkert? Hvordan kunne du have undgået det? Hvem kan du nu stole på, hvis du ikke engang kunne stole på et menneske, som elskede dig højt? Det er helt naturlige tanker, og det, håber jeg, kan være en trøst for dig lige nu, hvor det står på. Find nogle at tale med om det, hvis du kan mærke, at oplevelsen ikke bare er et sår men et ar, som har sat sig fast på dig. Det kan være, du kan finde en psykolog, terapeut eller en præst at snakke med. Du kan også ringe til vores gratis rådgivningstelefon, der har åben hver mandag aften.

Dårlig samvittighed

Og så gjorde I det forbi med hinanden. Du skriver, at det var dig, der gjorde det forbi. Det ved du bedst selv, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det mon ikke var en fælles beslutning, eftersom det kunne klares over et telefonopkald, og eftersom han kunne gå på Tinder kort tid efter? Måske den tanke kan hjælpe dig med din dårlige samvittighed. At det ikke kun var dig, der besluttede det, selvom det måske var dine ord. Ansvaret var ikke kun dit!

Savn

Jeg forstår også godt, at du savner at høre fra ham. Det er rart at have et voksent menneske helt nært én. Derfor håber jeg, at du har nogle veninder, venner eller familie, som du kan tale med i denne tid – om stort og småt. Måske du skal besøge dem en ekstra gang imellem, invitere dem over, eller lave udflugter sammen med din søn og jeres venner.

Tinder

Din kæreste er allerede på Tinder. Det forstår jeg godt, gør ondt, for hvad siger det om jeres forhold? Var det bare tomt og ligegyldigt for ham? Jeg tror, du kan vende det til en hjælp for dig, at han er på Tinder nu. Lige nu opfatter du det som et udtryk for, at han er kommet videre meget hurtigt. Det behøver det ikke at være. Han kan meget vel blot være på udkig efter nærhed og bekræftelse, ligesom du også savner den – for det var til stede i jeres forhold. Det er helt naturligt efter brud at lede efter det igen, men det er ikke altid så hensigtsmæssige måder, man prøver at finde det på. Jeg vil ikke anbefale dig at gøre det samme. Brug mere tid på egenomsorg, venne-tid og mor-barn tid. Det vil give dig tid til at vænne dig til din nye tilværelse, og det kan blive en dejlig tilværelse.

Tid

Lige nu gør det ondt. Det må det gerne. Det er godt at mærke, at der er noget, der har betydet noget for dig, og at du er et godt og empatisk menneske, som vil andre det godt. Det kedelige svar, som du nok også selv kender, er, at du vil få gavn af tiden. Det tager tid at komme sig ovenpå brud. Vi håndterer det bare forskelligt. Undersøg, hvad der gør dig glad. Undersøg, hvor du kan finde nærhed med andre – det behøver slet ikke at være romantisk lige nu. Du er værdifuld uanset din situation og dine følelser. Det håber jeg, du kan finde ro i midt i det svære.

Alt det bedste.

Nomi Høeg Kristoffersen Psykolog

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: